Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 13. marts 2022

Nyt fra Bafd 12-03-2022

Solen skinnede over Hedehusgården og en frisk vind blæste fra vest. De metrologiske forudsætninger var derfor gode for arbejdsholdet, der i dag bestod af Steffen, Lars, Peter og Søren Hein, Kenneth, Steen, Rasmus og Claus N. Af trafikale forhold skulle arbejdsholdet tage hensyn til årets første særtog, der afgik fra spor 3.

I løbet af ugen var der udlagt sveller i sporkassen langs perronen, så det var bare at gå i gang! Med gravemaskinen lagdes de stadig sammenlaskede skinner på plads på svellerne. Herefter justeredes skinnerne i længderetningen og vi satte spormål på. Svellerne justeredes ind i sideretning og vi supplerede med en ekstra svelle i skinnestødene. Vi håndgravede lidt under et par sveller for at undgå, at sporet kom til at ligge for højt. Herefter udlagde vi spigr og underslagsplader.

Skinnerne lægges på plads på svellerne. Med gravemaskine og skinneklo går det som en leg. Mens Kenneth betjener maskinen, er Steffen og Peter klar til finjustering med brækjern.

Årets første særtog er på vej ud i et solbeskinnet Hedeland. Forhåbentlig fik selskabet af jernbanefotografer gode billeder af toget. Der var i hvert fald lavet en imponerende særtogskøreplan på adskillige sider.

Samling af sporet er kommet i gang. Foto: Kenneth Andersen.

Uden mad og drikke, duer helten ikke. Claus N havde medbragt brændekomfur og i løbet af 45 minutter var en pastaret med chorizo, squash, løg, tomater og rosmarin klar. Det blev til en hyggelig frokost på bænkene i solen. 

"Så er der ikke længe til vi spiser!" Claus tjekker om pastaen er 'al dente' og Carsten har hentet tallerkener og bestik i banevognen. Foto: Rasmus Brandt.

Glade banearbejdere til frokost, Foto: Søren Hein.

Bygning af sporet fortsatte efter frokosten og vi nåede ca. halvvejs, inden vi sidst på eftermiddagen pakkede sammen. Inden kørte Steffen og Claus til Brandhøj for afhentning af flere underlagsplader til 22 kg/m skinner. Det er en fornøjelse, at hente spordele i opbevaringshallen. Tydeligt mærkede pallekasser i reolen hentes ud, og de tørre og velstablede underlagsplader løftes nemt op for transport til Hedehusgården. 

Mens Steffen og Claus var på Brandhøj, rangerede M 30 og resten af holdet vores arbejdsvogne på plads. Særtoget holdt efter ankomst i spor 3 og da toget var oprangeret udelukkende af roe- og melisvogne medførte det også lidt rangering for at få alt på rette plads. Der var travlt - ikke mindst fordi spor 1 jo er ude af drift.

Samling af sporet skrider fremad. Mens Søren, Peter, Kenneth og Steffen borer og spigrer, bærer Claus underlagsplader ud.

Dagen bød også på et besøg på Brandhøj for afhentning af underlagsplader og spirg. M 39 venter tålmodigt på at komme på plads i opbevaringshallen.


Søren og Peter kører melisvogn 62 på plads i værkstedsremisen. Vognen skal have en større overhaling inden sommerkørslen.

Inden arbejdsdagen var til ende fik vi desuden aflæsset et nyrestaureret køretøj på HVB, hvor de sidste arbejder skal gennemføres. Når papirarbejdet er tilendebragt, kan vi således indlemme endnu en enhed i bestanden af driftsklare køretøjer. 

I løbet af ugen forlod et par køretøjer HVB. Ikke permanent, men på langtidsudlån til det nye koldkrigsmuseum nær REGAN Vest-bunkeranlægget ved Rebild. Det drejer sig om Kastrup-lokomotivet DL 2 med 785 mm sporvidde og en sidetømmende kassetipvogn med 750 mm sporvidde. Både lokomotiv og vogn er af samme type som det materiel, der var med ved anlæggelsen af bunkeranlægget. Oprindeligt ønskede museet to tipvogne, men udstillingsarealet rummede kun plads til lokomotiv og en vogn. Den anden vogn må tilbage i opbevaringshallen igen. Vores materiel bliver udstillet indendørs i hvad der indtil videre ser ud til at blive et rigtigt spændende udstillingsområde.

DL 2 er på vej til Jylland! Foto: Steen Larsen.

En af de sidetømmende tipvogne gør lokomotivet selskab. Foto: Steen Larsen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.