Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 15. november 2010

Nyt fra maskinafdelingen #45-10 15/11:


Carsten svejser lapper i motorhjælmen til D13 





 

Dagholdet, bestående af Jørgen og Carsten fik næsten monteret alle siddelisterne, så C210 nu har flotte, nye bænke – der skal males en gang mere. Aftenholdet tog over og Christian fik først ryddet donkraftene væk og så afvasket de udvendige gavle på både C210 og C411, så de kan få sort.

Erik havde malet begge vogne grønt lørdag, således at C210 kunne få sidste gang denne aften; herefter fik håndlisterne sidste omgang. Jeg fik afvasket og malet skruer, rammejern, puffertøj samt kæder med sort.

Da7 fik fred denne aften, men nu med gangtøjet monteret. Bremserne resterer. Villi gik igen i gang med at få dampgeneratoren til at fungere. Der er stadig problemer med reguleringen.

Mogens fik de nyfremstillede håndtag sandblæst og grundmalet, hvorefter sandblæseren blev adskilt for eftersyn og rudeskift.

Jan afhøvlede gulvet i passagerkabinen på D13; gulvet i førerrummet er lagt. Flot! Kun adgang med filttøfler. Per Børge fremstillede et nyt stoptræk til motoren og Carsten fik svejset motorhjælmen, så den snart kan gå til sandblæsning.

Trafikchefen kom forbi og introducerede Erik til trafik og materiellet, så han kan påbegynde indøvning som togfører. 11 medlemmer fik igen udrettet gode sager denne dag!





Kabinen i D13 med afhøvlet gulv



Førrummet i D13 - kun adgang med filttøfler!

lørdag den 13. november 2010

Nyt fra Baneafdelingen 13-11-2010

I flot efterårsvejr fortsatte vi aktiviteterne på Brandhøj. Vi startede med at læsse 17kg skinnerne som skal bruges inde i hallen. Et forstærket arbejdshold gik samtidig i gang med afkortning af sporenderne foran vognhallen, således at der bliver plads til overgangsskinner mellem 24 og 17 kg foran hallen. Et større antal laskehuller skulle der bores i samme omgang, men vi blev da færdige med dette i løbet af dagen.

Boring af laskehuller

De fundne 17 kg skinner blev herefter sammensvejst til sporrammer på en bedding placeret på det eksisterende spor foran hallen. Vi nåede 18 m, som forhåbentligt kan lægges på plads næste lørdag.


 Bedding til sporrammer                                                Bygning af sporrammer



Kenneth rettede grusunderlaget af inde i hallen i det område hvor gulvet skal støbes, og fik trukket en større bunke grus blandet med græs mv. ud af hallen.



Næste lørdag skal vi have svejst overgangsskinnerne, hvorefter sporrammerne kan lægges på plads.

Östra Södermanlands Järnväg fremme i Taxinge!

En af vores kollegaer i Sverige har nu nået et vigtigt mål.
Se reportagen på http://www.oslj.nu/wordpress/?p=3129
Hilsen Kenneth

mandag den 8. november 2010

Nyt fra maskinafdelingen #44-10 08/11:

Lars og Christian fortsatte med montageopgaverne på Da7 og fik monteret bundstykkerne under akselportene. Senere fik Lars, Carsten og Kenneth justeret hjulenes placering, så gangtøjet kan blive monteret.



I fredags lagde Jørgen og Carsten tagpap på C210, lørdag grønt 1. gang og denne aften kunne vi så eftermale hvidt under taget og på tagstolperne. Carsten havde brugt dagen til at male bænkben, sider og de løse sædelister en 1. gang. Jeg kunne derfor fortsætte med at male sort på gulvplanker, sider og gangbrædder, samt sammen med Sven Erik få malet håndlisterne.


