Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten overkørsler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten overkørsler. Vis alle opslag

lørdag den 27. august 2022

Nyt fra Bafd 20 og 27/8-2022

 


Spejdernes Lejr var overstået i uge 31 og et par uger senere var stort set alle spor af lejren fjernet. Lørdag d. 20. august begyndte vi for alvor at fjerne de midlertidige overkørsler, der var placeret 4 forskellige steder på banen. I et dejligt sommervejr arbejde Steen, Klavs, Kenneth, Benjamin, Lars og Steffen med opgaven, og i løbet af dagen blev 3 overkørsler skruet fra hinanden og materialerne stakket på stedet eller læsset på den medbragte roevogn.



Vores medbragte roevogn er allerede læsset godt op med 2x4"
reglar fra overkørslerne, og det var endda kun fra den første.

Når vognen er læsset, så kan der altid transporteres
noget på den medbragte skinnecykel.

Holdet er i gang med at adskille den anden overkørsel.


Den ene side er nu adskilt, og vi kæmper videre med den 
modsatte side.


I lørdags fortsattes arbejdet. Inden afgang fra Hedehusgaard blev der arbejdet med fremstilling af en hydraulisk spigeroptrækker, som vi håber kan lette arbejdet fremover i forbindelse med svelleudveksling. Desuden fik ved placeret de sidste bænke på perronen.
Da holdet bestående Peter, Søren, Claus, Lars, Benjamin, Steen og Steffen ankom til Brandhøj delte vi os i to. Et hold hentede materialer ind fra strækningen, mens et andet hold begyndte at indrette plads til alle materialerne i nordenden af vognhallen. I løbet af dagen fik vi herved struktureret vores tømmeroplag, og fik dermed også plads til en del af de mange reglar.

For ikke at spilde tiden, kørte 4 mand op på Hedehusgården og begyndte udgravning til spor 4, der er under renovering. Sideløbende blev der foretaget endnu et forsøg med ballastpløjning, og således fik vi lavet en indsats på mange fronter i løbet af dagen. 


Materialer fra den sydligste overkørsel er netop ankommet til
Brandhøj, hvor delene blev adskilt i løbet af dagen.





lørdag den 16. juli 2022

Nyt fra Bafd 16-07-2022

Et pænt hold var mødt frem, så vi delte os i to hold. Peter, Claus B og Kjeld kørte på Brandhøj med M30 og læssede 3 tipvogne med stabiltgrus, for derefter at lægge det ud på perronen på Hedehusgård. Kenneth, Klavs og jeg kørte med banetoget og M12 ud i Hedeland, hvor der skulle opsættes A74 skilte. Dette vejskilt for jernbaneoverskæringer skulle placeres ved de i alt 4 midlertidige overkørsler, der er anlagt i forbindelse med Spejdernes Landslejr 2022.  

Første stop var hallen på Brandhøj, hvor vi hentede de nødvendige skilte. Herefter kørte vi ud over Sletten og ned til km 3,9, hvor den sydligste af overkørslerne er placeret. Telte, campingvogne og tekniske installationer skyder op overalt, og der var stor aktivitet med kun en uge til åbningen af lejren. Spejdernes entreprenør havde efter vores anvisninger opsat træstolper ved overkørslerne, og med lidt forskellige kunstgreb lykkedes det at få fastgjort skiltene på stolperne. 

Ved 13-tiden var vi færdige med skilteopsætningen, og begge hold indtog frokosten på Brandhøj st. Endnu et træk tipvogne var læsset op, og i løbet af eftermiddagen fik vi lagt det sidste ud på perronen, der nu kan benyttes i sin fulde længde.

På Hedehusgården var Hans flittig med at male bænke, og sidst på dagen blev der også ved fælles indsats ryddet op og bortkørt affald fra området ved kulgården. Lidt græsslåning blev der også tid til, så nu er der pænt overalt til den næste uges forhåbentlig mange besøgende.

Steffen

En spejder passerer forbi arbejdsstedet ved km 3.9 i en traktor. I baggrunden er telte, campingvogne,
generatorer og andet grej opstillet, mens et lyslederkabel krydser vejen i forgrunden. Netforbindelsen
skal naturligvis også være i orden på Spejdernes Lejr 2022.

