- At heldet kunne vare ved!? Også denne lørdag skinnede solen fra en blå himmel og gav ekstra god grund til at få sved på panden. Opgaverne var ellers rigelige nok til at frembringe svedige mandfolk! Arbejdstoget afgik 9:30 fra Gården, medbringende vandtankene, der tilsyneladende ikke kan stå uforstyrret på byggepladsen. På Brandhøj blev Klingenbergs gravemaskine allerede færdig kl. 11 og kunne forlade byggepladsen, idet Steffen havde samlet et hold, der havde tyvstartet med gravearbejdet om fredagen. Armeringsjern blev lagt i funda-blokkene og næste lag blokke lagt på. Med vores egen betonblander i gang, blev der fremstillet ”plutte” til at forstærke omkring søjleskoene. Vinkelsliberen var igen i brug til at fremstille passende længder til at fremstille buer, som armeringsjernet skulle hvile på. Østsiden af fundamentet bliver forberedt på en noget anden måde, belært af erfaringerne fra Vest-siden. Så kunne et hold gå i gang med at bukke de mange jern. Ligeledes blev der skåret de sidste Rio-net til udlægning i bunden af udgravningen – men først måtte et gravehold lige rette bund og sider noget til for at der var den nødvendige plads. Derefter var det ”bare” at lægge Rio-net og armeringsjern ned i de udgravede fundamentsrender. Til at bære og fixere søjleskoene før støbningen, blev der nu fremstillet ”galger” af 10x5 træ. Disse blev placeret henover graven og skoen nivelleret i både højde, længde og linie. Derefter kunne skoen bindes sammen med armeringsjernet. Tak til Anja og Charlotte for kagen! Efter kaffepausen var det tid at fordele funda-blokke langs udgravningen, samt lige gøre det sidste færdigt, for at være klar til betonkanonerne, når de kommer på mandag. Det sidste tog så lige til halv syv-tiden. Så afgik toget mod Gården og alt var klart til mandagen.
16 friske folk var denne lørdag mødt frem for at bygge eller beskue fundamentet til den nye hal! Se billederne her:
Billeder fra dagen her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.