Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 25. juli 2022

Spejderkørsel - de første dage

Tre dage med spejderkørsel er nu afviklet. I stedet for en lang historie lader vi i dette blog-indslag en serie billeder fortælle lidt om de mange tog gennem et Hedeland fyldt med spejdere. 

Første tog på vej til Spejdernes Lejr 2022. M 25 forlader Hedehusgård Station med Steen på førerpladsen.

Lørdagen var passagermæssigt relativt stille og der var god tid til snak med dem, som gerne ville vide mere om at køre damplokomotiv. Rasmus og Kenneth kunne godt begejstre fra førerhusets hede.

Vi går efter titlen 'Pole of the Month', der uddeles af foreningen  'The Telegraph Pole Appreciation Society'. Her er vores sydligste mast og Da 7. Vi skal fortsat arbejde med vinkler og eksponering for at opnå det perfekte billede.

Søndag blev en helt anden hektisk dag. I skrivende stund ligner det rekord for en køredag. Godt vejr hjalp helt sikkert også på publikumstilstrømningen.

Blandt en lille del af Hedelands normale brugere, er der opstået en ide om at spejderlejren skader naturen. Her har vi fanget en rovfugl over toget nær naturlegepladsen. 32.000 spejdere kunne ikke skræmme den væk! Brian og John er i gang med billetteringen.

Bo og Steffen (SL2022) fører Da 7 sikkert over Stærkendevejen og ind i hjælperlejren ved Plantagen Trinbræt.

På vej over Sletten går Brian fra vogn til vogn og sælger billetter til påstigende fra Rubjerg og Flintebjerg.

Selvom vi kører særkøreplan i forbindelse med spejdernes lejr, foregår krydsningerne på Brandhøj. Her er M 25 på vej nordfra, mens Da 7 holder og venter i spor 2.

Mandag blev en dag med et fint passagerantal uden lige så fyldte tog som søndag. Vejret var flot, indtil sidst på eftermiddagen, hvor et pludseligt uvejr med storm og skybrudsagtig regn sluttede dagen af med lidt dramatik.

Spejdernes lejr har i den grad vækket Flintebjerg Trinbræt fra sin tornerosesøvn. Nu foregår der noget på Flintebjerg, og med mere end 40 toiletter kan noget af det også foregå bag låste døre!

Rovfugl søndag og flere på besøg mandag! To F-16 Fighting Falcon lavede en overflyvning i lav højde over skibakken og spejdernes hovedscene. Mon piloterne selv har været spejdere?

Mandags sidste damptog kom ind i uvejr ved Rubjerg Station. Med kraftig nedbør og en voldsom storm fra vest hjalp det ikke meget, at vi havde tag på vognene! Alle tog det med godt humør.

Der er mange dage endnu i vores spejderkørsel, og masser af fine oplevelser sammen med spejderne venter os sikkert i de kommende dage. Har du ikke allerede kørt igennem spejderlejren, kan du som tjenestegørende godt begynde at varme din vinkearm op - spejdere vinker en hel del!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.