Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 10. maj 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 10. maj 2025

 Selvom vejret ikke var til T-shirts og shorts var baneafdelingen klar til endnu en dag med mange spændende opgaver. Banechefen havde i sit fravær udstedt befaling om, hvilke opgaver der burde løses i dag. Det har vi prøvet før, men i dag gjorde vi faktisk lidt af det der stod på sedlen.... ;-).

Vi skruer lige tiden tilbage til onsdag, hvor et lille hold bestående af Børge, Niels-Henrik og Peter fik skruet de sidste underlagsplader på det nye sporskifte på Brandhøj.

Børge banker spiger i den afvigende gren på sporskiftet, mens Niels-Henrik aflurer både tempo og teknik.....

Færdigt arbejde - nu mangler vi "kun" tilslutningen af sidesporet

Lørdagen startede med en hurtig gennemgang af dagens projekter. 

Desværre kom der nogle byger der gjorde, at vi ikke kunne afslutte tagprojektet med de sidste endeplader, der mangler at blive monteret.

I stedet kastede de fleste sig over projekt "ukrudtsbrænder" og efter ganske få timer var den klar til at "brænde banen af".

Lars, Børge og Steen borede huller her, der og alle vegne.

Søren kastede sig over "Harvinatoren" og også her gik slut-montagen hurtigt. 

Kenneth læsser nogle dele fra motordræsinen på Steens trailer.

Både ukrudtsbrænder og harvinator skulle afprøves, så både Søren, Claus B., Steen, Børge og Lars kørte en tur ud på banen, mens Kenneth fandt en trækbuk som vi kan bruge til det nye sporskifte på Brandhøj.

Kenneth fandt lige en trækbuk til det nye sporskifte på Brandhøj, som blev afrenset og malet rød en første gang.


Claus B. og harvinator på vej med Hedehusgården (SH)



 

Ukrudtsbrænderen i aktion, mens Børge følger efter med branddaskeren. (LLZ).
 

.
Søren og Familien Brandstrup evaluerer turen med Harvinatoren mens ukrudtsbrænderen køler af.

En større materielrokade blev det også til.

Dagen afsluttedes med en gang grønthøstning på bagsiden af vognhallen, så nu skulle alt gerne være klar til i morgen - sæsonens første køredag.


// Peter

tirsdag den 6. maj 2025

Årets første særtog med kunder - 6. maj 2025

 

I dag kørte vi årets første særtog med kunder, og på en måde tog vi forskud på sæsonen der starter på søndag den 11. maj. 2025.

Vejret var perfekt og Børge, John og Bruno mødte ind for at betjene vores kunder der kom fra Køge. De havde bestilt en tur frem og tilbage til Fem Ege med efterfølgende rundvisning.

Det var alle herrer der var med på tur, og der var meget stor spørgelyst og interesse for vores arbejde. For os der kører, er det altid hyggeligt med glade kunder, men ikke mindre at vi kunne tilbyde dem en tur med toptunet udstyr. Alle afdelinger af Hedelands Veteranbane har gennem vinteren og foråret ydet en fantastisk indsats, så alt står knivskarpt til vi åbner sæsonen på søndag.

Vi glæder os til at se mange glade rejsende på søndag og hen over sommeren, og minder om at vi har en nattergaletur den 27.5.2025. Turen er guidet af Dansk Ornitologisk Forening og billetter kan købes her Find din billet

Tekst og billede Bruno Jensen





mandag den 5. maj 2025

Nyt fra maskinafdelingen #17-25 05/05:

 

Der sker så meget spændende med byggeriet af værkstedsudvidelsen og flere havde allerede været i gang hele eftermiddagen. Middagspausen blev derfor et måltid med resten af de gode grill-pølser fra Klargøringsdagen. De forskellige hold klargjorde den lille grav til hæve-bordet; tilpassede og opsatte plader på indervæggen og forberedte desuden de næste opgaver. 

Udenfor fik Brian opskåret en bunke gamle paller. De skal anvendes til optænding i damplokomotivet – første gang på søndag! I maskinværkstedet fik T1 det meste af opmærksomheden; Kjeld fik fremstillet en samlemuffe til udstødningen. Bagefter blev køleren tømt endnu en gang for at finde utætheden. Det lykkedes vist denne gang… Lars O. påsvejste en forlænger til batteriholderen, som Kjeld og Carsten så fik boret nye huller til i karriósseriet. Holderen fik jeg så sandblæst og grundet efterfølgende. Inden da havde de to bremsesko fået et lag gul maling. Det er så de bedre kan ses. Det hjælper togpersonalet med at blive opmærksomme på – og sikre at den er fjernet fra sporet inden kørsel! M24 havde efterhånden fået et nyt lag støv på. Sådan er det at stå på en byggeplads. Jan S. tog sig derfor af at vaske/ aftørre lokomotivet, så det var klart til at køre særtog dagen efter (se beretningen >>) Vi var 11 mand på Gården denne aften /Leif

