Foråret er ved at indfinde sig i Hedeland. Lørdag vekslede vi mellem flot solskinsvejr og heftige regnbyger. Dagens arbejdshold bestod af Lars, Søren, Claus B, Rasmus og Steffen, der primært arbejdede i og omkring museumshallens sydende. I den modsatte ende af hallen var Niels og Hans i gang med flytning af indgangsdøren til hallen, men Carsten, Kjeld og Gert lavede eftersyn af M4 på værkstedet.
I ugens løb var der bortkørt gamle sveller fra ombygningen af Hedehusgård st., så vi ryddede de sidste rester af disse væk fra sporet. Længere ude på rangerområdet fik vi svejst nogle skinnestød, hvor forskellen mellem de anvendte skinne profiler var for stor. Diverse materiel blev rangeret på plads og de tømte deplorider, hvor de gamle sveller havde været opbevaret, blev kørt på Brandhøj.
Samme sted fik vi på lageret fundet fjedre frem til den kommende fladvogn, der fremover skal indgå i Bafd materiel. Vognen, som stammer fra Storebæltsforbindelsen, med nr. 70-16 er under ombygning. I de sene eftermiddagstimer fik vi fjernet yderligere noget af det stærkt tærede og nu overflødige bremsetøj.
Steffen
Claus gemmer sig bag en vindafskærmning, mens han svejser skinnestødet. I baggrunden overvåger en hest arbejdet, alt i mens dagens ration af græs indtages (LLZ) |
Den yderste del af udtrækssporet rykkes på plads (SH) |
Efter svejsning samles skinnestødet igen (SH) |
Den nordlige dør til museumshallen flyttes et par meter til højre, hvorved sporet bag ved porten kan forlænges et par meter. Derved bliver der plads til vores nye personvogne C3 og C4. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.