Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 20. september 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 20. september 2025

Lørdagen havde vejrmæssigt budt op til dans, hvilket vi udnyttede til fulde i baneafdelingen. 

Det er ikke hverdagskost, at vi har +20 grader i slutningen af september, og høj temperatur = høj arbejdsglæde.

Dagens solhungrende arbejdshold bestod af Steffen, Brian, Steen, Kenneth H. A. (ham kommer vi tilbage til) og Peter. 

Steen havde lovet at udskifte sommerkøreplanen med efterårskøreplanen på samtlige holdesteder, og opgaven blev løst på lidt over en time med god hjælp fra Landroveren.

Kenneth og Peter tog M30, roevogne og storebæltsvogn og kørte til den lave oplagsplads, hvor der skulle læsses perronforkanter til perronfornyelsen på Plantagen trinbræt. 

Steffen og Brian fulgte efter med M12 og banevogn og ville fjerne noget af alt det grønne, der gennem årtier er vokset frem.

Plantagen - med ny køreplan og gamle perronforkanter

De nye perronforkanter vi skal bruge er gamle kabelkasser vi engang har fået fra Ringsted og vi har 75 styks der alle måler 40 cm i bredden. Det vil sige, vi har til 30 meter perron.

Perronforkanterne vi skal bruge på Plantagen Trinbræt

Vi skulle flytte materialerne af flere omgange, og derfor tog det en rum tid at få læsset de to roevogne vi havde medbragt til formålet.

Som det ses på billedet har Brian og Steffen mere end rigeligt at få tiden til at gå med

Brian fælder uønsket vækst og Kenneth læsser roevogne.

Set fra en anden vinkel (SL)

Resultatet af Brians indsats kan let ses

Og igen - bare fra en anden vinkel (SL)

Klokken 13.30 var alle materialer læsset på roevognene og herefter gik turen til Plantagen for aflæsning,

På vej ud over sletten i det skønne, skønne efterårsvejr.

Carsten ankom til oplagspladsen lige da vi skulle til at køre, så derfor kunne han og Steffen i ro og mag og uden utidig indblanding gennemgå oplagspladsen for bevaringsværdige ting.

Derfor skal perronforkanten på Plantagen udskiftes

Aflæsningen gik noget hurtigere og nu ligger der 30 meter perronforkant, der kun venter på at efterårskørslen er overstået i uge 42.

Så lang så godt - nok til 30 meter perron

Lergraven trinbræt nedlægges - for en stund.

Vores tog og perroner er blevet noget længere gennem tiden, og vi vil gerne have at alle perroner er 40 meter lange. Derfor nedlægges Lergraven trinbræt for en stund - indtil vi ved, om vi skal bruge ressourcer på at reetablere perronen.

Vi har de seneste par år ikke brugt trinbrættet, da adgangsforholdende til og fra er dårlige. Derfor genbruger vi de 12 meter perronforkanter til Plantagen, så vi kan komme op på de 40 meter der.

Ikke mindst i baneafdelingen ved vi godt, at der blandt medlemmerne er nogle, der har følelser for netop det trinbræt, men indtil videre må man gå turen fra Rubjerg og ned af "Memory Lane" til Lergraven med et lille smil på læben. 

Lergraven Trinbræt - med tak for alt

Vi kørte retur til Hedehusgården og på vejen mødte vi igen denne "hjort", der måske er jernbaneinteresseret, da den stod samme sted som på udturen.

Hedeland kan noget med naturen og ikke mindst nu, hvor det hele skifter farve.

Og nu tilbage til Kenneth, der jo hedder "Hjort" Andersen. og er ivrig jæger.
Vi har aldrig hørt, at han har skudt noget, og hjorten har sikkert hørt det samme, for den stod helt stille og roligt og var meget nysgerrig.

 
// Peter



onsdag den 17. september 2025

Nyt fra Baneafdelingen tirsdag d. 16. september 2025

Efteråret er kommet til landet, hvilket vi mærkede tirsdag eftermiddag. Godt nok var det holdt med at regne, men på trods af solens sidste stråler prøvede at gøre sit, var vinden kold.