fremstilling af samlemuffe til udstødning på T1



Boring af monteringshuller til batterikasse

batterikasse grundet

Bremsesko - eller "sporhunde" i gul 


Opskæring til brug for optænding - Jan og jeg fik æren at lægge det på plads

lørdag den 3. maj 2025

Nyt fra Baneafdelingen lørdag d. 3. maj 2025

Vi skruer lige tiden tilbage til 1. maj, hvor Claus B. og Børge fik renset alle overkørsler for skidt og møg samt smurt alle sporskifter. 

Dette er et arbejde der skal gøres inden sæsonstart, men desværre er denne store arbejdsindsats ikke dokumenteret med fotos.

Lørdagens arbejdshold havde aftalt mødetid kl. 9, da vi igen i dag havde mange småopgaver, vi skulle nå inden sæsonstart om en lille uges tid. 

Vejret var ikke det mest spændende, da vi for første gang i lang tid oplevede regn fra morgenstunden.

Efter en hurtig oprangering kørte vi afsted kl. 9.15, så der var enkelte der ikke nåede med.

Steffen havde sin årlige gennemgang af banen, herunder opmåling af sporskifter, så han blev sat af på Rubjerg.

Første opgave var understopning af sporet i km. 3,5.

"Heldet følger de tossede" siges der, men om det var derfor det holdt op med at regne, ved jeg ikke, men solen kom i hvert fald frem, hvilket lige giver den sidste energi.

Stoppemaskinen holder klar i "Pole position" i km. 3,5 og regntøjet er hængt på plads.

"Alting grønnes og springer ud......"
Gasolin havde fat i noget af det rigtige, da de skrev teksten til "De fem årstider".

Kenneth fører stoppemaskinen med rolig hånd, mens Børge og Claus N. og B. ser på.

Opgaven var løst efter en lille times tid og herefter gik turen til Brandhøj, hvor sporskifte 137  skulle slutjusteres. 

Hurtigt fik vi rettet sporskiftet op, så slutjusteringen kunne komme i gang, og når vi er mange der har arbejdet sammen i mange år, giver det anledning til en del sjove situationer.

"Steffens gyldne øjemål" højderegulerer sporskifte 137 ved hjælp af mire-plader, en metode man også brugte på roebanerne i sin tid. Sporskifteskemaet ligger klar til at blive udfyldt.

Kenneth er måske kandidat til årets pressefoto.

Da højden var fundet og sporskiftet hævet til det ønskede niveau kunne tryklufthamrene komme i aktion. Vi kørte "dobbelt op", da stoppemaskinen ikke kan bruges til understopning af sporskifter.

"Når spaderne stopper skal skovlene være klar"......

Chefen styrer afdelingen med hård hånd og peger gerne, hvis der er nogen der er i tvivl om noget.

Kenneth og familien Brandstrup monterer de sidste to glideplader.

Kenneth sliber som det sidste glidepladerne for rust og sporskiftet kan nu befares i højre gren uden restriktioner.

Kenneth og Claus kunne slet ikke styre sig under stoppearbejdet, og det høje humør fortsatte hele dagen. Peter og Børge ser lettere forundrede til. Foto: Rasmus Brandt.


Mens der var gang i sporskiftearbejdet blev græsset på hele Brandhøj-arealet slået med plænetraktoren. Nu ligner Brandhøj igen den parklignende have, som den skal, inden kørselssæsonen begynder.

Rasmus fik studset græsarealet på Brandhøj Station samt perronerne. Foto: Claus N.


På vejen hjem blev to manglende sveller lige før Sølund station understoppet med håndkraft og efter dagens arbejdsindsats kan tre restriktioner fjernes fra opslagstavlen.

Claus N. fik æren af at afslutte sporarbejdet mellem Sølund og Knallertvejen.

Herefter kørte vi op på Hedehusgården for at afslutte dagen med en god kop kaffe. 
Maibritt havde til dagen bagt kringle med marcipan og nougat, og begge dele blev indtaget i vognhallen. 


Søren og Steen blev agterudsejlet fra morgenstunden, men arbejdede i stedet på "harvinator" og MDR.

Kagen er serveret.


Kaffepause med løs snak om lidt af hvert

Dagen blev afsluttet med en større materielrokade i vognhallen, mens Peter fik boret det sidste huller i nogle underlægsplader. 
Kompressoren kom over eftersynsgraven, da den lige skal have et serviceeftersyn.

