Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 14. maj 2023

Sommerens første plantog – og Troldetur 14. maj 23

Morgenens første damptog retur. De fleste gæster blev ud i Hedeland Naturpark. Måske på troldejagt?

 Længe har vi set frem til denne dag! Årets første sommertog og så får vi en dag med det lækreste solskinsvejr, 21 grader og næsten ingen vind 😊

John fik lov at tage et foto:
"Årets første rejsende køber billetter" 

Dagens to første tog startede lidt stille, men allerede på de næste afgange blev alle kupeer fyldt med både dem, der prøvede turen for første gang og alle de, der lige som de aktive bare har glædet sig til at komme ud med toget igen. Så jeg hilste på mange kendte ansigter gennem den hyggelige dag. Et nyt indslag på vores herlige tur ud i Hedelands Naturpark er trolde! Det er ganske vist, at Thomas Damsbo og hans troldefolk har bygget to flotte trolde nogen hemmelige steder ude i området – og det viste sig på denne dag ved at der pludselig stod folk på ved Flintebjerg trinbræt. Det sker normalt kun sjældent – men i dag stoppede vi nærmest på hver tur. Jeg spurgte flere om de havde været på troldejagt og det havde de! Og fundet begge trolde. Den nemme at finde er Glade Anders, mens Månemor kræver at man følger et spor af fuglekasser. Dem lavede spejderne sidste år på Spejdernes Lejr og de er nu hængt op som en ledetråd gennem skoven. Men mere ville ingen fortælle! Det skal jo være en udfordring og stederne er en hemmelighed! Sjovt er det i hvert fald, at vi nu kan kalde os et troldetog…

Efter vi havde kørt de sidste tog i remise, så fejrede vi at trafikchefen nu har været medlem i 30 år. Tillykke og tak for stor indsats! 

Bagefter tog jeg på troldejagt. De er godt skjult og jeg har rifter på benene – men det er hele turen værd. De dukker pludselig op foran en og er bare så fine. Sjov og spænding for både børn og voksne. Togfotos fra dagen har Charlotte og jeg taget Troldene har jeg knipset… /Leif

Mange nysgerrige tilskuere kigger på lokomotivet

Der blev solgt mange billetter ombord

Endnu en flok ser på det fine lokomotiv


Motortoget med M24 er klar til afgang i det fine solskinsvejr


Troldejagt: Som togfører havde jeg dagen igennem talt med de mange, der havde været ude og finde de to flotte trolde og kunne efterhånden godt regne ud omtrent hvor de befandt sig. Så på med et par løbesko og ved at følge de gode råd og sporene, så fik jeg også set dem. Men så giver jeg heller ikke mere hjælp end det der er herunder!
Et stille trinbræt - tidligere på dagen var der travlt! 
Trolden Glade Anders gemmer sig godt!
- men jeg fandt ham!
og fulgte så sporet hen til Månemor.
Det er en kuperet tur. Uegnet for barnevogne og dårligt gående!

og til sidst dukkede hun op midt i det hele.
Herlig oplevelse! 


Se reportagen i SN her: Verdensomspændende skattejagt i gang i Danmark – nu har 6-årig løst gåden - TV 2

 /Leif






tirsdag den 9. maj 2023

Nyt fra maskinafdelingen #19-23 8/5:

 

En herlig mild aften blev brugt til de udendørs opgaver; Kjeld fik støbt mellemrummet mellem de nylagte SF-sten ved overgangen og skinnerne. Niels etablerede den nye grussti op til museumshallen, så vores gæster snart kan besøge vores udstilling igen. Lars O. fik anvendt gasøksen til at adskille hjulbeslag fra de normalsporede deplorider og Brian afrensede først lågene fra M25´s sandkasser, for derefter at afrette de afskårne dele med vinkelsliber. Klavs og John hjalp med at male rørdele og sandkasselåg og jeg fik malet begge – nu godkendte – tryklufttanke, sandkasser og indvendigt i motorhuset, så det hele er klar til at blive samlet igen. Jeg fik ikke noteret hvad Bo, Carsten og Kenneth fik udført, da jeg mest stod med hovedet inde i et motorhus… Og på søndag kører sommerens første tog! 

Tirsdag holdt vi Visionsmøde i Hedehuset med 18 aktive medlemmer, som bidrog med mange gode forslag til foreningens fremtidige projekter og metoder. Mødet var del to af en møderække, der skal føre til en overordnet strategi for vores arbejde. En spændende aften og herligt at være med i en klub, der tror på fremtiden - også 25 år ud i tid! /Leif

Afrensning af sandkasselåg til M25

Mørtelblanding mellem skinner og SF-sten ved overkørslen


En nu godkendt tryklufttank til M25 og maling af de mange rør dertil

M25 motorhus får en omgang indvendig maling

Godkendt af Force!