Et lille hold bestående af Søren, Børge, Lars, Kenneth A. og Peter havde sat hinden stævne denne tirsdag, hvor opgaven lød på rengøring af materiel. Vi har nok ikke været de bedste til at holde vores banemateriel fri for støv og gammel møg, men det skulle der gøres noget ved.

Her er så stille og skyggerne begynder at blive lange.

Højtryksrenseren blev rigget til, og første opgave var at afrense stoppemaskine og energivogn.

Søren kommer ind i alle krogene.....


Vi havde næsten glemt at den var gul. (SH)

Næste vogn der fik en tur var energivognen. Her skal vi have lavet motorservice og monteret elværk i den kommende tid, og det er altid rart at arbejde med ting der er rengjorte.

Energivognens lad og motor fik ligeledes den helt store tur. (SH)

Ren og pæn - klar til service. (SH)

Den sidste ting der blev vasket er den fod, der skal sidde under MDR´en. Den gør, at vi kan vende motordræsinen, når vi skal den anden vej. 

Lars giver den hydrauliske fod en tur (KHA)

På lørdag samles vi igen - denne gang med fokus rettet mod Brandhøj station, hvor vi snarrest skal i gang med en oprydning.

// Peter.


mandag den 15. september 2025

Nyt fra maskinafdelingen #34-25 15/09:

Der arbejdes fortsat på udskiftning af instrumenter og rørføring dertil på T1

 Efter velkørt sommersæson blev der udskiftet bannere og opdateret plakater i skilteholderne til den snarlige U42-kørsel. Jeg viste desuden en ung mand på 15 år rundt på værksteder og vognhal – han havde skrevet en fin mail med ønske om at deltage i arbejdet med bl.a. damplokomotiver. Vi havde en fin snak – så nu må vi se, hvordan det passer ind i hans travle hverdag. Delene fra T1 fik en sidste gang sort og lejekassernes bogstaver blev bemalet. Jeg fik ikke noteret de andres indsatser denne aften, men 9 mand sås på Gården denne aften /Leif


Bemaling af dækslerne på lejekasserne


Det nye sæde til T1 fik en sidste gang sort


søndag den 14. september 2025

Sidste sommerplantog 14. september 2025

Mens regnen siler ned, køres motortoget til en tom perron!

 Efter en forrygende sæson med mange solskinsdage, så sluttede sidste køredag på sommerkøreplanen af med temmelig meget regn fra morgenstunden! Det lagde en dæmper på tilstrømningen af passagerer – men trods meget regn, så var første afgang med motortoget ikke helt tom. Et større selskab havde de rette klæder og så betyder vejret jo ikke så meget… 

Heldigvis tog regnen af og første afgang med damptoget foregik i næsten tørvejr – og efterhånden vendte vejret til solskin og lidt byger. Så resten af dagen gik med rimelig fint fyldte tog og glade folk. 

Da damptoget fløjtede afgang for sommerens sidste tog, så var halvdelen af passagererne at finde på medlemslisten. Traditionen tro afslutter vi sæsonen med bespisning af de flittige medlemmer, som en lille belønning for alle de mange frivillige timer som er lagt i løbet af sommeren med togkørsel, men også alt det arbejde som foregår på de øvrige dage med vedligehold af bane, bygninger og materiellet. 

Vel hjemkommet med sidste tog, så samledes medlemmerne til en hyggelig snak mens vognene blev kørt på plads og damplokomotivet afsluttet. Efterfølgende gik turen til Bollinis, der serverede fyldte fade med stegt flæsk ad libitum, så ingen gik sultne hjem derfra. Inden gaflerne blev sat i kartoflerne, takkede trafikchefen for en god sæson og kunne endda berette at vi har overgået alle tidligere års billetindtægter for sommerkørslen! Så herfra skal lyde en stor tak for en herlig og intens sæson /Leif


- men en sej flok trodser regnen og kører med på første afgang

Damplokomotivet afventer med at trække vognene ud til sidste øjeblik, for DMI forudser at regnen snart stopper...


Krydsning på Brandhøj. Nu er der flere rejsende med begge tog...

Nysgerrige gæster ser hvordan der rangeres - og det i solskin!




