Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 28. juli 2019

Plantog 28. juli og de sidste særtog til Borderland



Endelig tørvejr! Motortoget trækker vogne til perron, mens damplokomotivet er på vej ind efter sine vogne

At fyre op under kedlen i et damplokomotiv kræver at man står lidt tidligere op. Martin og jeg skulle mødes kl. 8 – han havde dog været tidligere ud af sengen og havde tyvstartet med tændstikken. Vi havde derfor hurtigt varmt vand – udenfor remisen kom der derimod koldt vand. OG RIGELIGT AF DET! Dagens startede således med regn og torden, så vi blev indendørs med lokomotivet så længe som muligt. Med vejrgudernes gunst holdt regnen dog næsten op, da vi trillede ud af remisen for at hente vores vogne. Motortoget stod klar med sine vogne – men holdt dem inde i vognhallen for at holde dem tørrest muligt. Så vi udførte et fint skift og motortoget kørte til perron. Da de afgik, så var det i tørvejr og bortset fra lidt smånus, så holdt det tørt resten af dagen. Det var jo heldigt for os – men også for alle de mange deltagere på årets Borderland-event, der denne søndag skulle pakke telte og grej sammen efter en hel uges lejr. Så kunne teltene da lige nå at tørre, før de blev pakket sammen… Deltagerne kunne efter aftale frit tage med plantogene retur til Hedehusgården. Togene havde derfor ekstra lange stop på Rubjerg St. hele dagen for ar læsse en masse bagage og trætte, glade deltagere ombord. I løbet af dagen kunne vi iagttage hvordan lejren blev mindre og mindre. Det er altid fascinerende at se en hel ”by” forsvinde bid for bid. Da vi var kørt i remise med plantogene, så overtog M25 tre omgange med særtog afhentningen af de sidste rejsende, som skulle videre med tog fra Hedehusene station. Formiddagens regnskylle afholdt nok en del fra at tage turen med, men med alle disse flinke folk fra Bordeland var det måske held i uheld… Os, der kørte togene fik i hvert fald mange søde ord med på vejen og det kan da altid bringe en i godt humør. Undervejs fik Peter Post overrakt et brev fra Banditterne, der overfaldt torsdagens Nøgentog´s stakkels passagerer – men de måtte forlade røveriet uden udbytte - for ingen af passagererne havde lommer!   😊 /Leif

På vej op til Rubjerg St. kan man se, hvordan lejren langsom bliver mindre og mindre
Der blev fyldt godt op med Bordelings på hvert stop vi havde på Rubjerg


Motortoget kørte også med fyldte vogne!


Det første af aftenens tre særtog blev helt fyldt op  - melisvognen var ligeså fyldt op med bagage!

Bordelands Trashlord gør honnør til de afrejsende
Resten af turen til Hedehusene station er pr. fods

Brevet fra The Bandits til Peter :-)
Sidste tog tilbage til hverdagens realiteter. M 25 afgår med det sidste særtog fra Rubjerg kl. 20.10 efter at have afventet de sidste passagerer, der lige skulle gøre sig færdige til afrejse.



fredag den 26. juli 2019

Fredagsspecial!

Sidste år, da Borderland kom til Hedeland for første gang, fik vi en lidt særlig forespørgsel på et særtog - Nøgentog. Nu er vi jo friske folk ved HVB, så eneste krav var at folk medbragte håndklæder at sidde på. I år afholder Borderland så atter deres festival og traditionen tro blev der kørt Nøgentog igen. I år meldte togpersonalet sig igen ind i festlighederne, som det kan ses på dette foto :-)
I år kunne jeg desværre ikke tage tjansen som togfører, så jeg ved ikke hvor mange der benyttede tilbuddet om en gratis tog-uden-tøj-tur... Håber muligheden kommer igen til næste år... /Leif
Jan og Peter i de særlige HVB-uniformer, som anvendes på denne type særtog... (Foto: HHS)

Se den muntre afgang fra stationen i Borderland >>

Torsdagbilledet #170 fra sidste års særtog kan ses her >>

torsdag den 25. juli 2019

Torsdagsfilm fra TV2-Lorry

I maj havde vi borgmester Michael Ziegler på besøg. Han havde valgt HVB som en af de tre attraktioner, han kunne vise TV-Lorrys seere. Du kan se det korte indslag via dette link.




