Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 6. november 2017

Nyt fra maskinafdelingen #42-17  6/11:


Lars O. er "dræsinefører" - beklager i øvrigt linsestøvfnug


Aftenens første ”opgave” blev at hilse på Bruno, der også gerne vil være aktiv ved banen – men nok mest i Trafikafdelingen. Det er der også fint plads til! Bagefter drog vi en større flok ud i vognhallen for at køre dræsinen ned til snedkerværkstedet, hvor trædækket skal gennemgå en hovedreparation. Trods mørket gik transporten fint og vi valgte den korte vej ned af slisken, der passende har 700 mm ”sporvidde” og med et hold bremsere og et reb, foregik det stille og roligt.


Hans fik samlet regulatorstyringen til E28, skåret diverse gevind op og samlet fodkontakten igen.

Bjarne, Jan og Per gik i gang med ombygningen af forvarmerstyringen på M25 og julekæden er også monteret. Kjeld, Lars O. og jeg fortsatte arbejdet med at reparere betongulvet, så det bliver behageligt at køre på med palleløfterne. Der mangler dog en stump mere. Gert kom forbi og frostsikrede vandbehandlingsanlægget, nu der er lovet frost de kommende dage og Niels fortsatte med udforskning af drejebænken og fik slået endnu et gevind. 10 medlemmer sås på Gården denne kolde aften.

Så er dræsinen på plads i snedkerværkstedet og klar til reparation

Niels betragter det nyslåede gevind

Hans samler flere E28-dele

Test af varmestyringen i M25

Kjeld og Lars finpudser det nystøbte gulv

En færdigsamlet regulator og fodpedal til E28

søndag den 5. november 2017

Nyt fra Bafd 4-11-2017

Selvom den yderste del af banen fra Rubjerg til Fem Ege er anlagt for mindre end 20 år siden, så er der efterhånden ved at være et behov for at udveksle enkelte sveller. Vi brugte lørdagen til dette, og kørte fra Hedehusgaarden med M30 med banevognen og Storebæltsvognen på slæb. På Brandhøj hentede vi kompressorvognen, og kørte mod syd hvor først Peter og derefter Lars stødte til.

M30 klar til afgang fra Brandhøj st. (KHA)
Svelleudvekslingen startede på Fem Ege og i løbet af dagen fik vi arbejdet os op til overkørslen ved Stærkendevejen. Efter en opstart med enkelte manuelle udvekslinger fik hele holdet konstateret hvorfor vi anskaffede minigravemaskinen, så i løbet af dagen fik vi udviklet en teknik til at udveksle svellerne på en effektiv måde. I alt nåede vi 15 stk, hvilket skal ses i lyset af, at de lå enkeltvis på strækningen.

De første sveller på Fem Ege drillede lidt, da mange rødder
var groet ind i dem (KHA) 
På strækningen brugte vi de nye sveller til at skubbe
de gamle sveller ud med (KHA)



Dagens sidste sveller udveksles ved Stærkendevejen (LLZ)
Den allersidste svelle måtte udveksles manuelt, da vi ellers blokerede vejen.
Den nye svelle bruges til at banke den gamle ud med (KHA)

På vej hjem fik vi holdt kaffepause ved Lergraven og nød den Brunsviger, som Peter havde bagt tidligere på formiddagen.

Steffen

Hedelands udviklingsplan for 2017-2030 er nu tilgængelig!


HVB nævnes blandt andet på Udviklingsplanens side 32...  

Der har i de sidste par år været et spændende arbejde i gang med fremtidsplaner for Hedeland.
Både kommuner, brugere og borgere har medvirket i arbejdet med planerne, så alle har fået mulighed for at komme med deres ideer og bekymringer. Vi har også deltaget i arbejdet og det er derfor spændende læsning, hvad der er kommet ud af arbejdet:

Udviklingsplanen for Hedeland er nu tilgængelig og kan nærstuderes på:




I forhold til vores bane indeholder den nogle ganske interessante elementer:

·         Banens betydning for tilgængeligheden af Hedelands anerkendes

·         Banens ”trinbrædter” ønskes opgraderet, så de kan bruges til at åbne op til Hedeland, herunder informere om Hedeland og binde stisystemer sammen. 

·         Hedehusgården bliver et af 5 indgangsportaler til Hedeland.


At vores primære målgruppe så bliver udpeget til at være Politikken og Information læsende børnefamilier, er så en anden sag, vi må tage med :-) Trods dette er der mange spændende ideer som givetvis vil forøge trafikken, herunder et oplevelsescenter ved Lergraven, en udvidelse af naturlegepladsen samt svævebaner mv. ved Skibakken. En spændende fremtid at gå i møde.