Medlemmer med på sidste sommertog :-)


Dagens personale på Da7 poserer i solskin


Der serveres alt det, som vi kan spise! 33 medlemmer blev mætte denne aften! Hyggeligt!!


lørdag den 13. september 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 13. september.

Endnu engang blev det lørdag og lige som sidste weekend var banen det meste af dagen reserveret til særtog.

Dette hindrede nu ikke baneafdelingen i dagens arbejde, for vores motto er: 

" tidligt op og tidligt i gang"

.....selvom vi lige startede dagen med en god kop kaffe.....

Familien Brandstrup kørte slagleklipperen til tankning og hurtigt var de ude på banen for at give strækningen årets sidste slagletur.

Steen og Steffen fulgte efter med ukrudtsbrænderen alt i mens Kenneth A. og Peter H. blev tilbage på Hedehusgården for at varetage rollen som Trafikleder, 

Dette foreskriver vores  sikkerhedsreglement der skal være, da der i dag ville være op til tre samtidige tog på banen, 

M30 og slagleklipper forlader Hedehusgården.

Mens de andre brændte både dielsel og banen af, fik Kenneth og jeg tømt energivognen for løsdele og klargjort den til kommende generator-montering. 

Vi har sidste år været så heldige, at erhverve os en lille fin generator, der med sikkerhed kan drive et partytelt til en byfest i en mindre dansk provinsby.

Så nu har vi strøm nok til at drive vores stadig voksende maskinpark af elektriske apparater til banevedligehold.

Kenneth fjerner 35 års møg fra energivognens lad.

"I røg og damp"  Foto (SL)

Slagleklipperholdet nærmer sig Fem Ege station (SL)


Steen køler af sammen med ukrudtsbrænderen på Fem Ege  station.

Særtogene tog formanden sig af, men desværre var der ikke lige tid til at forevige disse, men billederne ligner med garanti blogindlægget om sidste weekends særtog.

Slagleklipperen blev parkeret i vognhallen på Brandhøj og stoppemaskinen taget med retur til Hedehusgården.

Vi planlægger en kommende ombygning af denne til el-drift, så vi ikke skal vedligeholde de motorer vi bruger i dag.

"Baneafdelingens tænketank" diskuterer muligheder i forbindelse med ombygningen. 

Da klokken var blevet tre dukkede først Søren, så Rasmus og til sidst Lars op og bidrog til afslutningen på endnu en dejlig dag på banen.

I morgen søndag dukker de fleste fra baneafdelingen op og kører med på årets sidste plantog i sommerkørerplanen med afgang kl. 15.30 fra Hedehusgården.

Så har du lyst til at møde os og høre mere om efterårets aktiviteter i baneafdelingen, er vi klar til at fortælle om disse, alt imens vi nyder en lille egensponseret forfriskning på turen.

// Peter.


lørdag den 6. september 2025

HVB – Særtogskørsel 6. august 2025

 

Travl dag med særtog og flere lokomotiver i aktion (foto:BGJ)


Først afgang med damp, så står motor klar til næste tur


Atter en dag, hvor vi skulle køre særtog for IDA -Ingeniørforeningen i Danmark og den tradition holder vi meget af på banen, for der er altid mange gode spørgsmål af teknisk art (og andre) når vi kører afsted med toget og mens vi holder en hyggelig pause. Der uddeles drikkevarer og så kan vi svare på alle de gode spørgsmål, mens tørsten slukkes. Som sidst den 6.juni, hvor vi også kørte for IDA, var også denne dag en herlig solskinsdag, hvor der samlet var omkring 180 deltagere på dagens to damptog, der blev trukket af Da7, så vi kunne have vogne nok med!