Gense evt. også billederne fra Michaels besøg 26. maj.


mandag den 22. juli 2019

Særtog til Borderland og Nyt fra maskinafdelingen #26-19 23/07:



Det første af mandagens mange tog til Borderland klar til afgang

Bemandingen I maskinafdelingen var denne aften lav – ikke blot grundet ferietiden, men også fordi en del af os i stedet kørte en masse særtog til Borderland. HVB fungerer som den forlængede arm med transport af alle de gæster, der kommer med de store baner til Hedehusene. De tog kørte vi også sidste år med stor fornøjelse og vi er glade for at få lov til det igen i år. Borderland er en lukket festival, så området er afspærret for almindeligt publikum i den uge, hvor festivalen foregår. Det er en spraglet forsamling af folk og deres oppakning, som vi kørte ud med. De kommer fra hele verden og er meget hyggelige at tale med undervejs på turen. Det første tog afgik kl. 13 og det sidste kl. 22 og stort set alle var godt fyldt med folk og bagage. Undervejs skiftede vi lokomotiv fra M24 til M25 og fra Ole til Hans, så både lokomotiv og lokofører kunne få en pause. Vejret startede pænt nok, men så begyndte det at regne og sådan fortsatte det resten af aftenen. Til gengæld er der så udsigt til masser af varme og sol resten af ugen. På torsdag er der rundvisning i Borderland for venner, familie og dem fra lokalområdet – incl . os fra IBK med togafgange fra Hhg kl. 12.30 – 13.30 og 14.30.



På værkstedet fik Martin, Erik og Carsten monteret de første bænke i C523 med de nye, flotte trælister. Det bliver en flot opgradering af vognen!

Ved ankomsten skal man melde sig i "The Port" og blive indviet som borderling

Både melisvogn og roevogn var fyldt med baggage

Mange af de rejsende elskede an ankomme med toget og følte at de blev ført ind til et nyt land på bedste vis!

Masser af gensynsglæde og folk i flotte klæder

Vores nye medlem og Borderling Baloo styrer gæsternes ankomst til stationen med fin hånd og flot tøj.

Der var godt humør ombord trods den silende regn

Midt i kørslen blev der foretaget udskiftning af trækkraft og personale


En af dagens sidste tog afgår mod Bordeland. 

I værkstedsremisen blev der i mens bygget flotte bænke i C523

lørdag den 20. juli 2019

Nyt fra Bafd 20-7-2019

Borderland festivallen er ved at klargøre deres festilvalområde til den kommende uges aktiviteter. Overalt sås omvandrende unge mennesker med imponerende oppakninger på ryg og mave, samt en armada af svenske og andre udenlandske varevogne med tilhørende trailere. Der bliver transporteret mange kunstinstallationer ind i området omkring skibakken.

Baneafdelingens oprangering denne dag var også lidt anderledes end normalt. Til Diema M30 havde vi koblet slageklipperen og værkstedsvognen, og så begyndte vi at slagle østssiden af sporet. Især på den sydlige del af banen var der meget krat, og det tog lang tid at komme igennem dette. Lars og jeg kørte slagleklipperen, mens Kjeld og Benjamin fulgte bagefter med hækklipper og motorsav. På denne måde fik vi ryddet fra Fem Ege til Brandhøj, og der mangler nu kun slaglekørsel på ca. 1,5 km på den ene side af sporet.

Steffen

M30 blev varm igen allerede på turen ud til Brandhøj. Vi afmontere
derfor nogle sideplader og fik blæst køleren godt igennem med trykluft

Lars styrer slagleklipperen i skyggen af Premier Is parasollen

Toget er ankommet til Rubjerg, hvor Borderland bygger deres festival

Kaffepause på bænken på Rubjerg

Det færdige resultat. På venstre side har vi lige slaglet, på højre side
gjorde vi det for en måned siden.

mandag den 15. juli 2019

Nyt fra maskinafdelingen #25-19 15/07:


Indersiden skifter farve fra Da7´s grønne til vores "vogngrøn", der er en tand lysere


Dagens indsats var fortsat på C523; i lørdags havde Carsten og Kjeld fået klargjort taget til at få lagt tagpap og denne aften blev de første baner skåret ud og lagt klar på taget. Inden da havde de dog flyttet rundt på en håndfuld fine værktøjsskabe vi har fået foræret. Det kræver dog en vis indsats at få udskiftet de gamle, så det må vente… I snedkerværkstedet blev der fremstillet et par endegavlsforlængere, da det har vist sig at bænke og gavlhøjde ikke helt harmonerer. Jeg havde atter malergrejet i hånden og malede nu med det rette vogngrøn. Afmontering af skilte og håndtag og en afslibning inden malingen kom på, var dog nødvendigt. Kenneth P. fik udskiftet smørevægerne på No3 med en ny type, der skulle mindske tilbageløb af vand. Spændende om det holder (vand) Vi var 9 medlemmer forbi Gården denne aften

Vognnumereringsskilt

- og hvad bagsiden gemte! Genbrug er godt.
Gamle glasfiberskilte fra Berlintogene

Afslibning korn 150 og linolie virker altid. Jeg brugte dog maling


endegavlen forhøjet med 5 cm

Hvor skal vi lægge tagpappet, når det er skåret? Deroppe!

