Vores stoppemaskine fik for et par år siden nye Honda motorer, men allerede i foråret havde den problemer med at køre ordentligt med den ene motor. Da vi skulle starte den op lørdag formiddag løb benzinen ud af karburatoren og vi skilte derfor denne af for at finde fejlen. En time senere var fejlen fundet, repareret og motoren kunne køre igen.
Det gik hurtigt med understopning af en del sveller, hvorefter næste uheld ramt os. To gummiophæng til den vibrerende del af stoppemaskinen knækkede. En tur til Hedehusgården fremskaffede to brugbare ophæng der blev monteret som en midlertidig løsning. Nu viste det sig imidlertid, at en kilemrem var blevet strukket i forbindelse med uheldet, og uden den virkede maskinen slet ikke. Projektet blev derfor opgivet, og resten af dagen blev brugt til en større oprydning og omflytning i banevognen.
Udenfor arbejdede Lars heldigvis uden uheld med gravning af en større grøft langs med sporet. På den strækning hvor svelleudskiftningen er foretaget, ligger sporet nemlig under terræn og har altid savnet en ordentlig afvanding. Vores nyanskaffede grøfteskovl lavede et flot stykke arbejde, selvom vi desværre blev nødt til at afbryde det, da mørket kom frem.
Claus har leveret dagens billeder.
Næste lørdag håber vi, på trods af klubbens julefrokost aftenen forinden, at kunne fortsætte understopningen.
Steffen
Et typisk billede fra dagen - reparation af stoppemaskinen |
Lars graver grøft ganske uanfægtet af de øvrige tekniske problemer |
Grøften set dagen efter. Der ligger allerede en del vand i den lave ende. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.