Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 10. december 2018

Nyt fra maskinafdelingen #48-18 10/12:



Redacteuren sidder i behagelig arbejdsstilling og maler bogien - Det skal planlægges - ellers bliver man sort bagi :-)


Vinden havde været lidt hård ved vores julebannere rundt Gården, så jeg startede med at få dem tøjret igen, så de forhåbentlig kan minde de sidste par julegæster om muligheden for en herlig tur med juletoget den kommende weekend. Lars kørte forleden den defekte brændstofpumpe fra M24 til vores mirakelmand og gode tidender vil berette at det ikke står så galt til som frygtet. Lars O. fik derfor den specialopgave at sammenføje et spændbånd rundt den Turbax-skive, der sidder som ”fjedring” mellem pumpe og trækket. Det var knækket i forbindelse med nedbruddet. Den skal nemlig bruges, når pumpen sandsynligvis kan blive monteret onsdag. Med en god indsats og lidt held, så kan M24 genindsættes som nedbrudsreserve til sidste juletogsweekend – og vi kan forhåbentlig endnu engang udsætte at skulle udskifte hele motoren med den der er klargjort til reserve.

Kjeld og jeg fik færdigsamlet bogien og vendt den om, så den kunne få en afrensning og en omgang sort. Mens jeg malede, så gik Kjeld videre med afrensning af rammen på C523, så den også kan få en omgang grunder. Bagefter fortsatte han med afrensning af de specielle T-bolte, der holder bundplankerne fast til rammen. På E28 er Hans ved at bore monteringshuller til ladestik og batteritilkobling, samt hovedafbryder. Forleden fik Carsten prøvemonteret banerømmer og påsvejst håndtag på batterikasse og til føreren.

I snedkerværkstedet blev der arbejdet med en forbedret udgave af håndlisterne – og der blev malet værktøjsvæg! I det varme motorværksted fik D10-holdet udtaget og nummereret ventilerne, så de kan blive efterset. De ser ud til at være i fin stand! Niels fik både samlet fløjte-loddeholderen og monteret smørenipler i C523´s bogieruller. De skal sidde mellem ramme og bogie, så vognkassen stabiliseres – lidt. Vi var 12 mand på Gården denne sidste mandag før julehygge-aften!

På snedkerværkstedet går det så hurtig og effektivt ved maskinerne, at man ikke kan få et skarpt foto...

En stor bunke færdigeskårne, flotte sædelister


Hans borer i E28 og Kjeld afrenser rammen en sidste omgang på C523, der nu har alle tagstolper på plads.



Med præcision svejses ringen rund Turbax-skiven sammen igen 


Det nydelige resultat skal straks retur til M24!

Her et efter-billede af et effektivt motorhold, som af udtaget alle ventilerne fra D10´s motor

Niels viser aftenens færdige produktion: En fløjteholder og 
4 ruller med smørenibler og smørehuller til C523

Sekretæren noterer de allerede tilmeldte og en opfordring til resten af de aktive om at få sendt en tilmelding til julehyggen!

søndag den 9. december 2018

Juletog 9. december 2018

Vognene er ved at være fyldt med juletræer og rejsende og damplokomotiv Da7 gør klar til hjemturen. Solen skinner :-)

December forbindes med sne, men hele lørdagen bød i stedet på regn. Havde det været sne, så havde det ligget et tykt lag over landet... Så startede søndagen meget bedre - nok lidt smånus fra morgenstunden, men da første tog gav afgang, så var det i dejlig vintersol! Vi kunne derfor håbe at der ville komme mange gæster denne dag. Og det gjorde der! Begge de to første tog var fyldt til randen med juleglade rejsende og sådan fortsatte det hele dagen. Der skulle bruges et stort sko-horn for at få plads til de sidste, men alle tog det med højt humør og venlighed. Det er jo jul :-) De sidste ture blev lidt mere grå, men regnen kom først væltende ned kort efter sidste tog var ankommet og tømt for passagerer på Hedehusgård St. Perfekt timing. Spejderne var også glade og tilfredse med dagen - der blev solgt virkelig mange juletræer og æbleskiver denne skønne dag - og alle træer kom også med toget hjem! Nu bliver det spændende at se om sidste weekend byder på sol og sne... Vi håber! mvh Leif
Vi kører også tog 15/12 og 16/12. Se mere her: http://www.ibk.dk/juletog/

Første motortog er på vej ned ad bakken og dampstammen køres til perron.