Den midlertidige overkørsel km 3.9. I den kommende uge udlægges grustilslutning på begge 
sider af trædækket (KHA)


Skiltene skal sidde så højt, at man ikke slår hovedet på dem. 
Ikke en helt nem opgave, når det inkl. bagplade nok vejer ca. 20 kg.



Der fastgøres et stykke krydsfiner på bagsiden af skiltet, 
hvorefter det kan monteres på stolperne med skruer (KHA)




mandag den 11. juli 2022

Nyt fra Bafd. 11-07-2022 og weekendopsamling

Mandag eftermiddag skulle 4 midlertidige overkørsler etableres. Det sker i forbindelse med Spejdernes Lejr og overkørslerne skal gøre det muligt at krydse vores bane mellem de forskellige lejrafsnit. Hedelands normale stinet og vores permanente overkørsler slår ikke helt til, når 40.000 spejdere kommer på besøg.

Vi bygger den første midlertidige overkørsel ved km 3,9. Som altid er den første den vanskeligste.

Inden vi kommer til mandagens arbejde med overkørslerne, samler vi lige op på hvad der skete i baneafdelingen lørdag. Det bliver via tre billeder af arbejderne, der foregik i skønt vejr.

Gamle sveller fjernes i spor 4. I forbindelse med svelleudskiftningen sænkes sporet, så det bliver lettere at anvende i den daglige drift, ligesom skråningens hældning justeres.

Lørdag kom der bænke på den nye perron, ligesom der kom lamper på alle fire pæle.

Lørdagsholdet fik også trukket ledninger og kunne afprøve lamperne. Det bliver helt sikkert flot, når sidste onsdagstog kører ind på Hedehusgård senere på ugen. Senere på dagen blev der hældt fyld i den sidste del af perronen, der nu kun mangler lidt afretning og det sidste lag grus.  

Søndag var perronen godt fyldt op, da de første tre afgange fra Hedehusgård var fyldt til bristepunktet. Solen skinnede, himlen var blå og det er ikke for meget sagt, at vores tog så flotte ud i det danske sommervejr.

HVB er ikke blevet til en skovbane. Det er rafter til brug på Spejdernes Lejr. Da 7 på vej over Sletten.

Tilbage til de fire midlertidige overkørsler, der på grund af tæt trafik på banen skulle etableres efter mandagens dampsærtog, men også være godkendt af Trafikstyrelsen inden onsdagens aftentog. Et hold bestående af Kenneth, Claus B og Claus N rangerede arbejdstoget op og kørte til Rubjerg, hvor vi krydsede dampsærtoget og fik Claus W med ombord. Særtoget var bestilt af et tysk selskab, der var begejstrede rejsende. De havde medbragt danske flag med påskriften 'Freiheit für Egon Olsen' og så var tonen jo lagt!

Arbejdstoget krydser dampsærtog på Rubjerg Station. En ekstra oplevelse til det jernbaneglade tyske selskab.

Ved km 3,9 mødte vi vores kontaktperson fra spejderne, der leverede træ og skruer til de midlertidige overkørsler. Vi fik den første på plads på lidt over en time inklusive diverse tænkepauser. Efter at designet var optimeret og fastlagt, gik det noget hurtigere med de andre og vi brugte ca. 20 min. for hver af de tre øvrige. Men så havde vi også skåret alt træ på forhånd.

Kenneth og Claus B på vej mod projektets 'final design'. Efter vi har bygget selve overkørslen, etablerer spejderne selv stitilslutning i stabilgrus.

Den sidste midlertidige overkørsel er næsten færdig. Klokken er 19.09 og aftensolen lyser arbejdsstedet godt op. I baggrunden til venstre anes bunker med granrafter.

Med dagens opgaver afsluttet kørte vi til Hedehusgård, rangerede på plads og satte overskudsmaterialer på plads. Så var det tid til en grillet pølse med kartoffelsalat, mens vi småsludrede med maskinfolkene, der hang ud på bænkene. Så gik det hjemad for de tre af os, mens Claus B tog på nattevagt.