Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 28. juli 2025

Tik Tok på en dejlig travl sommersøndag - 27. juli 2025:

 


På en dag med behagelig temperatur, en let diset sol og næsten ingen vind i ferieperioden, har vi da tidligere oplevet travlhed fordi vejret ikke rigtig er til en tur på stranden. Denne dag startede travlheden allerede på første afgang – motortoget var fyldt længe før afgangstiden og roevognen fyldt med barnevogne. No3 var fyret op og klar før tiden, så trillede derfor stille op langs motorstammen og fremkaldte mange smil. Så kørte lokomotivet ud og hentede sine vogne, mens motortoget begav sig afsted. Perronen var således allerede fyldt med forventningsfulde gæster, da vi kørte dampstammen til. Igen var toget fyldt helt op 20 minutter inden afgang – det ses sjældent. Mange var engelsktalende og nok af asiatisk afstamning i elegante påklædninger. Og sådan fortsatte det hele dagen. Vi forsøgte så godt vi kunne at få flest med om bord, men måtte dog afvise en del flere end vi normalt oplever. Mange stod af på Fem Ege, medbringende madkurve - men en del blev siddende. Så der var ikke plads til alle når vi ankom og motortoget oplevede det samme.  Flere end vanligt havde gang i mobilkamera og selfie-stængerne. Jeg kom i snak med en del af dem og fandt derfor ud af at HVB var blevet en stor ting på Tik-Tok. Så en fin lille video havde inspireret en masse folk til at tage turen til Hedehusene for at køre en tur med toget og selv tage en film eller to. Det bliver da spændende om fænomenet bliver ved hen over hele sommeren - for så får vi da endnu et par travle dage; over 1700 enkeltrejsende hoveder fik vi talt på begge tog. Mange var mindre børn, som kunne sidde på skødet, så en plads bliver til to...

Vi blev også hurtigt enige om, at det ville blive nødvendigt med et ekstra opsamlingstog, så da dagens normalt sidste motortog havde sat deres passagerer af, gik det retur ud mod Fem Ege. Undervejs blev der samlet folk op på bl.a. Flintebjerg, hvor en større flok troldejægere tålmodigt havde afventet et tog med ledige pladser. På Fem Ege ventede et helt fyldt damptog og en perron fyldt med rejsende, der gerne ville have en plads hjemover. Heldigvis lykkedes det alt sammen, så alle fik en plads og hjemturen foregik med togfølge - så snart damptoget havde passeret en station, kunne motortoget følge efter. Vel ankommet til Hedehusgård station, fik vi sat de glade rejsende af og derefter kørte vi selv vognene i remise, mens motortoget samtidig ankom og fik sat de sidste gæster af. Så det blev en travl, sjov og hyggelig dag for alle og vi sluttede af med en vand og en masse fine fortællinger fra dagen /Leif

Dagens første motortog blev hurtig fyldt
Klar til afgang - men ifølge køreplanen der er 15 min. til vi kører... 
Første morgenkrydsning på Rubjerg
Der er ikke mere travlt end at lokomotivet kan beses undervejs
Vores stamkunde Netka fik også en ekstra oplevelse ud af dagen 
Endnu en Tik-Tok video under produktion?!
Brillerne må lige justeres! Der er da godt nok mange, der venter på perronen!
Endnu et tog er fyldt og klar til afgang...
Togmøde på Brandhøj - begge stammer er fyldt
Ankomst - folk står klar til at gå ombord!
Ekstratoget ankommer til Fem Ege
Inspektion før afgang. Det er ikke ofte, der er to tog på Fem Ege samtidigt
Det ekstra motortog kommer hjem, mens dampstammen køres på plads
- og så kan damplokomotivet afsluttes og køres ind i remisen efter en god, travl dag!

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.