Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 6. januar 2020

Nyt fra maskinafdelingen #01-20 06/01:


Lidt egenproduceret Nytårsfyrværkeri på Årets første arbejdsdag :-)
Et par noget besværlige bolte får med både vinkelsliber og skærebrænderen!



Godt Nytår! Så kom vi godt i gang med det nye år 2020. Det bliver jo spændende hvad vi kommer til at opleve på værkstederne i løbet af året. En gennemgang af ”Året-der-gik” i Mafd for 2019 kommer i næste udgave af Tipvognen. Vi har endnu et år fået gennemført en masse store opgaver og mon ikke dette friske, nye år byder på en masse muligheder og en masse arbejde…  

Sidst i 2019 kom Superfos-lokomotivet tilbage i værkstedsremisen, så undervogn, hjul og gangtøjet kan blive shinet op. Carsten og Kjeld har nu fået afmonteret de fleste dele i begge sider og bagerste hjulsæt stod klar, så jeg kunne få det afrenset og malet. Det gik jeg straks i gang med og sidst på aftenen havde det både fået Olsen-sort på hjulflader og aksel, mens hjulsiderne nu er grundet. I mens fik de afmonteret ”hylderne” over forreste hjulsæt, så man kan komme til med løftestropper, når de skal afmonteres. Jan kæmpede med at få løsnet håndtaget til styringen, men rusten havde bidt sig godt fast, så der blev både brugt vinkelsliber og gasøkse for at få beslaget afmonteret. Af kom det! Kjeld fik også støvsuget fyrkammeret, nu lokomotivet er i arbejdshøjde over graven.

I snedkeriet blev der lagt sidste hånd på de nye borde/bænkesæt, så nu kan de komme ud. I stedet skal produktionen af de nye bænke til C411 snart i gang. Steen blev Dagens tæppemand, idet han fik lagt alle de mange – nu tørre – juletogstæpper sammen ude i vognhallen. Lars og Hans Henrik installerede en (næsten) ny vaskemaskine til Lützows Lynvask, så vi igen kan få skiftet olie på vores arbejdstøj. 11 mand på Gården denne første mandag i det nye år. Vi er godt i gang!

Jan er kravlet i førerhuset
Det er denne rustne fætter til styringshåndtaget, 
der skal afmonteres, så den atter kan gøres bevægelig
Ud kom den med noget besvær!

De to hylder over hjulene skal afmonteres, 
så der kan anbringes stropper, mens hjulene afmonteres




Kjeld i boksen! Der støvsuges historisk slagge og sod i askekassen


Redacteuren maler Olsen-sort og grunder på bagerste hjulsæt

Exit gammel vaskemaskine! Nyt år - ny maskine

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.