Det var en kold lørdag. Arbejdsprogrammet sagde mange opgaver rundt om på Hedehusgård Station, men også masser af fremmødte og varm mad fra brændekomfuret.
|
En af dagens opgaver er løst: Nye lamper på værkstedsremisen. Fint lys med mindre end 10 % af den gamle, enlige lampes forbrug. |
Dagens arbejdshold bestod af 10 mand: John, Steen, Alexander, Steffen, Søren og Peter Hein, Kenneth; Lars samt Claus B og N. Der blev arbejdet i flere hold, og kun ved frokosten var vi alle samlet. Mens et hold tog Manitou'en og beskar træerne omkring billetsalget, begyndte andre at forberede flytningen af stationsskiltet på perronen ved spor 3. Andre fjernede overskydende materialer omkring vognhallen, kørte dem til Brandhøj og tog flismaskinen med tilbage til Hhg. De nedskårne grene blev kørt igennem maskinen og så blev der kaldt til frokost ved brændekomfuret.
|
Steen og Kenneth højt til vejrs. |
|
Masser af grene ligger klar til flismaskinen, der er ankommet i spor 3. |
|
En del af dagens arbejdshold nyder en gryderet inspireret af solid, ukrainsk soldaterkost. |
Efter det varme måltid fortsatte beskæringsholdet med det store træ ved værkstedsremisen, hvor særligt de store grene over tagfladen blev beskåret. Det formindsker risikoen for evt. nedfaldne grene ved de efterhånden flere og kraftigere storme. Fra Manitou'ens kurv blev nye lamper hængt op i mast og på den lille remise. Imens blev tre lamper monteret på værkstedsremisen til erstatning for den enlige lampe, der har belyst området i mange år. I museumshallen blev de nedblæste presseninger lagt tilbage på lokomotiverne. Om kort tid kan vi fjerne dem, når taget på hallen er færdiggjort. Alle grenene fra træerne blev fliset og da mørket var ved at falde på, pakkede vi sammen. Nogle kørte til Brandhøj med flismaskinen og andre lagde værktøj på plads.
|
Presseningerne er igen bragt i orden, men de kan snart helt undværes. Status på tagdækningen skimtes i baggrunden. |
|
Beskæring af det store træ ved værkstedsremisen. Hans river løv i forgrunden og Gert havde bl.a. travlt ved vandbehandlingsanlægget. |
|
Søren monterer nye lamper over portene på værkstedsremisen. E28 er kørt udenfor. |
|
Grenene reduceres til flis ved remisens gavl. |
Næste lørdag arbejder vi videre omkring museumshallen og skal nok også forberede de sidste detaljer inden julekørslen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.