Fra morgenstunden tydede alt på en pragtfuld efterårslørdag med fantastisk vejr. Sådan blev arbejdsdagen i sporet også. Dagens program sagde svelleudveksling ved km 4,5.
|
Svelleudveksling lige ved siden af 4,5 kilometerstenen. Kenneth i gravemaskinen og Lars med håndskovl.
|
Inden vi kom ud i sporet, skulle vi lige skifte et leje på Storebæltsvognen. Arbejdet var påbegyndt torsdag aften af Lars og Steffen. Med lejet skiftet var dagens hold også endeligt samlet og derfor kunne Peter H, Lars, Steffen, Kenneth og Claus B og N køre syd på med banetoget og hente kompressorvognen på Brandhøj, inden vi 'landede' ved arbejdsstedet.
|
Vi er klar til afgang. Også andre arbejdede: Ved værkstedet var Kjeld og Carsten i gang med Ca 2 og beredskabet på den anden side af Roskildevej trænede med teleskopstigen.
|
|
Der er rimelig datadækning i Hedeland. Kenneth og Claus B tjekker aktiekurser, LinkedIn eller Insta på vej til arbejdsstedet. M 12 er dagens trækkraft.
|
|
Arbejdet er i gang! Peter, Claus B, Lars og Kenneth i færd med at trække en gammel svelle ud af sporet. Den nye svelle ligger klar i forgunden.
|
Sidste lørdag afsluttede vi svelleudskiftningen på den nordlige side af Stærkendevejen og i dag tog vi så fat på strækningen syd for vejen. Gravemaskinen blev kørt af Storebæltsvognen og værktøjet kom frem. Imens arbejdet blev sat i gang, holdt Claus N møde med to repræsentanter for Tune Lokalråd. Der er ingen grund til at holde møder indendørs, når vejret er smukt og et møde udendørs meget bedre illustrerer arbejdet med at drive veteranbane.
Ved siden af punktudveksling af ca. 15 sveller nåede vi en del beskæring af bevoksningen i området syd for overkørslen. Buskrydderen tog de tynde vækster, mens gravemaskinen håndterede de store sandtorn langs banen.
|
Steffen kører på med buskrydderen, så passagererne på efterårstogene kan opleve en velryddet bane.
|
|
Ikke alene var vi heldige med vejret, vi blev også tilsmilet af lykkens gudinde i skikkelse af Maibritt Hein, der kom forbi med hjemmelavet æblekage. Det betød kaffepause i det lille amfiteater ved naturlegepladsen.
|
|
Efter kaffen kom vi ikke rigtigt videre med arbejdet. Det blev til oprydning, omløb på Fem Ege Station og derpå videre hjemad til Hedehusgård.
|
Efter banetoget var rangeret på plads på Hedehusgård Station, affald og diverse skrot ryddet af vejen, var der tid til at vende diverse administrative opgaver, der skal løses de kommende uger. Næste lørdag begynder efterårstrafikken og derfor arbejder baneafdelingen formentlig på Hedehusgård eller Brandhøj.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.