M30 Oberursel - foto taget på Hedehusgård af Steffen Lyngesen i 2003? |
Dette Torsdagsbillede viser Oberursel-loket på deplorider. Mon det er ved at blive gjort klar til afsendelse til Frankfurt? Ved vores Feldbahnertreffen i 2002 så og forelskede medlemmerne dernede sig i dette gamle lok, idet motorfabrikken lå lige i nærheden af deres klub. Det er angiveligt et af Danmarks ældste motorlokomotiver, bygget som byggenummer 6095 i 1913 og nu meget sjældent. Typen blev udviklet som feltbanelokomotiv under 1. verdenskrig, hvor fordelen var at det ikke røg som damplokomotiverne gjorde.
Det blev hensat på en legeplads på Kastrup fort i 1946, men blev til sidst for rustent og kom derfor til os i Industribaneklubben i 1982. Det er et 600 mm, 1 cylindret, vandkølet benzol-lok på ca. 19 hk og vejer 4 tons. På billedet fra 1950 havde det førerhus, men det var væk, da vi erhvervede det.
Først blev det udlånt på en 15 årig kontrakt og indgik siden i en byttehandel - hvor vi endte med at få et omsporet og driftsklart DIEMA lokomotiv, som vi kan have meget mere gavn af.
Nu har FFM efter mange års arbejde gjort det gamle lokomotiv køreklart igen. En fantastisk opgave som vi næppe ville have haft evner og især økonomi til at gennemføre. Det er derfor herligt at se det køre igen - selvom det ikke er hos os.
Oberurselen med førerhus på legepladsen ved Kastrup fort i 1950 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.