 God læselyst

Steffen (red. af Leif)

torsdag den 2. november 2017

Torsdagsbilledet #135

Sidste Torsdagsbillede var man ved at etablere en skinnerampe. Denne dag, en uge senere skal lokomotivet trækkes op. M25 vejer 16 tons, så det var noget af en opgave for Pers grønne FIAT-varebil at trække op ad rampen - men op kom det ved brug af donkrafte og menneskelig råstyrke!


 Lidt værre gik det for banekolonnen, idet arbejdsvognen afsporede. Det er sket mere end en gang siden, og det plejer at gå let med at få sporet dem på igen. Måske er de første, besværlige erfaringer gjort denne dag, midt på rampen.
Foto-info: HVB_HvA-100678-030678-19

mandag den 30. oktober 2017

Nyt fra maskinafdelingen #41-17  30/10:


Gulvreparation og materialeskæring
Carsten og Lars O. gik i gang med at fremstille en stribe nye ristestænger til fyrkassen i Da7. Først blev materialerne udskåret og siden blev den lille styrenot svejset på. Derefter skal de fræses i form.

Kjeld og jeg påtog os en bygningsreparationsopgave, idet gulvet sine steder efterhånden er så ujævnt af mange års brug, at det er temmelig besværligt at køre rundt med palleløfterne. Vi fik derfor afrenset og påført et nyt lag cement på udvalgte steder. Den opgave fortsættes på mandag.

BigRas foretog en lettere skovrydning omkring metalreolen for at gøre det muligt at lægge det overskydende materiale fra ristestængerne på plads J E28 holdet fik glædet sig over de to nye aksler, der er ved at tage form og mens de venter på at lejerne kommer hjem, så vil M25 blive gjort juleklar. Der skal bl.a monteres styring af forvarmer. Det forberedende arbejde krævede kaffe og planlægning.

Niels har nu sat materiale i drejebænken og er ved at slå sit første gevind på den bænk. Vi var 10 mand på værkstederne denne kolde aften.


Til de aktive er der udsendt en mail med tilmelding til årets julefrokost 24/11. Huskat tilmelde dig!

I lørdags fik Carsten fremstillet motorstativ til Bedfordmotoren,
der en dag skal sidde i M8


en hel stak ristestænger afgrates

- og en not påsvejses

Udført betonreparation

Snak efter en fin dag i værkstedet

Den ene aksel til E28

Niels slår gevind.

lørdag den 28. oktober 2017

Nyt fra Bafd. 28-10-2017

Så blev det efterår og storm. Selvom temperaturerne stadig er høje for årstiden, fik folkene i baneafdelingen vind i håret denne lørdag. Dagens hovedopgave var at understoppe det sydlige skifte på Sølund station, der på det seneste har udviklet en 'lunke'. Inden skulle vi dog lige have flyttet Bedford-motoren til M 8 fra snedkerværkstedet til værkstedremisen. Det lykkedes uden de store problemer og Carsten boltrede sig med motoren i værkstedet resten af dagen.
Bedford-motoren er lige landet og stropperne løsnet. I løbet af dagen fik Carsten svejset et solidt stativ til motoren, der også fik en tur med damprenseren. En proces, der efterlod Carsten klar til en større afrensning selv!

Med fra Hedehusgård havde vi, udover 'hopperen', en defekt roebanebogie og et hjulsæt, der skulle i hhv. magasin og skrotdyngen på Brandhøj. Begge dele kom på plads, inden vi indtog frokosten udendørs trods stormen.
'Hopperen' klar til aktion på Sølund station. Den hydrauliske stoppeenhed med fire spader er særligt egnet til at stoppe skifter, hvor vores normale stoppemaskine ikke kan komme til. Vores maskine er af mærket Enerco bygget i Finland af Mankinen OY.

Udsynet fra gravemaskinens førerhus kan være lidt begrænset, så det er fint, når en fra arbejdsholdet giver håndsignaler.

Vi var ikke alene i Hedeland trods blæsevejret!
Med fem mand på arbejdsholdet var stoppearbejdet hurtigt klaret. Vi vendte tilbage til Brandhøj, hvor vi kastede os over mindre reparationsopgaver og eftersyn af et par deplorider. Man keder sig aldrig på Hedelands Veteranbane!
Tagrenden på opbevaringshallens østside på vej op igen.

Eftersynsmanual og -skema følges nøje under eftersynet af et par deplorider. Senere kom også en fedtsprøjte i aktion.
Vi forlod Brandhøj 17.15 efter en meget afvekslende dag i baneafdelingen. Vi stødte ikke på væltede træer på vejen hjem og håber ikke at skulle bruge næste lørdag på at rydde op efter stormen Ingolf.

torsdag den 26. oktober 2017

Torsdagsbilledet #134

Den 3. juni 1978 går et hold fra banekolonnen og ballasterer sporet med bør og skovl. Det er en noget anden og hurtigere metode, som Bafd anvender i dag... Samme dag er de maskinkyndige i gang med at se om motoren på M25 mon kan starte, men også lægge an til at få trukket lokomotivet fra den hidtidige opbevaringsplads ud for gavlen og op til baneområdet.
Næste torsdag ser vi om de lykkedes med den tunge opgave.
negativ 030678-3: Banekolonnen på arbejde 3. juni 1978

negativ 030678-6: Maskinafdelingen kigger ind i motorrummet på M25, mens skinnerne lægges op til banen.

mandag den 23. oktober 2017

Nyt fra maskinafdelingen #40-17  23/10:


Kjeld og Lars O. betragter samlingen af Lars næste fjederkurv.