Klar til togmøde på Brandhøj


M25 foran motortoget har også fyldte vogne

Alle skifter! Let kaos på perronen ved Rubjerg St.  Først folk ud - så juletræer ind!


M25 i julestemning og julestjerne på fronten

Glade og tilfredse passagerer - det kan vi godt lide :-)
Dagens fangst bringes hjem af julenissen!

Nyt fra Bafd 8-12-2018

Den anden weekend af juletrafikken er netop afviklet med et noget blandet vejr. Søndag var fremragende, men lørdagen var præget af mere eller mindre vedvarende regnvejr. Derfor var Baneafdelingens arbejde også henlagt til indendørs sysler i vognhallen på Brandhøj.

Formiddagens fremmøde bestod kun af mig selv. Der blev hurtigt oprangeret, og inden dagens første palntog afgik fra Hedehusgården var jeg nået frem til Brandhøj. Dagens arbejde bestod i tømning af melisvogn 403, der henstår i hallen på Brandhøj. Vognen kom til HVB i 1982 fra Nakskov, og blev i mange år benyttet som udendørs lager. Lagerplads var ikke noget vi havde meget af og da slet ikke i tørvejr, så vognen blev hurtigt fyldt til bristepunktet med alverdens ting, herunder puffere til begge Superfos damplokomotiver. Disse puffer var fjernet for et par måneder siden, og nu gjaldt det så tømning af resten af vognen.

Melisvogn 403 under bugsering til Brandhøj 31-12-2011. Den havde stået indendørs i vogn-
hallen på Hedehusgård siden ca. 1997 og er således rent træmæssigt i nogenlunde stand.

Jeg arbejdede mig stille og roligt gennem den ca. 35 år gamle, urørte HVB-tidslomme, og fik sorteret de brugbare ting fra. Kenneth kom til Brandhøj ved middagstid, og sammen fik vi fyldt et par paller med bl.a. lokomotivdonkrafte samt aksellejer, puffere mv. til Nymølle tipvogne. Noget som HVB erhvervede sidst i 70'erne. Spigre, brugbare laskebolte og klemplader til stålsvellespor blev lagt på plads i pallereolen og resten blev skrottet.

Da vognen var tømt, fortsatte vi arbejdet med at afmontere ballastklodser og puffer på Pedershaab lokomotivet M32, der skal udlånes til Mønsted Kalkgruber. Vi fik løsnet det hele og kan aftage dem, når lokomotivet holder udendørs, så vi kan håndtere de ca. 700 kg tunge ballastklodser med vores store gravemaskine.

Steffen



torsdag den 6. december 2018

Torsdagsbilledet #184

I denne søde juletid, hvor juletogene lystigt kører afsted, så håber vi vel alle på det lille drys sne. Så for at skabe den rette stemning er dagens Torsdagsbillede et foto af M12, der rydder sne på Fem Ege station en dag i marts 2005. Jeg mener at vide at fotografen er Claus Nielsen...


mandag den 3. december 2018

Nyt fra maskinafdelingen #47-18 03/12:



Et lille arbejdsmøde om den sidste finish for håndlisterne efter prøvemontagen.


Der sker jo også noget, selvom det ikke er mandag – både onsdag og lørdag bliver der arbejdet på værkstederne; Carsten og Kjeld havde fået svejset alle stolper på C523, samt opsat en side som mock-up for at se om det nu også kan passe. På E28 er der færdiggjort flere opgaver på både puffer og batterikasse. Carsten fortsatte med at indbygge et aflastningsstag, så batterikasse med dens to vægtplader kan holde til at blive løftet i de nye kranbeslag. Staget blev monteret i et par fine beslag – en rigtig solid løsning – som vi testede senere ved først at løfte hele kassen og bagefter ved at hive en vægtplade ud af kassen. Ved samme lejlighed kom der et par strøer til transportsikring under pladen, da den blev lagt på plads igen. Det hele skal snart afsted til sandblæsning ude i byen. Kjeld savede og skar et par store vinkeljern til, så de efterfølgende kunne varmes i form og svejses til et par banerømmere til E28. Der blev også tid til at svejse en lille stand til Niels, som skal anvendes til fløjtelodningen.

