Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 28. juli 2024

Plantog 28. juli 2024 – Fyldte tog!…

En fyldt perron og lang kø til billetsalget, er hvad der møder det første damptog. De fleste kom med!

 

Vejret var rigtig godt til en togtur. Solskin, men noget vind. Ikke rigtig en dag egnet til en tur på stranden. I stedet havde mange valgt at de ville køre en tur med toget. Allerede på første motortog, var der næsten fyldt på alle sæder 10 min. før afgang.

Så da vi kørte til perron med damptoget, var perronen allerede fuld af forventningsfulde gæster. De fleste kom med, men de sidste måtte vente på næste motortog. Og sådan fortsatte det hele dagen; på alle stationer stod der folk, som gerne ville med og kun ved venlighed og brug af skohorn kom de fleste med. Blandt de mange med picnickurve, befandt sig også en hel del troldejægere og de fleste fandt Glade Anders på den hemmelige plads i den lille skov. Ved krydsningerne på Brandhøj St. kunne vi se, at motortogets vogne også var godt fyldte.  Efter de to første ture med Da7, så kunne lokomotivpersonalet konstatere at der var opstået en mindre fejl i gangtøjet. Der blev derfor kørt lidt langsommere på hjemturen fra Fem Ege. Der blev lejlighed til at holde øje undervejs, for vi stoppede på næsten hver station for at optage passagerer. Heldigvis stod der også nogen af, så det lykkedes at få de fleste med ombord. Tilbage på Hedehusgården hoppede lokoføreren over i M24 og fik den gjort klar og startet og var koblet på toget, så vi stadig kunne overholde køreplanen. Damplokomotivet blev kørt til værkstedet og afsluttet. M24 overtog således damperens køreplan og trods et par skuffede dampfans, så gik det meget fint endda. Jeg har som togfører aldrig prøvet at have lige så travlt som denne dag, men det var samtidig meget hyggeligt og med en rigtig god stemning – trods de manglende pladser fra tid til anden. Hvis vi har talt rigtig, har der været knap 800 med togene ud. Måske er det en ny passagerrekord for en søndag? Sjovt var det! /Leif

Klar til afgang!

Også på Fem Ege var der fyldt godt op på perronen

På Rubjerg var der færre - men alligevel

Endnu et hold Troldejægere på tur!

Togmøde på Brandhøj.

Et par medlemmer besigtiger problemet. Reservelokomotivet må hives frem.

Et nyt togmøde - nu med to motorlokomotiver

Endnu en fyldt perron møder os. Heldigvis stod der så mange af, at der var plads til alle.

Brandhøjbanen havde et lukket arrangement denne dag - men det er da sjovt at kigge på












Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.