Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

onsdag den 16. november 2022

Nyt fra Mafd - Onsdagsholdet 16. november 2022

 I dag onsdag den 16.11.2022 var på flere måder en speciel dag på Hedelands Veteranbane.

Der var megen aktivitet flere steder, men særligt 2 ting skilte sig ud denne dag, og begge var i damplokomotivernes tegn.

Først skulle Da7 klargøres til 10 års syn, der finder sted den 17.11.

 


Billedtekst: Da7 måtte ud i blæsevejret for at der kunne omrokeres. Foto Bruno Jensen

 

Billedtekst: Som en del af klargøringen måtte Bo ind i fyrkassen. Godt at han er slank og smidig. Foto Bruno Jensen.

og det indebar en del omrokering da vi samtidigt modtog de færdig drejede hjul til ”Sukkergris” fra 

vores leverandør.

 


Billedtekst: Hjulene til ”Sukkergris” ankommer fra leverandør. Foto Bruno Jensen.

Hjulene køres på plads.

 

Billedtekst: Bo haler i de tunge hjul mens Carsten ser på. Foto Bruno Jensen.

 

Billedtekst: Bo havde selv afdrejet det ene sæt hjul, der blev nedtaget fra drejebænken og placeret ved de andre. Foto Bruno Jensen.

 

Billedtekst: Bo og Carsten inspicerer de færdige hjul. Foto Bruno Jensen.

 

Reportage: Bruno Jensen

mandag den 14. november 2022

Nyt fra maskinafdelingen #40-22 14/11:

Efter en grundig afrensning, står Da7 klar i aftenmørket til at komme ind over graven. 

 Aftenen startede med kort projektstatus og den er god; det kunne man se i værkstedsremisen, hvor C3 nu står klar med tag, bænke og kun mangler en sidste gang maling på udvalgte steder som fx håndlisterne. Så udestår lige et par bogier, men dem blev der også arbejdet flittigt på. Carsten og Kjeld fik sat en bogie i arbejdshøjde, så de beslag John L. borede kan blive svejst i. Niels malede første gang sort på en bogie, så også der nærmer et par færdige sæt sig. På C4 gik Jan, Per og Bjarne videre med at få boret huller til gulv og sideplader. Så kan rammen snart få malet sort på. Jan D. monterede afstandsklodser og malede trinbrædder. De skal monteres som det sidste, så de ikke er i vejen indtil da. Og så kom Da7 ind over smøregraven for forberedelser til et kedeleftersyn med godkendelse, samt naturligvis klargøring til julekørslen. Bo, Kenneth og Rasmus fik renset kedelrør og fremstod i let sodet tilstand efterfølgende… Vi var 15 mand på værkstederne, så jeg fik vist ikke noteret det hele – men hyggeligt som altid! /Leif


Lidt materialer til næste fase tages ned fra reolen

Kontrolmåling på næsten færdige C3 på gulvmål, mens der bores huller i rammen til C4 gulvplader

Der bores drænhuller i bogiebeslagene

Gangtøj på Da7 efterses

Trinbrædder til både C3 og C4 under produktion

Alle røgkammerør får en grundig rensning og støvsugning

Sidst på aftenen ydes der fuld opbakning til de sidste penselstrøg 


søndag den 13. november 2022

Nyt fra Bafd. 12-11-2022

Sidste weekend fik vi klargjort museumshallens tag til vores entreprenørs arbejde med at udskifte det gamle tag. Kun det nordlige lysindfald på hallens østre side stod endnu tilbage. Det udgjorde hovedopgaven denne lørdag. Fremmødet var dog langt større end hvad vi kunne sætte ind på tagopgaven, så vi delte os fra morgenstunden i to hold. På Hedehusgården blev Peter og Søren Hein, Claus B og N samt John. Ud på strækningen kørte Steffen, Lars, Alexander og Steen. Senere på dagen stødte BigRas til.
Hele 'kaninøret' løftes af bygningen efter det er løsnet fra tagkonstruktionen.