Carsten fik også påbegyndt en ny serie håndtag til vognene.
 Jan, Per Børge og Poul arbejdede bl.a. på et nyt speedertræk i D13, der fungerede ved aftenens slutning. Jan er også ved at være klar med løsdele som rudehejs og håndtag og de fik kigget på det store bundt elektriske kabler, der snart skal monteres igen. 10 medlemmer i værkstedet denne kolde aften. Godt at fyret fungerer igen!





lørdag den 6. november 2010

Nyt fra Baneafdelingen 06-11-2010


Efterår i Hedeland



Et lille arbejdshold fortsatte i går arbejdet ved vognhallen på Brandhøj. På Brandhøj fik vi et glædeligt gensyn med Henrik, som efter lang tids sygdom atter kunne give en hånd med.

Når man har hang til Tjærby ost...

Til stor glæde for Lars startede vi med montagen af ”Tjæreby osten”. Det viste sig, at den ikke var i stand til at fastholde sporskiftetungerne i den ene køreretning, så der måtte lidt justering af tungerne og trækbukken til inden det hele fungerede efter hensigten. Herefter kastede vi os over en af de andre trækbukke, som skulle rettes. En opstilling med en ukrudtsbrænder, et par teglsten og en lang stang gjorde det muligt at varme stålet så meget, at vi kunne rette trækbukken.



Til brug for sporet inde i vognhallen har vi udset os nogle 17 kg/m skinner fra Skævinge, som er beliggende bag ved godsvognskasserne i et større buskads. Resten af eftermiddagen gik derfor med at transportere alt det rullende materiel i sidesporet ved vognkasserne, ned på den lave oplagsplads samt at fælde buskadset, så vi er klar til at hente skinnerne næste lørdag.

Flytning af materiel

Næste lørdag håber jeg på et stort fremmøde, for der er rigeligt med forskellige opgaver, som skal løses når vi begynder at bygge sporet ind i vognhallen.


Klar til skinnelæsning

mandag den 1. november 2010

Nyt fra maskinafdelingen #43-10 01/11:

 



Lars og Christian justerede fjederstropperne ind på Da7, hvilket kræver flere ture op og ned med kaffemøllerne - men som sidst på aftenen landede helt på egne hjul og fjedre.





Erik fik malet 2. gang grønt på C411, mens 3 hold samtidigt arbejdede i C210; Jørgen målte op og tilpassede længden på de nye bænklister, Kenneth og Carsten monterede nye gevindstænger til bænkbenene, imens jeg i den modsatte ende sleb indersider og bænkben. Efter en grundig støvsugning var der kun adgang med filttøfler :-), så jeg fik lidt fred til at male disse og nåede ½-delen.


 Jan, Per Børge og Poul fik bl.a. monteret bunde i motorrum på D13, samt set på endnu en udfordring med en for lille afstand mellem speeder og bremsetræk…




Sven Erik blev klar med siderne til de nye koblinger og fortsætter med boring af hullerne i midterrør.
 I lørdags blev tagpappet til C210 skåret ud og lagt til ”formning” på taget. På næste mandag kommer det rigtigt på. Der var 13 medlemmer forbi denne hyggelige arbejdsaften…

lørdag den 30. oktober 2010

Nyt fra Baneafdelingen 30-10-2010

En glad formand


I går arbejdede vi videre med sporene foran vognhallen på Brandhøj. To spor er nu bygget frem til porten, og vi er derfor klar til at fortsætte med sporlægning i selve hallen i de kommende par weekender.

Desuden har vi efterhånden fået ryddet op i svellestakken foran vognhallen, og bortset fra noget sporskiftetømmer er der ikke flere brugbare sveller tilbage dér. Derfor er vi ny begyndt at hente sveller på den lave oplagsplads, så vi efterhånden også kan få ryddet op på denne.

mvh  Steffen
Sporforbindelse...
Svellesortering

mandag den 25. oktober 2010

Nyt fra maskinafdelingen #42-10 25/10:

Christian og jeg startede aftenen tidligt med at male sæderne 2. gang i C411, derefter fik siderne 1. gang grøn og kantlisterne sort.

Carsten flyttede og genmonterede bænkebenene i C210, så de er klar til sædelisterne, som Jørgen og Jan fik kørt gennem afretteren. Jørgen er nu ved at rette kanterne af.