Afslutningskant og tagrender monteret

søndag den 14. juli 2019

Nyt fra Bafd 13-7-2019

Lørdag var Baneafdelingen atter samlet og bestod denne dag af Lars, Benjamin og Steffen. Dagens opgaver var koncentreret om opgaver på Hedehusgården og bestod af mange elementer. Græsslåning blev iværksat på arealerne omkring vognhallen samt på stationsområdet. Buskrydning blev foretaget langs med spor 0 og på nordsiden af værkstedsremisen ud mod Roskildevej. Samme sted blev hækken også klippet, så det nu ser nogenlunde velplejet ud.

Bænkene på Hedehusgården bærer præg af mange års flittigt brug, både af vores passagerer, de lokale løbeklubber og ikke mindst alle de andre, der besøger Hedelands nordlige indgang gennem ugen. Et par nye bænke er blevet fremstillet på et mindre filialværksted i en nærliggende provinsby, og de får formentlig senere følgeskab af yderligere et par stykker. I første omgang blev bænkene på nordsiden af vognhallen udskiftet.

Lars og Benjamin nedgraver fliser for at beskytte benene på de nye bænke
mod råd.

Så er de klar til brug og blev i øvrigt flittigt benyttet dagen efter.
Efter frokost gik vi i gang med at rydde krat langs med spor 3, og dagen blev sluttet af med læsning af aksekasse-slagger til senere bortskaffelse.

Steffen


Der er ryddet kraftigt ved spor 3 og kvaset læsses for at bortkøres.

Kort beretning fra plantogsdagen den 14. juli



No3 er fyret op og der skal fyldes kul og vand på til dagens mange ture

Første søndag i årets travleste ferieuge, varmt, vindstille – men ikke for meget solskin og køredag på Brandhøjbanen – er en god kombination for belægningen på vores tog. Allerede fra morgenstunden stod folk i kø for at købe billetter – og is! Så da vi kørte damptoget til perron, blev det hurtigt fyldt og vi måtte endda efterlade et par gæster på perronen. Heldigvis afgår der jo snart et tog igen…
Vi havde mange børnefamilier med, som skulle en tur på Naturlegepladsen og også prøve en tur med Brandhøjbanen. Et par flittige fotografer fulgte os i løbet af dagen og vi glæder os til at se resultaterne en dag. Det blev derfor en travl dag med standsning på alle stationer og trinbrætter undervejs. Os, der var så heldige at stå i damplokomotivet havde let ved at holde varmen og vi blev da holdt beskæftiget hele dagen 😊 Så endnu en herlig dag på banen

Første dampafgang kører med fuldt tog gennem første kurve ned ad bakken

Dagens eneste møde på Rubjerg med motortoget

Brandhøjbanen kørte også med fyldte tog denne dag

Ankomst til Fem Ege - mon de alle kan få en plads? Heldigvis stod nok af og skulle til Naturlegepladsen

En af dagens flittige fotografer. Vi glæder os til at se resultatet :-)

Steffen var dagens lokomotivfører. Det er dejligt at køre damp!

Sidste tog på vej hejmover

mandag den 8. juli 2019

Nyt fra maskinafdelingen #24-19 08/07:





Sommerferietiden har også ramt værkstederne, så vi var kun 7 mand fremmødt. Heraf var en med dårlig ryg, en anden med brækket arm og en tredje, der skulle gå tidligt. Så vi andre måtte give den en ekstra skalle for at følge med akkorden… Al indsat blev lagt i C523, som gerne snart skal tilbage i drift. Først blev den en tagliste afmonteret, så der kunne påføres maling og den anden blev målt af, så den kunne blive afkortet. Bagefter markerede Kjeld op til alle de huller, der skulle bores og gik i gang fra en ende af.

Jeg malede hvidt 2. gang på hele tagets underside, fortsatte med første gang grøn på indersiden og håber at ingen opdager det er Da7 grøn, der er blevet brugt… Martin og Erik måtte starte aftenen på at flytte rundt på værktøjsskabe, som vi havde fået foræret – så der var tilstrækkelig arbejdsplads til at bore sædelister til bænkene. Sidst på aftenen kom de slæbende med alle de mange lister og spurgte om vognen og vi var klar til montage af bænkene på næste mandag… Det ville kræve en ekstra indsats fra malerafdelingen – så Kjeld og jeg fik også malet sort på gavle og gulv indvendigt ved at tage lidt af tiden lige før midnat i brug… Med lidt held og lørdagsarbejde kan der komme bænke i vognen mandag.

Kantlisten er målt op og skæres af i taglængde og de mange huller markeres før der bores
samtidig males undertaget en sidste gang


- med et tilfredstillende resultat

Indersiden får en 1. gang grøn. Vi har lånt lidt fra Da7...

så kommer alle sædelisterne ind - vi må hellere få malet gulvet også!

Det kræver ekstra lys! Klokken er sent og det er mørkt udenfor


Sidste del af gulvet males under indtagelse af en forfriskning. 
Det ses sjældent på værkstedet, men den sene indsat må belønnes...