Tagholdet startede dagen med at gennemgå strategien for nedtagningen af 'kaninøret'. Belært af erfaringerne fra nedtagningen af det første 'kaninøre' ville vi denne gang løsne hele konstruktionen og løfte den ned i et stykke. Det betød en del arbejde både inde og ude fra bygningen for at løsne 'kaninøret'. 

Vores indlejede Manitou løftede derefter let konstruktionen fri af tagbuerne og satte den ned på parkeringspladsen, hvor adskillelsen blev påbegyndt.

Vores entreprenør har lagt nyt stålpladetag på hele den vestlige tagflade. 'Hakket' i tagryggen er udsparingen til den tagrytter, der skal give lys og luft i bygningen.

Søren frigør skotrenden, så løftet kan gennemføres uden problemer. Naturligvis iført faldsele.

På en af buerne højest oppe under taget blev der fundet historiske inskriptioner. En ny blev naturligvis efterladt. Foto: Kenneth Andersen. 


Fra parkeringspladsen fjernstyrer Claus B Manitou'en, mens Søren på stilladset tjekker at alt går sikkert til.

Med overbygningen løftet af, kunne de påsvejsede beslag skæres bort. Forrest FJ V og i baggrunden et lager af sidefjæl til roebanevogne. Hvad der ikke gemmer sig i den bygning!
 
Arbejdet på museumshallen blev afsluttet med montage af fire nye (genbrug, naturligvis) tagåse, der muliggør montage af nye tagplader, hvor 'kaninøret' før sad. Adskillelsen af 'kaninøret' nåede så langt, at alt inddækningsbly blev fjernet samt hovedparten af de gamle tagplader. Tilbage er adskillelse af trækonstruktionen og skotrenden samt bortfjernelse af materialerne. 

Dele af tagholdet tog herefter hjem, mens de tilbageblevne fortsatte arbejdet med det hjemvendte hold 2. BigRas var også ankommet og kastede sig over arbejdet med rensning og vedligehold af tagrender. De store træer på Hedehusgård leverer mange nedfaldne blade, der skal fjernes. 

M12 i efterårsfarverne ved km 0,5. Foto: SL.

Dagens andet hold startede med at læsse nogle 10 kg/m skinner fra Hedehusgårds spor 4 og transportere dem til Brandhøj, hvorfra de vil blive fragtet videre til Hanstholmfæstningen i løbet af den kommende uge. Hanstholmfæstningen har en 600 mm bane, der forløber mellem kanon- og ammunitionsbunkere, og denne bane trænger til udskiftning af de mest slidte skinner. Specielt salttågen fra Nordsøen er hård ved skinnerne. Steen fik blæst overkørsler rene for blade og skidt, og der blev smurt sporskifter på Brandhøj samt Rubjerg, så vi er klar til juletrafikken.

Tilbage på Hedehusgården brugte vi resten af dagen til at montere et skråt perronelement i hver ende af perronen langs med spor 1. Med teleskoplæsseren fik vi også kørt lidt grus på begge perronender, så de også er klar til juletrafikken. 

Lars og Steffen drøfter den sidste finjustering. Afslutningselement i den nordlige ende af perronen ved spor 1 på Hedehusgård.

Afslutningselement tilskæres.

Sydlige afslutningselement er monteret. Nu afventes sidste læs grus til finjustering af området.

mandag den 7. november 2022

Mafd - Hjulstatus B3 - Sukkergris

 Bo har været på besøg på den maskinfabrik, der har hjulene til B3 - Sukkergris, til afdrejning.

Så her er en fin status - billederne må fortælle historien :-)

Hej Leif, (h)Julen(e) nærmer sig, dem til Sukkergrisen, efter et længere ophold ude i byen er de nu ved at være klar, første milepæl er nået 😀. Hermed nogle billeder fra bearbejdning, dels afdrejning, og udboring af taphuller.

Så er der lidt til at lægge på bloggen.














lørdag den 5. november 2022

Nyt fra Bafd. 05-11-2022

Efter flere års bryderier med frameldinger fra entreprenører, stigende priser og et stadigt ringere tag på museumshallen på Hedehusgård, gik arbejdet med at skifte taget i gang i denne uge. 