Lars fik rettet gevind på alle stropperne på D13 og vi fik dem genmonteret, så justeringen af vippearrangementet snart kan foretages. Der arbejdes målrettet mod at blive køreklar til juletrafikken.



 Per, Bjarne og Jan fik bl.a. monteret tanken på D13, samt tilpasning af studsen til køleren. Sven Erik fik boret endnu flere huller til koblinger.  Hjarne medbragte en fin film fra Östra Södermanlands Järnväg , hvor han lige har været på visit. Den fik vi set efter en flittig arbejdsaften. 11 medlemmer var i gang denne aften.


  

lørdag den 23. oktober 2010

Intet nyt fra baneafdelingen...

Lørdagen var Finn og jeg beskæftiget med opsætning af 'øjenskyl' i store remise og værksted. Dermed er der sket endnu et løft af arbejdsmiljøstandarden. Yderligere installerede vi nyt køleskab i kiosken, foretog diverse oprydning samt rensede tagrender på bygningen.


I min efterårsferie har jeg fået lavet mine to personvogne næsten færdige og er gået i gang med en Menck M 60-gravemaskine. I kan se billeder på:
http://www.flickr.com/photos/nystrup_grus/sets/72157623319625826/with/5071587398/

http://www.flickr.com/photos/nystrup_grus/sets/72157623436144097/with/5090294618/

Mvh Claus

fredag den 22. oktober 2010

IBK 4-mandstur til NSM Valkenburg i Holland 22-24/10:

Niels Peder, Carsten, Lars og undertegnede drog på en weekendtur til Hollands største og bedst fungerende smalsporsklub, der som os har 700 mm sporvidde. Deres stationsområde og bane ligger ved en sø, der er opstået ved sandudvinding, men nu er rekreativt område - næsten som os...  De tog meget vel imod os og viste alle deres flotte faciliteter frem. De har 1000 m2 værksted og lige så stort og flot et museum, samt flere flotte vognhaller og remiser, samt en stationsbygning på vej. Vi fik kørt med de ordinære dag- og aftentog, men desuden riggede de et særtog til for at køre os til deres fjerndepot. Her har de 50-60 lokomotiver stående - og oven i købet fyrede de siden et ekstra damplok op og hægtede et par af deres 76 køreklare tipvogne på for vores skyld. Vejret var desværre temmelig regnfuldt, hvilket lagde en dæmper på publikumstilstrømningen – så var der så meget mere tid til os :-)  Da de desuden bød os på øl & aftensmad, så kunne gæstfriheden vist ikke blive flottere. Se et udpluk af mine fotos her:

/ Leif

Med Google translate slået til, så er det faktisk muligt at få meget ud af deres fine hjemmeside:

http://www.smalspoormuseum.nl/

mandag den 18. oktober 2010

Nyt fra maskinafdelingen #41-10 18/10:

Bo, Lars og Carsten har arbejdet videre med Da7 og er nu i gang med indjusteringen af akseltryk fra fjedrene, så presset på alle aksler bliver ensartet. I den forbindelse blev et par af vippe-skiverne udskiftet, idet de gamle var temmelig slidte. Hele Klien-Liendnersystemet er nu fuldt genmonteret og alle hjul har rørt skinnerne.

Jan fremviste en ny metode indenfor montage af besværlige møtrikker, da gulvet i D13´s førerrum skulle monteres. Jan fik desuden lakeret træplankerne til resten af dette gulv. Jeg fik malet motorhus-pladerne, samt brændstoftanken, så den er klar til genmontage. C411 har nu fået alle sæderne malet 1. gang med Gori.




Kenneth og Carsten arbejdede videre med taget på C210, der har fået monteret en ny type tagrendelister i T-form. Listerne er fræset ned i taget – flot! Sven Erik fik boret endnu flere emner til de nye koblinger. 9 medlemmer kom forbi gården denne aften.





søndag den 17. oktober 2010

Nyt om loket fra Fuglsø Mose

Steffen skriver:
Takket være Asgers beskrivelse af banen på landsudstillingen i Århus 1909, lykkedes det mig at navigere rundt i ”den virtuelle landsudstilling” på nettet og rent faktisk finde to billeder, som viser sporene på pladsen. Den meget korte bane er beliggende yderst til venstre langs med plankeværket. Desværre kan man ikke se lokomotivet, så det kan ikke bekræftes om det kan være vores eksemplar af Houmøller lokomotivet. På det ene af billederne (_1) ses dog et eller andet helt op ad de lyse tårn til venstre.