På lørdag mødes vi atter til en arbejdsdag på banen, men måske sker der også noget i ugens løb.

torsdag den 1. maj 2025

FORCE afprøver damplokomotiver den 1. maj 2025

 Bestået og bestået!

Vores to damplokomotiver er godkendt til sæson 2025.

Det sædvanlige damphold Bo Jørgensen og Bruno Jensen mødte tidligt ind for at forberede årets besøg fra Force der skal synes vores damplokomotiver. No 3 skulle varmt synes og Da7 koldt synes og ved middagstid var vi klar til møde inspektørerne fra Force. Opgaven med No 3 var at teste at sikkerhedsventilerne åbnede ved 12 bar for den enes vedkommende og lidt mere for den anden.

Vi have i sidste uge da vi testede set at det så godt ud og i dag virkede de perfekt. Vi har selv et gammelt manuelt manometer men det stod distancen og viste kun en difference på under 0,1 bar i forhold til det digitale manometer som Force havde medbragt. Godt gået af det gamle udstyr. 

Behøver jeg sige at No 3 bestod?

Så var det Da7s tur:

Efter en grundig gennemgang med bla. digital kikkert i fyrkasse og keddel kunne Force godkende Da7, så nu er vi køreklar til sæson 2025 med begge lokomotiver. Det er en fornøjelse både for Bo og mig at være med til at bevare og sikre at vi har noget så unikt som 2 aktive damplokomotiver i Hedeland. Kom og se når vi kører, og kom og vær med på tur. Det er en hel særlig oplevelse at køre med damp. Vi starter den 11.5. og kører hver søndag til medio september. 

Vi er de eneste der kører med damp efter fast køreplan på Sjælland. 

Se mere på www.ibk.dk

Billeder og tekst: Bruno Jensen 








Nyt fra baneafdelingen 26. til 30. april.

Selv om der har været stille på bloggen betyder det ikke, at arbejdet har ligget stille i baneafdelingen. Der har været arbejdet over flere dage, så hermed følger en samlet beskrivelse af, hvad vi har nået.

Lørdag blev der igen arbejdet på sporskifte 137 på Brandhøj, og efter en solid holdindsats blev sporskiftet samlet færdigt.

Der manglede at blive boret nogle laske- og tvangsskinnehuller, og med en udskiftet kaburatordims på skinneboremaskinen blev opgaven løst.

Børge borer huller til tvangsskinnemontering. 

Steffen sliber "noget" ved tungespidsen, mens resten af holdet har travlt ved tungeroden

Kenneth har gang i det helt store maskineri.
Foto´s: SH

Mandag fortsatte arbejdet på sporskiftet med de sidste detaljer.

Underlægsplader, der skal sikre korrekt skinnehøjde på køreskinnen måles op.

Sporskiftet bliver i første omgang aflåst med låsebolte indtil en trækbuk er renoveret.

Underlægsplader monteret og sporskiftet klar til opmåling.

Sporskiftet er klart til at blive understoppet på lørdag.


Trafikstyrelsens godkendelse af sporskiftet 

Hvis vi ændrer i den eksisterende infrastruktur, skal projektet godkendes af Trafikstyrelsen før vi påbegynder selve arbejdet.
Trafikstyrelsen fører tilsyn med Hedelands Veteranbane og vi skal over for styrelsen beskrive, hvad vi vil ombygge og hvordan vi efter udførelsen sikrer jernbanesikkerheden omkring det udførte arbejde. 
Trafikstyrelsen udsteder herefter en "ibrugtagningstilladelse med vilkår" der beskriver, hvilke vilkår der skal opfyldes inden vi igen må køre persontog over det udførte arbejde.
I forbindelse med godkendelsen af sporskifte 137 var et af vilkårene, at sporskiftet blev opmålt, så alle målene passer inden for de tolerancer vi bruger på banen.

Sporskiftet blev opmålt efter alle kunstens regler og efter udfærdigelsen af en rapport til Trafikstyrelsen, har vi nu modtaget en endelig ibrugtagningstilladelse, så vi igen må befare sporskiftet med persontog.

Øvrige arbejder på banen

Stille og roligt bliver banen klargjort til sæsonstart, og projekt "aflåsning af sporskifter i gennemgående spor" nærmer sig afslutningen. 
De sidste tre sporskifter på Hedehusgården er nu forsynet med hængelås, og tilbage er nu kun montage af kæder på Brandhøj station, så sporskifterne her kan aflåses til kørsel i begge grene. 
Dette er en regel vi har indført i det nye sikkerhedsreglement, så sikkerheden ved togkørsel i sporskifter er højnet.
 
Sporskifterne i det gennemgående spor på Hedehusgården er nu aflåst.

