Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 3. januar 2026

Nyt fra baneafdelingen lørdag d. 3. januar 2026

Kulde og sne havde lagt sig over Hedehusgården.

Hedehusgården station dækket af sne.


Flot og koldt på årets første arbejdsdag.

Trods en temperatur lige under frysepunktet, 15 cm. sne og politiets råd om at undgå unødig udkørsel mødte Søren, Rasmus, Kenneth, Lars og Peter op på årets første arbejdsdag.

Arbejdsprogrammet blev tilpasset de arktiske forhold, og M30 og arbejdstoget rangeret op.

Rasmus og Søren rangerer M30 rundt i sneen.
 
En af opgaverne var at få transporteret de sidste lagerreoler ned på Brandhøj, så vi på et tidspunkt kan få fyldt disse med "ikke helt åbenlyse brugbare dele" i forbindelse med rydningen af den lave oplagsplads.

Søren på vej til et nyt sporskifte med optøningsgrejet. (KHA)

Lars læsser lagerreolerne fra RF 479 på banetoget, mens Rasmus nok mest af alt går i vejen, da de bare kunne grabbes over.
Den nu adskilte gasbrænder ses i sin helhed bag RF 479.




Turen til Brandhøj gik efter planen, selvom der flere steder lå sne over skinnekant.

Vi håber på, at ingen har fjernet sporet siden sidste år.
Strækningen mellem Hedehusgården og Sølund.


På Brandhøj fik vi tøet sporskifterne op og kunne relativt hurtigt få læsset reolerne af.

Kenneth, Søren og Lars gør klar til at placere endnu en pallereol.
Disse kan stables op til fire sektioner i højden.


Vi skulle lige have en ting med op fra reolerne, så først ud med tipvogne og så ind igen. (KHA)


Frokosten, hvor der den første lørdag i det nye år også er afholdelse af baneafdelingens traditionsrige nytårstaffel, blev arrangeret i vognhallen. 

Menuen er som alle de andre år grill-pølser. 

Mens Rasmus, der med sin store kærlighed til madlavning, stod for grilleriet fik Lars og Søren lige skilt den gamle ukrudtsbrænder ad, så den ikke står og fylder.

Denne operation gik så hurtig, at der ikke nåede at komme et billede i kassen.

Rasmus, der her har et nærmest religiøst forhold til madlavningen, kæler for grillen og sørger for at pølserne lige får det sidste touch.

Da skribenten forlod gården ved tre-tiden var der stadig gang i arbejdet i vognhallen, hvor Søren blandt andet fik skiftet nogle lysstofrør ud med en energisparende type.


Lars og Kenneth fik kigget på vores kompressor som tidligere har haft en utæt sikkerhedsventil. Den blev afmonteret og adskilt og fik tænkeligt fjernet en lille grat eller andet uvæsen, for efterfølgende var den tæt.

Dog bøvlede vi lidt med at kompressoren ikke sådan lige ville stoppe ved det rigtige arbejdstryk, men om noget sad lidt fast et sted i systemet eller hvad, vides ikke. 

Under alle omstændigheder var der ingen problemer efter vi startede den et par gange.

Vandudskilleren kom også på plads i sin holder og derudover, så fik vi (med hjælp fra rørtænger, forlængerrør og banevognens skruestik) med møje og besvær bygget afgreningen om, så ventiler peger nedad, så de ikke rager ud over kompressorens side. 

Hvem der i sin tid har spændt det her 1” rørgevind sammen det vides ikke, men vi skulle hilse at sige at det må godt spændes lidt mindre næste gang.

Da dagen så småt gik på hæld, så nævnte Rasmus ordet kransekage, hvorefter Kenneth resolut gik direkte ud i bilen og hentede hjemmebagt kransekage til BAFD’s nytårskur.

Den blev indtaget i banevognens 1.klasse mandskabskupé og vi kunne konstatere, at Steffens reparation af den frostsprængte kaffemaskine fungerede fint 


På lørdag prøver vi igen og her satser vi på en temperaturstigning, så værktøjet denne dag ikke fryser fast til hænderne.

Baneafdelingen ønsker alle et rigtig godt nytår.

// Peter.













Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.