Vi planlægger i den kommende uge at få afhentet gamle sveller fra svelleudvekslingsprojektet. Derfor startede dagen med indsamling af diverse udtjente sveller langs med sporet, dels ved Hedehusgården og dels i den nordlige ende af Brandhøj st, hvor et nedlagt sporskifte blev adskilt. Selve sporskiftet påregner vi at genbruge foran den lille remise, hvor sporforløbet vil blive ændret lidt senere på foråret.
Aflæsning af de gamle sveller blev foretaget foran vognhallen, så de er klar til afhentning. Herefter gik vi indendørs i vognhallen i ly for regnvejret. Vi fik klargjort nogle paller med hjul, der skal til afdrejning hos en maskinfabrik. Andre paller med spordele blev sat på plads i reolen.
Hans og Steen fik malet numre på vores pallereol, og efterfølgende fik vi registreret indholdet af de enkelte paller, så man nu let kan finde en given palle i reolen. I alt har vi ca. 120 pallepladser, der næsten alle er fyld på nuværende tidspunkt. Godt at alle disse ting nu ligger tørt indendørs i stedet for at være spredt ud over et større areal, både indendørs og udendørs.
En ekstra stump 785 mm spor blev monteret ved skydebroen, og efter en omrokering blev der skabt plads til yderligere en 785 mm enhed, der derved kan fjernes fra hallen på Hedehusgården.
Udendørs fik Kenneth samlet vores resterende gruslager sammen og klargjort en flot plads til fremtidige leverancer af grus.
Lars og Kenneth klemmer de sidste underlagsplader ned i en palle, alt i mens
Hans i baggrunden er i gang med at nummerere de enkelte pallepladser i reolen.
|
Efter en større omrokering af materiel blev Faxe 5 rykket på plads, og der
er skabt plads til yderligere et 785 mm motorlok.
|
Vores "små" 785 mm tipvogne fra Nymølle har fået en ny placering på
sydsiden af skydebroen i et kombineret 600-700 og 785 mm spor.
|
Udendørs fik vi afrettet gruspladsen. Deploriderne er læsset med sveller klar
til afhentning, hvilket forhåbentlig sker i løbet af ugen.
|
Husk generalforsamlingen næste lørdag.
Steffen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.