Træet, der spærrede sporet lige efter lastbilvejen |
Denne
regnvåde lørdag dukkede Mafd-redacteuren op for at komme på lidt banearbejde,
men ingen andre end Carsten var mødt frem, så vi startede med lidt maling af
køleren på M25 og sandblæsning af evolutfjedrene fra puffertøjet på GM32. Først
lidt senere dukkede to bafd-folk op; Panum og Peter - og hjalp med noget tung oprydning
på værkstedet. Til frokosten dukkede Bafd-chefen og Lars op så vi bemandede
banetoget med Gartnerafdelingen for at få ryddet de sidste væltede træer fra
mandagens storm væk fra sporet, så vi kan få afviklet både særtog og snart
juletrafikken. Tirsdagsholdet havde jo taget deres del, så vi kunne køre
uhindret indtil lige efter lastbilvejen. Her lå et mangestammet træ, revet op
med rode, henover sporet og så var det jo bare at nappe det i små bidder. Alt
kvas blev slæbt op ad bakken, mens stammerne blev stakket til senere afhentning.
Så kørte vi videre på det nu frie spor, men gjorde holdt ved kvægfolden for at
rense sporrillerne. Solen tittede lidt frem i regntågen og det tog sig flot ud
med Rubjerg i baggrunden. Det var så vort næste mål, idet en meget stor
sidestamme havde lagt sig midt henad sporet. Der blev både brug for sav og
gravemaskine for at få løftet stammen til side – og for at trække en kæmpe
gren, der havde sat sig fast oppe i nabokronen, ned. Videre hen mod Duskely lå
et par småstammer mere, men det var nærmest pinde sammenlignet med dagens
øvrige opgaver. Således er sporet atter frit og klar til trafikken. Se et par fotos fra dagen her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.