Billederne stammer fra Bymuseet i Århus. Måske har de nogle flere liggende fra den rigtige vinkel, som også viser lokomotivet??

Peter skriver: Jeg er ikke klar over, hvilken avis og hvornår udklippet stammer fra.

Det er ikke sikkert, at det er det samme som det vi har fået, og heller ikke sikkert at det, der kørte i Århus, er identisk med det vi har fået.

Selvom vort lokomotiv skulle have spor af sølvbronce, kan det være noget, de har brugt på allesammen.
Jeg fik engang (fra Eilertsen?) en dårlig kopi af et billede fra Århus, hvor lokomotivet kan skimtes.
Hvor mange der blev bygget, og hvordan de så ud, foreligger der ikke meget om, kun de første i Bratten-Jerup har jeg set billeder af, og de bærer præg af at være forsøg.
Der har tilsyneladende været mindst en halv snes stk., men det er lidt usikkert, hvor de har cyklet rundt i Jylland.
ALPHA No. 8 kan vel også være en slags typebetegnelse?


Med venlig hilsen Peter Andersen



lørdag den 16. oktober 2010

Nyt fra Baneafdelingen 16-10-2010

Forrige lørdag arbejdede vi videre med det 3. sporskifte foran vognhallen, og det mangler nu kun montage af trækbukken. Selve trækbukken er blevet gjort bevægelig igen under indsats af en mængde varme og en del velrettede slag med en muggert. Den har næppe været motioneret i de sidste par årtier. Vi startede også med at skære sveller til sporet frem mod vognhallen af det lager som ligger på Brandhøj. I samme omgang bliver der heldigvis ryddet op i dette lager.

I går forsatte vi med svellesavningen, og var nu nået til adskillelsen af et større antal dobbeltsveller. De var efterladt fra tidligere år, da de ofte er meget besværlige at adskille. De er boltet sammen med et par solide bolte, som typisk er rustne, således at de er næsten umulige at drive ud af træet. Vi fremstillede et par dorne, og med diverse snedige opstillinger lykkedes det at skille svellerne ad, så de kunne bruges i sporet. Bemærk i øvrigt den samtidige pibeføring på billedet.

Med Salta gravemaskinen fik vi hentet skinnerne frem til de to spor mod vognhallen. Det er lettere efterfølgende at justere sporet lidt op end at sænke det, så for at være sikre på at komme under portene besluttede vi at grave lidt af foran portene.


Vi tildannede nogle overgangslasker mellem de to skinnestørrelser, og sidst på eftermiddagen var der lagt spor frem til den ene port.

Hilsen Steffen

mandag den 11. oktober 2010

Nyt fra maskinafdelingen #40-10 11/10:



C411 stod for tur og blev trukket udenfor i den sidste aftensol for en grundig afslibning, som Christian og jeg stod for. Den sidste slibning foregik dog i mørke med håndlamper… Herefter rengøring, afdækning og maling af de første par bænke. Christian fik også malet fodplader og andre dele til D13 sorte. De tre øvrige fremmødte fik afprøvet den nyanskaffede afretterhøvl, der fungerer rigtig fint!


tirsdag den 5. oktober 2010

Trafikafdelingsmødet Tirsdag 5. oktober

Et velbesøgt Tafd-møde blev afviklet i god ro og orden. 18 medlemmer deltog i årets evaluering med gennemgang af passagertal og antal anvendte tjenester, samt forberedelse til julekørslen. Priser og tider for 2010 fastholdes stort set i 2011. En gennemgang af sikkerhedsaspekterne for banedriften blev gennemgået.
Mødet sluttede 21:50