I maj måned 2021 blev tre sporskifter fundet frem på Brandhøj og de indledende øvelser til til sporskifterne på Vinterrasserne station blev gjort. Det er er hyggeprojekt der kun arbejdes på, når der ikke er andre opgaver der skal løses eller på hverdage, hvor vi ofte ikke er flere end to.
Vi fik taget "hul på bylden" igen i går onsdag, hvor første tunge blev udstyret med glideplader.
Det er et arbejde med meget opmåling og boring af huller, så det tager rigtig meget tid, at forberede "første udgave", da man render frem og tilbage hele tiden.
Sporskiftet skal kunne skilles ad når det er færdigbygget, så det gælder hele tiden om at være et skridt foran i processen, så vi ikke får samlet noget der umuliggør dette. 
Nu ved vi, hvordan opgaven skal gribes an, så monteringen af de resterende fem tunger kommer til at gå noget hurtigere. 

1/6 af arbejdet med montering af glideplader er overstået.


På lørdag skal stoppemaskinen igen på arbejde, da vi skal have stoppet sporet under ved Lergraven trinbræt. Her fjernede vi i slutningen af november en stor trærod, der havde arbejdet sig ind under banen. Vi skal også have understoppet sporskifte 137 færdigt på Brandhøj, så kom og væ´r med - der er mange opgaver at tage fat på.

// Peter.

lørdag den 26. april 2025

Klargøringdagen 26. april 2025

"Gruppefoto" ved frokosttid med omtrent halvdelen af dagens fremmødte til klargøring for sæsonstart

 Hvert år, kort før sæsonen er der tradition for at mødes for at gøre klar til den kommende sæson. Der er mange opgaver, som skal løses og derfor mødes vi klokken 9 til en gang morgenbrød og koordinering. John havde hentet rigeligt med morgenbrød og fik selvfølgelig god hjælp til at arrangere det hele. Så da alle havde munden fuld af rundstykker, blev opgaverne fordelt ud med rund hånd blandt de 20 fremmødte. Baneafdelingens folk kunne ikke deltage i dagens opgaver, for de var hastet ud for at færdigbygge sporskiftet ved Brandhøj, så det også kan blive klart til sæsonen. Straks den sidste bid var spist, så fordelte vi os rundt på Gården. Der blev startet plæneklippere, kanttrimmere, save, skruemaskiner og meget andet…

Hans, Martin, Hugo og Lars O. fik lagt al græs ned, mens Tim og Jan Futtesak drønede rundt med oliekanden og fik alle døre smurt. Bo fortsatte med klargøring af No3, så den kan blive testet med tryk på torsdag. Anne-Marie begyndte straks opgaven med afvaskning af vognstammerne og Karina fjernede gammel maling fra dørene på vognhallen, så de igen kan blive sortmalede. Ved samme lejlighed fik sporstopperne i hallen en omgang sort. John og Grayham stod for oprydning efter morgenmaden og så blev der folieret plakater og opslag til køreplaner, der bagefter blev fordelt i togene. Kjeld sørgede for at julebelysningen kom ned - der er vel på tide... Thomas, Lissi og Claus W. sørgede for at billetsalget blev helt klar til at sælge billetter og meget andet. Bastian og jeg tog os af opsætning af de store bannere rundt langs Gården, så folk kan begynde at glæde sig til årets første tur. Der blev da også uddelt pamfletter til folk, som kom forbi. Efter en god frokost, bestående af lækre Frankfurtere, som Andrew havde grillet helt perfekt, så fortsatte vi med opgaverne rundt omkring. Afløb blev efterset og renset; skraldespande tømt; borde og bænke blev afvasket og en større flok tog sig af rangering, samt omlæsning af isoleringsmaterialer til værkstedsudvidelsen, så roevognene kan blive frigjort til tjeneste. Imens blev de sidste udstillingslokomotiver afvasket af Anne-Marie, så de skinner flot, når publikum skal bese dem. Der blev også tid til en kop eftermiddagskaffe med lidt bagerkage og deltagerantallet var efterhånden noget mindre. Så vi sidste kunne lige runde de sidste opgaver af af og trille hjem ved 16.30-tiden. Da var Baneafdelingen ikke kommet hjem endnu, de flittige folk!

En fin dag med herligt vejr og god opbakning fra de mange fremmødte medlemmer, der løbende hjalp hinanden med de mange opgaver /Leif


Morgenmad og koordinering, klipning, afvaskning og oprydning, samt opsætning af bannere


Frokost, oliering af døre og porte, klargøring af No3, omlæsning af isoleringsmaterialer og eftermiddagskaffen med evaluering af dagens indsats = Godkendt...


Alt hvad der skal have lidt olie for at køre bedre, fik et tryk fra kanden...