Formanden fortæller begejstret om de mange forslag, der er kommet til Visions/ strategimøderne.


søndag den 7. maj 2023

Nyt fra Bafd 6-5-2023

Lørdag var de fleste fra Bafd optaget af andre gøremål, så dagens hold bestod af Peter, Lars og Steffen Mens Peter og Lars rangerede op begyndte jeg at gå det årlige sporeftersyn, hvor hele strækningen gennemgås grundigt til fods. I løbet af dagen kom jeg gennem hele strækningen og fik registreret en liste over de ting, der skal udbedres i den kommende periode.

På Brandhøj hentede vi kompressorvognen, hvorefter Peter og Lars kørte til Rubjerg og fik efterspændt tvangsskinner i sporskifter. Jeg fortsatte gåturen langs med sporet, og vi mødtes på Fem Ege, hvor frokosten blev indtaget i læ af banevognen. Efter frokost kiggede vi på mulighederne for at ombygge det nordlige sporskifte, således at det bliver mindre skarpt. 

Hovedopgaven lå dog omkring km 3,7, hvor der skulle udveksles 2 sveller ved et skinnestød. 25 minutter senere var de udvekslet, understoppet og lasken smurt og spændt.

Et gammelt ønske har været at eksperimentere med ballastprofilering. Sidste år fik vi udviklet prototypen på udstyr, der kan harve ballastbanketten for enden af svellerne, og vi forsatte derfor med at eksperimentere med ballastprofilering. Ved hjælp af gravemaskinens profilskov fik vi hurtigt taget på at trække ballast tilbage til svelleenderne, og i løbet af en halv times tid havde vi ordnet omkring 300 m spor. Eksperimentet var således særdeles vellykket.

Dagens sluttede af med fjernelse af større sten i grusbelægningen på Stenager trb., så det er klar til at modtage passagerer om en uges tid.

Steffen



I/S Hedeland har i løbet af vinteren ryddet en del buske langs med sporet. Det er en stor hjælp til os.



Udveksling af sveller. Lars kommer med de nye sveller i grabben, mens Peter planlægger arbejdet.



25 min senere er arbejdet udført, og Peter evaluerer resultatet. 

Gravemaskinen trækker ballasten ind til svelleenderne mens toget langsomt kører hen ad sporet.
Efterfølgende blev ballasten også profileret på den modsatte side af sporet.




onsdag den 3. maj 2023

I Dampens Tegn - klargøring af lokomotiverne 1. -3. maj 2023

 

Hedelands Veteranbane er et af de meget få steder i Danmark hvor der køres meget med damp. Vi råder over noget så usædvanligt som 2 driftsklare damplokomotiver, som skiftevis gør tjeneste i løbet af året. At vedligeholde 2 damplokomotiver er en større opgave, specielt da de skal synes hvert år. Skiftevis er det koldt og varmt syn, og dette foretages af Force Technology, der hver år kommer på besøg og godkender vores damplokomotiver. Ud over den løbende vedligeholdelse er der altid op til synet meget at se til. Traditionen tro er det Bo – dampmester - og Bruno der forestår denne opgave, der normalt har en varighed af 3 dage. Således også i år. 1 maj blev No3 rigget op, opfyrret, tryk testet og prøvekørt, så det var klar til varmesyn. 2. maj blev Da7 klargjort til koldt syn og 3. maj blev begge lokomotiver synet af Vibeke fra Force Technology. Begge lokomotiver bestod synet uden anmærkninger. Vi er således klar til at køre med begge damplokomotiver hvor det kræves i hele sæson 2023.

1. maj:


Mens vi rigger op, kommer Lars Jensen på besøg. Lars er måske et kommende medlem. Fra barnsben har han haft en stor interesse for damplokomotiver, og han er tillige spejder og har oplevet at vi kørte med damp under spejdernes lejr i 2022. Det er godt at ungdommen også har tog interesser.

Vi varmer lokomotivet op for at teste om de 2 sikkerhedsventiler virker forud for varmesynet.






Det gjorde de!

2. maj:

Bo foran Da7 efter endt klargøring til koldt syn. Lokomotivet står helt skarpt og klar til sæsonen. Går alt som planlagt skal det først i aktion til julekørslen, hvor det skal befordre de mange der gerne vil ud og købe juletræer hos spejderne.


3. maj:

Vibeke fra Force Technology I gang med syn.



Vibeke kontrollerer at sikkerhedsventilerne virker.

Når Vibeke alligevel var hos os, benyttede vi chancen til at få tryk prøvet vores lufttanke på M25. Også her var tingene i orden, så nu kan M25 samles og indgå i driften igen.

Dagen går på held, og efter om rangering er No3 nu placeret i driftsremisen og klar til at komme ud og køre på åbningsdagen den 14.5.

Billeder og tekst: Bruno

   

mandag den 1. maj 2023

Nyt fra maskinafdelingen #18-23 1/5:

No3 hjemme igen efter årets første tur på banen. Det skal blive til mange flere i sommerens løb!

