Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 23. juli 2022

Nyt fra Bafd 23-07-2022

 

Spejderne kommer!

-og i baneafdelingen skulle vi lige have fikset et par småting inden det store rykind i Hedeland. Fra morgenstunden var hjemmeværnet på plads til at dirigere trafik, og i løbet af formiddagen kunne vi se hvordan utallige busser ankom for at læsse forventningsfulde spejdere af fra nær og fjern. Desværre havde vejrguderne valgt at det i dag skulle være ”efterårsagtigt” med lidt småregn og under 20 graders varme, men humøret var højt alligevel på de spejdere, der kom gående på vej ind i Hedeland.

 Qua togkørsel og deraf mandefald i baneafdelingen, så var det ikke så voldsomme ting vi fik ordnet. Men Steffen, Lars, Klavs og Kenneth, fik ryddet op bag kiosken så det er ”til at gå til” med etablering af borde/bænke sæt etc. og de meget lave grene fra de 2 flotte træer omkring kiosken blev studset en smule. Det gav overraskende hurtigt mere lys og luft omkring kiosken. De større grene blev skåret op til brænde og småkvaset lagt til side til flishuggeren. Til efteråret skal de 2 træer nok beskæres lidt mere for at de ikke breder sig for meget. Det kommer til at ske samtidig med at tjørnebusken på vores græsplæne skal have ”en ordentlig rundbarbering” idet den er vokset fuldstændig uhæmmet og derfor skal trimmes kraftigt.

 Der blev også ryddet lidt op i ”byggebunken”, så der nu kun er materialer tilbage der skal køres på lager og så lidt der skal skrottes. Stille og roligt, så forsvinder den og så varer det ikke så længe før det hjørne kan blive lavet færdigt, men vi afventer lige kommunens lukning af vores gavl, inden der tages endelig stilling til hvordan vi får afsluttet perronen. Samtidig skal vi have gjort klar til opmåling af de 2 trapper der skal være for enden af perronen. En trappe til publikum der går ned til gårdspladsen/trailcenteret og en trappe der går op til DampAf. Det bliver rigtig godt, når det hele kommer på plads!

 Dagen bød også på reparation af et par plæneklippere. Den ene skal have et nyt hjul og den anden en ny træksnors-fjeder. Begge dele bestilles hjem og så er vi forhåbentligt godt kørende igen inden så længe og det bliver nok også hurtigt nødvendigt, når nu græsset har fået en smule vand. Der er dog behov for en del mere vand, men det må godt vente med at komme til spejderlejren er veloverstået 😊

Husk at vi kører tog hele ugen under spejderlejren, så du skal være så hjertelig velkommen til at tage en tur ud og hjem.

 /Kenneth

Det første damptog i forbindelse med Spejdernes Landlejr 2022 er klar til afgang. Selvom vi fik
beskåret de store træer, så er der nu en del tilbage (SL)

Der lægges en flise som underlag til skraldespanden på den nye perron (CN)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.