Med en god indsats fra et par hverdagshold som forarbejde kunne lørdagsholdet tage fat på arbejdet med at ombygge tagåsene i rygningen til den nye tagrytter. Det indebar både svejsning, savning samt søm og franske skruer.

Claus B svejser beslag på stålspærene så åsene kan placeres korrekt til montage af tagrytteren.

Nedtagne, gamle tagåse befries for net og kramper. Klavs og Steen i gang med det svære pillearbejde. Åsene skal genbruges hvor museumshallens 'kaninører' før sad.

Særligt ved gavlene krævede forberedelsen til tagrytteren en del arbejde. Her borer Kenneth for til franske skruer. En lille sky af træsmuld er på vej mod gulvet i museumshallen.

I løbet af dagen læssede Niels og Alexander nedtagne materialer på trailer og kørte dem til genbrugsplads. Steen ryddede området for dele af tagplader og andre nedtagne materialer. Ved siden af tagarbejdet nåede Claus N at adskille skinnestrengen fra treskinnesporet i spor 4. Skinnerne er nu placeret mellem spor 3 og 4 klar til borttransport.

Med en Manitou-maskine og arbejdsplatform var vi godt hjulpet i arbejdet højt over museumshallens gulv.

Hallens østgavl med et vinduesparti næsten nedtaget og det nordre 'kaninøre' stadig intakt.

Om kort tid håber vi at vores tildækkede lokomotiver kan befries for presenningerne. Et nyt tag betyder et tørt klima i hallen.

Den nye gavl med døren til Damp'a bliver nu forsynet med ståltrappe til perron og gårdsplads. Indenfor 12 måneder har vi bidraget til store forandringer omkring vores station på Hedehusgården.

I morgen er det planen at fjerne de sidste rester af det sydlige vinduesparti samt det nordlige. Mandag er det planen at vores tagentreprenør begynder nedtagning af det gamle tag.

mandag den 31. oktober 2022

Nyt fra maskinafdelingen #39-22 31/10:

Der arbejdes samtidigt på C3 og C4. C3 er længst - her monteres bænke. C4 får ordnet taget.

 Straks efter kaffen med dejlig citronmåne, som Niels medbragte, gik vi alle ud i værkstedsremisen og fordelte os omkring begge vogne. De stod så man kan se det er en rigtig produktion, der er gang i: C3 er ved at få monteret bænke og denne aften var det montering af de rustfrie beslag, der skal styrke bænkene. Jan, Per og Bjarne, Alexander m.fl. borede og skruede den hele aften. Beslagene var dem, der blev arbejdet på sidste mandag og Carsten havde derefter fået bukket dem i en passende vinkel. Bukkemaskinen blev denne aften anvendt til de fjederbeslag, der skal sidde på bogierne. Lars O. og Carsten fik udsavet, slebet og bukket de forskellige dele dertil.  De ansatser, der blev svejst på bogierne sidste uge, kunne Brian nu afrense og jeg grunde. Og de fine kantlister, som Jan fik fremstillet sidst, gav jeg en 1. gang sort. På C4 kravlede Kjeld rundt på taget og fik afrettet kanterne, så Niels, John, Klavs m.fl. kunne montere kantlisterne og til sidst gav Niels undertaget en kan finish med fugemassen, inden det får en sidste gang hvid maling. Gert og Rasmus arbejdede på de ny bremsesko, der skal anvendes i vognhallen til vogntogene.

Så der blev arbejdet i hvert et hjørne af værkstedet denne aften med 15 flittige fremmødte – Kommende mandag holder jeg fri, så det bliver spændende at se hvor langt vognene er kommet næste gang jeg ser dem… Mon ikke C3 bliver klar til juletrafikken? /Leif

Færdigsamlet beslag til affjedringen på bogierne.

Afretning af kanter på C4´s tag

Afrensning af glødeskal på bogierne

Bukning af beslag - kontrolmåling foretages

De rustfrie bænkbeslag monteret

Her foretages en test af bænkens kvalitet og styrke.
Udfaldet er tilfredsstillende :-)

Vognbænkmontageteam i aktion

Nye sko under produktion

Endelisterne til begge vogne får sort maling