Første køredag nærmer sig. Derfor havde Bo og Bruno brugt meget af dagen på klargøring og prøveopfyring af No3, som også fik en prøvekørsel ud ad banen. John forberedte også afprøvning af tryklufttankene fra M25. Der er test og godkendelse af begge dele på onsdag! Brian og jeg fik udskiftet de gamle lægter med nye på stativet ud mod vejen. Bagefter vi skruet et sommerbanner op, så folk kan se vi snart kører igen. Lige så travlt var der ude ved vognhallen, hvor der blev arbejdet med både lægning af brædder mellem det nylagte spor og en ny grussti op til den flyttede dør. Det hele skal jo gerne være klar til den 14. maj. Der blev også rengjort mere i M25´s motorhus. Jan og Bjarne fortsatte forberedelserne til taget på C411, men så holder de begge fri den næste måneds tid… Omvendt vender Otto tilbage efter sin lange rejse 😊 Jeg talte 12 mand på Gården denne aften /Leif


Der smøres og pudses og alt ser fint ud!

De første dele til taget på C411 er ved at være klar.

Sommerbanneret opsat på nye lægter

De sidste skruer sættes i de nye gulvplanker ved det nye sporstykke

Der læsses et godt lag grus ud på den nye sti til museet

Tryklufttankene fra M25 klar til afprøvning


lørdag den 29. april 2023

Bygningsdagen 29. april 2023

BygningsDag og årets første særtog! Her opsættes PR-banner, mens toget fyldes med glade gæster

 

En Bygningsdag starter med æg, pølser og lækkert brød. Carsten stod for pandebetjeningen, mens vi andre tog for os af retterne. Niels og Steffen oplæste og uddelte herefter dagens opgaver. Den største opgave blev genopretning af en skæv port, som skulle have en større renovering. Niels fik desuden hugget en del af det gamle trin væk med den store hammer. Der blev også smurt hængsler, ordnet kiosk, vasket bænke, renset tagrender og opsat PR-bannere og en del andet. Den nyetablerede museumsgruppe holdt et indledende møde for at se på de ideer, muligheder og opgaver, som skal gennemføres for at etablere en flot udstilling. Bagefter var der lækkert smørrebrød til frokost Det blev en dag med mindre fremmøde en vanligt, da den åbenbart faldt sammen med Store Konfirmationsdag og årets første særtog… Men vi når det nok alligevel. Med særtogspersonalet, så var vi nok 15 mand m/k på Gården denne solbeskinnede BygningsDag. /Leif


En solid morgenmad er godt at starte dagen på!

Spand og kost - og rulle med banner mødes

Det gamle trin brydes ned og døren smøres



Hængslerne på porten svejses fast igen

Tagrende på billethuset bliver renset

Frokosten indtages i det grønne

Dem der er færdige med frokosten, fortsætter arbejdet

Det tomme særtog står klar til at køre ud for at hente gæsterne hjem efter deres skovtur.


mandag den 24. april 2023

Nyt fra maskinafdelingen #17-23 24/04:

Grundig rengøring af et motorhus uden tryklufttanke - så kan man få tørret godt af i alle hjørner

 Eftersom Maskinchefen var bortrejst, fik jeg vikartjansen med at gennemgå projektplanerne; det ser rigtig godt ud, for både C3 og C4 er klar til at blive prøvekørt, så de forventeligt kan indgå i motortoget til sæsonstarten. De øvrige projekter forløber planmæssigt: Bygning af to bogier til C411, trykluftprøvning af M25 og div. andet. Så derfor gik vi til værkstederne. M25 blev omringet af Klavs, Brian og mig. Vi afrensede lidt rust, vaskede og malede det tømte motorhus – og den ene sandkasse fik en grundig omgang, samt grunding. Imens tog Kjeld og John sig af klargøring og testafprøvning af de to trykluftbeholdere, så de snart kan trykprøves af Force.

Carsten fik lige rejfet rørene i de fire fjederplader til bogierne, og gik så ud og gav en hånd med den lille sporforlængelse i vognhallen. Her var Niels og Jan D. i gang med at bore huller i betongulvet til de nye beslag. Der blev dog brug for et par ekstra plader, der straks blev fremstillet. Jan savede ud i de lange tagåse, der skal sidde på C411 – når vi kommer dertil… Fritz fik arbejdet videre med akslen til M9 og Rasmus stod for en formodentlig sidste oliepåfyldning til fyret, samt tog sig godt af to venner fra Vestsjællands Veteranbane, som kiggede forbi. Jeg talte 12 mand på Gården denne aften /Leif


Rejfning af fjederbeslag til bogierne





C4 blev anvendt som gæstestol - ellers skete der ikke noget der

De to tanke bliver kørt udendørs

- og fyldt med vand for at trykprøve

En grundet sandkasse fra M25