Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 24. juli 2022

Spejdernes Lejr - et helt særligt sted

Efter søndagens spejderkørsel ville jeg undersøge et rygte. Historierne gik om en 'Jernbanecafe' i den store spejderlejrs underlejr 'Høje Taastrup'. Inden vi går videre, skal vi dog lige have et foto af to af dagens velbesøgte spejdertog.

M 25 ruller ind i spor 1 på Brandhøj, mens et godt fyldt nordgående tog med Da 7 venter i spor 2.

Ikke alene viste rygtet sig at tale sandt, alle gadenavnene i underlejren var endda inspireret af jernbanen. Der var både 'Ledvogterstræde', 'Remisen', 'Skærvevej' og 'Svellevej'.

Bare en af de mange veje i underlejr Høje Taastrup, som alle er navngivet med inspiration i jernbaneterminologi.

Men tilbage til 'Jernbanecafeen'. Den fandtes virkeligt. Da jeg besøgte den, var den godt nok lukket, da spejderlejrens store åbningsceremoni var i fuld gang. Ved brug af mit spejdernetværk fik jeg alligevel adgang til cafeen og den er absolut et besøg værd. Efter kl. 20.00 serveres der øl. Cafeen er udsmykket med gamle kufferter og der er både stille- og strikkekupe og billeder fra HVB. Der er endda et billede af Leif iført historisk arbejderkluns fra et af vores tipvognsarrangementer. Måske Leif bør tage forbi og signere billedet?

Indgangen til cafeen er markeret med damplokomotiv og stationsskilt.

Inde i selve cafeen er der indrettet siddepladser i et lille tog og med de sædvanlige pallemøbler.

Stillekupeen er udsmykket med et foto af M 25 på vej over Sletten i ugen inden spejderlejren.

I strikkekupeen var det Da 7 med granrafter i forgrunden og et ældre foto af en arbejdsmand på tipvogn.

Ved nærmere eftersyn viste det sig at være selveste Industribaneklubbens sekretær, Leif Johannsen, der var afbilledet i en sepia 'old photograph'-manipulation af et billede fra nyere tid.

Og hvor ligger 'Jernbanecafeen' så, spørger du? På torvet i underlejr Høje Taastrup. Se kortet nedenfor. 

I den markerede cirkel finder du 'Jernbanecafeen'. Flintesø til venstre og Brandhøjgårdsvej til højre.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.