Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!
Viser opslag med etiketten Stenager Trinbræt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stenager Trinbræt. Vis alle opslag

søndag den 19. marts 2023

Nyt fra Bafd 18-03-2023

Dagens program havde været klart siden sidste indsats for 14 dage siden: færdiggørelse af perronforkant på Stenager Trb. Et gravemaskinehaveri satte dog planen delvist ud af kraft. Vores store Salta-maskine er mindre præcis og manøvredygtig end den normale gravemaskine og for en sikkerheds skyld indsatte vi derfor en del af arbejdsstyrken på alternative opgaver.

Hullet til dagens første perronfundament er ved at være færdigt.

Søren, Claus B og Lars arbejdede dagen igennem på værkstederne på Hedehusgård med nye bogier til vores Storebæltsvogn. Steen arbejdede primært med rydning og klargøring af den lave oplagsplads til oprydning af gamle materialer.

Peter og Rasmus startede fra morgenstunden vores trofaste Salta 1602 op og påbegyndte gravning af det første hul til et perronfundament. Steffen og Claus N tog banetoget og nåede undervejs at spænde laskebolte i kurven ved 0,5 og justere et rørstykke i nordlige sporskifte på Sølund Station. 

Det samlede hold inkl. gæster deltog i frokosten, der dublerede som 35-års jubilæum for den lille, specialiserede rejsearrangør PH Travel. Grillede pølser med brød og et bredt udvalg af tilbehør blev indtaget i læ af banevognen ved Stenager.

Steffen spænder laskebolte ved km 0,5.

Mens dybden af hullet finjusteres og to fliser gøres klar til perronfundament, jævnes de værste ujævnheder i perronfyldet.

Så er der serveret! Igen en god udendørsfrokost, som fylder maven inden arbejdet går videre.

Efter frokosten fortsatte arbejdet på de respektive arbejdspladser. Selvom Salta'en er langsommere og noget stor til fingravningsopgaver som sætning af perron, lykkedes det at komme fremad med perronarbejdet og da arbejdsdagen sluttede, manglede kun 3-4 forkanter inden perronen får den rette længde.

Efter oprydning og behørig afspærring af den endnu ret uregulerede perron, fortsatte arbejdsholdet til Brandhøj og fik læsset fladvognen 70-16 fra Storebæltsforbindelsen på deplorider. Vognen skal være vores fremtidige transportvogn ved banearbejder. Vognen afventer nu bortskæring af de to hjulsæt og -ophæng inden ombygning til bogievogn.

Stenager Trinbræt, der betjener Brandhøjbanens minitog, er et yndet udflugtsmål for børnefamilier og blev forsynet med en forlænget og forbedret perron i 1993. Det er den perron vi nu udskifter. Banechefen har fundet nogle illustrative fotos fra arbejdet med at etablere perronen.

M 12 med tomme tipvogne til fyldkørsel passerer kurven ved Stenager. Foto: SL, 1993.

M 12 i spor 2 på Brandhøj. Her afventes krydsning med et tomtog trukket af M 9. Claus W ses i spor 1, spejdende efter det modkørende tog. Foto: SL, 1993.

Også i 1993 var en Salta-maskine i drift ved Stenager. Dengang var det ikke vores egen, men en maskine fra den lokale storentreprenør Klingenberg. SL, 1993.

Blogopdateringen ville ikke være komplet uden billeder af bogiearbejdet på Hedehusgård og den nye vogn på arbejdsprogrammet. Næste lørdag kan vi tilbyde endnu flere spændende opgaver i baneafdelingens regi. Der er masser af opgaver vi skal løse!

Ny bogieløsning til venstre - den gamle til højre. Selvom forskellen ser lille ud på billedet, så er det vigtige centimeter vi vinder. Dels i forhold til arbejdsmiljø, når vi skal op og ned af vognen og dels i forhold til vognens tyngdepunkt. Foto: Claus B.