Samtidigt blev der fyret op i No 3, som skulle køre et andet selskab lidt senere på dagen – kunden var en af vores medlemmer, som skulle fejre sin 60 års fødselsdag med familie og kollegaer. Det giver altid en særlig stemning på Gården, når begge lokomotiver er fyret op og står klar til indsats. Samtidig havde De gule Spejdere bestilt et særtog, der blev trukket af M24. De to tog mødtes ude på Fem Ege, hvor det spejderne havde planlagt en tur på Naturlegepladsen og derfor havde et længere ophold der. Det gav en travl stemning på perronen, at alle stod der på samme tid, men heldigvis var det jo nemt at kende forskel på os og spejderne i deres fine uniformer… Vi kørte derefter hjemover med dages IDA-tog nr. 2 Det tomme motortog fulgte kort efter og ankom straks efter vi var hjemme. 

Motortoget oprangerede herefter dagens sidste særtog til fødselaren og hans følge, hvorefter No3 overtog toget, der var pyntet med flag og balloner. Motortoget kørte ud efter spejderne. Gæsterne gik ombord i det pyntede tog. Værten holdt en fin velkomsttale og kort efter fløjtede vi afgang. Turen gik til Flintebjerg. Her blev dem, der gerne ville fotografere toget på vej op ad rampen mod Rubjerg, sat af. Med fuld damp kørte vi derefter op til Rubjerg og kørte ind i spor 2. 

Kort efter kom M24 og krydsede os med alle spejderne ombord – og jeg håber de alle havde haft en god og sjov dag med togturen. Vores tog fortsatte til Fem Ege, hvor vi vendte og kort efter kørte retur. Næsten hjemme, så stoppede vi på rampen og igen kunne fotograferne stige af og tage et par gode fotos, mens vi besteg rampen under fuld damp. Så var alle dagens særtog kørt og M24 kunne sætte vognene på plads, mens No 3 blev afsluttet. Selskabet satte sig herefter til bords og fik stillet sulten fra de store fade med stegt flæsk og tilbehør. Vi andre må vente til sæsonafslutningen på søndag… En herlig dag på banen – hvor banefolket også var i gang foran vognhallen. Men det har de selv skrevet en fin beretning om  /Leif

(Se flere fotos her >>



Spejdere og ingeniører mødes på Fem Ege
No 3 klar til tur. Da7 afsluttes

Fødselaren er klar til afgang
Spejdertog krydser fødselsdagstog på Rubjerg


Fotostop med fødselsdagstoget


Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 6. september 2025

På årets første efterårslørdag var der fuld aktivitet i baneafdelingen. 

Claus B. havde valgt at fejre de første 30 år af livet sammen med os andre, så efter overbringelse af en lille erkendtlighed til dagens fødselar var vi klar til at gå i gang med arbejdet.

Børge var travlt beskæftiget i Trafikafdelingen, da der i dag både kørte diesel- og dampsærtog.

De mange særtog gjorde, at vi andre havde fokus på mange af de småopgaver, der også er i afdelingen.

Kenneth A. fik lige slået græsset foran vognhallen inden en anden aftale kom i vejen.

M24 og Da7 - klar til at køre dagens særtog. (CN)

Første opgave var at få forlænget 785 mm sporet ud af hallen, så vi på et tidspunkt kan få kørt Fakse IV ind, når den ankommer fra Jylland. Denne opgave tog Steffen og Claus N. sig af.

Claus og Steffen er her godt i gang med 3. skinnen, mens Brian puster ud mellem et af de mange særtog.

Bundrammen til MDR-projektet er kommet retur fra sandblæsning og grundmaling, og den blev flyttet fra trailer til RF 479, der indtil videre er blevet arbejdsbord for projektet.

D8 er kørt med ud i efterårssolen, hvor Steffen, Søren, dagens fødselar og Lars får lagt rammen til MDR på RF 479. (CN)

Steen tænker over et eller andet.....og det nye 785 mm spor ses midt i billedet. (CN).

Bagtøjet til MDR skal have hjul monteret, så det blev læsset på den nu tomme trailer og er kørt til filialværkstedet.

Claus B., Søren og Lars manøvrerer bagtøjet fra værksted til trailer.


Dagens sidste opgave var samling af en reol, der er opsat i forst-afdelingen, så der nu er kommet lidt mere styr på maskineriet i det hjørne.

Forst-afdelingens nyindrettede hjørne.

På lørdag fortsætter vi med nye opgaver i og omkring hallen, da der også denne dag er flere særtog på banen.

// Peter.