Motorhuset fra M23 fik lov at ligge i fred denne aften. I stedet gik første del af aftenen med at tage godt imod Kjeld, der allerede dukkede op denne mandag efter Åbent Hus-arrangementet i lørdags. Så vi må da have gjort det godt nok – for også andre har meldt deres interesse og det bliver jo spændende at se, hvor mange andre der har fået mod på at deltage i vores hyggelige klubarbejde. Efter et par gode kopper kaffe, gik vi i værkstederne. Lars O. fortsatte arbejdet med at samle fjederkurve til det nye hold bogier, mens Carsten fremstillede et par beslag til Bedford-motoren, der blev taget ud af Nymølle-lastvognen sidste lørdag. Lastvognen er givet videre til en Bedford-entusiast, der hentede den samme lørdag. Efter en velafsluttet rundvisning, så kunne Kjeld og jeg hjælpe med at få motorbeslagene monteret. Nu står motoren mere stabilt, indtil den en dag skal monteres i M8. I mens arbejdede E28-holdet videre, men uden at få særlig snavsede fingre, idet aftenens opgave var at få opmålt alle de 12 forskellige lejer, der skal udskiftes som en del af renoveringen. Det arbejde kan nu fortsættes med Trafik- og Byggestyrelsens velsignelse, idet vi nu har modtaget den officielle tilladelse til arbejdet. Niels er ved at tage sig et selvstudie i den ene drejebænk, så han snart kan spænde et emne i bænken. Efterfølgende fik vi sludret endnu mere over en kop kaffe og jeg tror alle 9 fremmødte havde en god aften. Vi glæder os til at indlemme Kjeld i flokken.


Lars skærer en styrenot til bolten, der skal holde samling på fjederbladene.

Kjeld er allerede sat i arbejde med at montere beslag på Bedford-motoren


Første aksel til E28 sidder nu klar til bearbejdning.
I lørdags stak Bo de to længder af i den store drejebænk. 


Fra Claus har jeg modtaget dette link om en lille, skjult industribane:

lørdag den 21. oktober 2017

Efterårstur og Bafd på arbejde 21/10-17

Mens plantoget trækkes ud af remisen, så er arbejdstoget på vej ud mod Rubjerg.
Med vejret som en altid vigtig parameter for passagertallet, så glædede vi os til det tørvejr, som meteorologerne havde forudset for dagen. Men måske var vejrudsigten byttet rundt for torsdag og lørdag - for en finregn kom og gik hele dagen. Heldigvis troede vores gæster det samme og mødte frem. Jeg tror nu alle fik en dejlig tur ud i Hedeland alligevel... Undervejs kunne de se nærmere på de smukke kvæg, der kom helt nær til toget og ved Rubjerg opførte baneafdelingen et fint show i seks akter om skift af et skilt; det trængte til nyt træ og var en perfekt opgave til en dag, hvor der kørte trafik på banen. Vi kørte med en fin belægning og afsluttede dagen med et velbesøgt Åbent Hus-arrangement for folk med interesse i at deltage i vores forenings arbejde. Formanden og sekretæren fik vist rundt på værkstederne og der blev stillet fine spørgsmål, som vi forsøgte besvare på bedste vis. - måske så godt, at der dukker nye ansigter op på værkstederne i den kommende tid. Tag godt imod dem!
Som altid - en dejlig dag på banen!

Køerne med deres kalve stiller sig velvilligt til skue for vores gæster

1. akt: Bafd er allerede i fuld gang med det nye skilt på Rubjerg.

Vi kører om på Fem Ege. Bemærk de flotte efterårsfarver


2. akt: Der er savet ud og skiltet gøres klar til montage

Der er nu køer på sporet - men de flytter sig dog for toget

3. akt: Vi bringer maling og pensler med ud til Bafd


5. akt: Stolperne er malet i bunden og rejst op igen

Tyren hilser på vores gæster!

6. akt: Bafd melder skilt klar. Maling venter til en dag med tørvejr.

Vi har fået en fin omtale i Dagbladet og måske var det medvirkende til at så mange deltog i Åbent Hus-arrangementet. Flere har efterfølgende meldt deres interesse i at deltage i foreningens arbejde.
Vi glæder os til at dele vores passion for banen med dem!

Se artiklen her: 


Åbent Hus -rundvisning. Baneafdelingens vogn vises frem 

Efter besøg i værkstedet skal damplokomotivet da også ses!