Det regnede i Hedehusene fra morgenstunden. Da baneafdelingen mødte ind var regnen dog holdt op, og selvom det regnede flere gange i løbet af dagen, var det aldrig noget, som forhindrede arbejdet. På programmet stod elarbejde i museumshallen og opfyldning af det nye publikumsareal ved billetsalget. Søren, Lars, Claus B og N samt Carsten og Kjeld udgjorde dagens blandede hold på opgaverne.
|
En mand og hans maskine. Claus B i rideklubbens staldlæsser på vej med fyld til det nye område ved billetsalget. |
Vi rullede banetoget ind i spor 3 og løftede 2 værkstedbogier frem til Carsten og Kjeld, der gennemførte en omfattende bogierokade under et antal vogne. Vi i baneafdelingen tabte i hvert fald overblikket. Søren smuttede ud i museumshallen, hvor han resten af dagen installerede eltavle og rumsterede med kabler og stikkontakter. Vi andre rangerede gravemaskinevognen ind i spor 4 og imens hentede Claus B rideklubbens staldlæsser. Et godt forhold på tværs af gårdspladsen gør, at vi kan hjælpe hinanden, når der er behov for det. Resten af dagen kørte Claus B i pendulfart med læsseren, Lars gravede og Claus N jævnede fyld og nåede også at slå græs på perronen ved spor 3. Fra brændekomfuret serverede Claus frokost bestående af pasta med kylling i fyldig flødesauce med spinat og pesto.
|
Af og til er det lettere at rangere vertikalt! Lars og Claus B henter to værkstedbogier til Kjeld og Carsten, der venter i værkstedremisen. |
|
Claus monterer sideplader på grabben inden gravningen begynder. |
|
Mens der arbejdes i spor 4, kokkereres der ved brændeskuret. Aldrig har brændeforsyningen til komfuret været mere sikker! |
|
Søren tjekker kontakter som led i den nye elforsyning af museumshallen. |
Da Carsten og Kjeld havde fået bogie-kabalen til at gå op, gav de en hånd med udjævning af fyld. Vi benyttede lejligheden til at få lagt jord omkring stien op til museumshallen. Stenindholdet var nok lidt rigeligt, men gentagende gennemrivninger gav et hæderligt resultat.
|
Området ved billetsalget er ved at være opfyldt. Efter komprimering er det planen, at et lag knust beton skal udgøre den egentlige belægning. |
|
Carsten jævner fyld med rive, mens Kjeld justerer nedløbsrør. |
|
Nogle korte regnbyger kunne ikke bremse fremdriften. Lidt efter serverede Carsten kaffe og småkager. |
|
Langs stien til museumshallen fik tilført lidt jordfyld, hvor det manglede. |
Og inden bloggen lukker og slukker for denne gang, skal vi lige tilføje at Carsten og Kjeld ovenpå bogiekabalen også fik rokeret lidt om på vognene i hallen. Så er alt klart til søndagens kørsel med C 3 og C 4 i motorstammen.
|
Glade rangister i M 30. Om lidt kan baneafdelingen køre i hus og endnu en god arbejdsdag på banen er slut. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.