HVB's nye fladvogn som vi laver bogier til: 70-16 hentet frem fra lageret på Brandhøj-arealet. Vognen er bygget af Robert Hudson (Raletrux) som nummer AO11768 i februar 1991, og har kørt ved tunnelentreprenøren MT-Group, men er formentligt oprindeligt leveret til kanaltunnellen mellem Frankrig og Storbritannien. Vognens centralkoblinger af Willison-typen udskifter vi til HVB-kompatible koblinger. Foto: Peter H.

søndag den 5. marts 2023

Nyt fra Bafd 04-03-2023

Der var rimfrost på græsset, da holdet fra baneafdelingen tog hjemmefra og det var stadig til den kolde side, mens vi gjorde klar til dagens arbejde. Banetoget blev oprangeret, der blev tanket vand, jordloppen blev læsset og vi hentede fliser. Målet var Stenager Trinbræt, hvor perronen skal fornys og forlænges. Den gamle perron var fjernet af et hverdagshold for flere uger siden.

Et kort ophold i spor 1 på Hedehusgård til ære for fotografen, der afprøver trappeafsatsen som fotosted. 

Der var pænt fremmeøde og derfor nåede vi også andre opgaver end perronen. Dagens hold bestod af Søren og Peter Hein, Steffen, Lars, Rasmus, Steen, Benjamin, Kenneth samt Claus B og N. Nogle kom sent og andre kørte tidligt, men et godt hold af erfarne banebørster hele dagen igennem.

Selvom det kun er lidt over et år siden vi begyndte sætningen af perronen langs spor 1 på Hedehusgården, skulle vi lige ind i rytmen. De første fundamenter og forkanter er altid de vanskeligste. Vi fik dog efterhånden styr på udgravning, afretning, placering af bundfliser, sætning af fundamenter og forkanter samt justering. Undergrunden på stedet har Hedeland lavet af stenopfyld, så gravningen var ikke let (for nu at udtrykke det mildt). Før frokost nåede vi tre fundamenter og to forkanter, så det var med håb om en vis produktionsstigning vi satte os til frokosten, der bestod af grillede pølser med brød og garniture.

Første perronfundament er på vej i hullet. Benjamin og Kenneth følger det på vej, mens Claus B styrer maskinen. Steffen venter i det klargjorte hul til fundament nr. 2 og Peter H står stand-by.

Steffen og Benjamin måler 3. fundament ind, Målene passer!

Så må der spises! Forrest ses Rasmus, Steffen og Steen. Resten af holdet tager for sig af retterne i baggrunden. Foto: Søren Hein.

Med fulde maver og lettere stive muskler fik vi gang i arbejdet efter frokosten. Nu blev det tydeligt, at vi ikke havde glemt kunsten at sætte perron. Det gik som lyn og torden. Rasmus kunne afses til oprydning ved opbevaringshallen og Steen og Steffen gik til den lave oplagsplads for at lave en plan for en sanering i de oplagrede dele. Ved siden af sætning af perronfundamenter og -forkanter kunne Claus B i maskinen nå at lave delvis tilfyldning af huller og en grov justering af jordbunkerne på selve perronen.

Claus B henter perronforkant. Benjamin og Kenneth har rejst fundamentet og anhugget. Peter H og Steffen afventer ankomst af forkanten.

Endnu en forkant er på vej på plads. Søren, Lars og Kenneth guider det ca. 100 kg tunge element på plads.

Søren og Lars måler endnu et fundament ind. Stenagers perron ligger i en kurve med stigning og indmåles efter sporets beliggenhed.

Dagens produktion: 11 fundamenter og 10 forkanter. Halvdelen af den nye, forlængede perron på Stenager Trinbræt er dermed sat.

Selvom dagen er tiltaget i længde, skulle vi hjemad og efter at have fyldt de værste huller og opsat afspærring, samlede vi værktøjet sammen og kørte hjem til Hedehusgården. Efter rangering og omklædning kunne vi omkring kl. 18 tage hjem i bad. På lørdag er der generalforsamling i Industribaneklubben og vi har derfor ikke planlagte aktiviteter på Hedehusgården. Resten af foråret bliver der dog nok at gøre langs banen.