Niels arbejdede på montage af smørenipler til smøring af C523´s glide-hjul. Imens alt dette skete fik jeg malet de to hjulsæt og akselkasser på bogien, så den snart kan blive vendt og færdigsamlet – og få sort på oversiden. I løbet af ugen har D10´s motor fået genmonteret bundkar m.m og denne aften blev der arbejdet med at fremstille en aftrækker. I snedkerværkstedet gik det godt, lige indtil en sikring gik – så Hans og Erik gik på jagt for at finde i hvilken el-tavle og hvor. Det var ikke så enkelt, da forsyningen er omlagt under staldbyggeriet – men til sidst kom der lys igen… 10 mand fandt frem til Gården i decembermørket.

Prøvemontage af støttestag i batterikassen,
 så kassen kan holde til at blive løftet, 
når det er fyldt op med tunge batterier


Efter grundig afrensning, så kan hjulsættene males.

Beslag til støttestaget svejses

Det testes at løsningen er solid og at pladerne kan komme ud

Vinkeljernene får skåret en slids...


Så får de en omgang varme og et slag med den store hammer

Til sidst en god svejsning. Så mangler kun montagehuller

D10-holdet fik først besøg af fotografen 
sidst på aftenen; Her ses et bundkar...

lørdag den 1. december 2018

Juletog 1. december 2018


Dagens første juldamper vender tilbage... På vej op ad bakken skal der arbejdes - med lidt sand på sporet går det fremad

Endelig blev det december og atter tid til at køre juletog! Vejret denne dag var dog til den lidt grå og fugtige side, men uden regn. Heldigvis betyder det ikke så meget, for dagens og sæsonens første damptog var fyldt op med 80 gæster, som efter turen må forventes at være i bedre julehumør end før.
I løbet af dagen var der dog også en del tog med færre rejsende, men mon ikke det ændrer sig, når vi nærmer os julen. Peter og jeg stod på trinbrættet, mens Bo og Martin stod på maskinen. På motortoget havde vi Steffen og Arne på brædderne og Finn i førerrummet på M25, mens Thomas og Viggo bestyrede billetsalget med kyndig hånd. Så alt i alt en fin start på julesæsonen - nu må vi se om søndagen kan nå samme antal rejsende eller måske endda overgå denne første lørdag. mvh Leif

Vi kører også 2/12 - 8/12 - 9/12 - 15/12 og 16/12. Se mere her: http://www.ibk.dk/juletog/


Der er købt mange juletræer - blandt dem gemmer sig en nisse, som passer på sin eget juletræ!

Klar til afgang fra Rubjerg - fyldt med folk og træer. Der hænger hyggelys tændt under taget

Bakken forceres i fin stil, trods det store læs træer

Da7 køres til toget, så vi er klar til næste tur

På Brandhøj mødes vi med et fyldt tog med M25 foran

Alle mand ombord - toget kommer snart

Sidste tog hjem foregår i skumringslys.

torsdag den 29. november 2018

Torsdagsbilledet #183

Juletoget på vej retur med vognene fyldt af juletræer og juleglade rejsende den 12/12-2010
Vi nærmer os igen tiden for juletog og som altid bliver det spændende om der kommer sne. Statistikken er ikke helt på vores side efterhånden, men for 8 år siden lå der det fineste, hvide sne og solen skinnede flere af vores køredage. Det ville nu være ret fjong, hvis der kom et lille, hvidt drys.

Se mere om årets juletog her:http://www.ibk.dk/juletog/
M24 holder klar med juletoget til afgang. Det bliver desværre ikke M24, der kører i år - men M25 er klar til at tage over!

Turen over sletten er som altid flot. Rubjerg ses under dampfanen!


mandag den 26. november 2018

Nyt fra maskinafdelingen #46-18 26/11:





På denne første frostkolde arbejdsmandag, hvor graderne pludselig var faldet til de minus 3-4 stykker, så var det lækkert med opvarmede værksteder. Jeg skulle dog ud for at gøre vogne og lokomotiver klar med tjenestekøreplaner og andet og syntes det var koldt! Juletoget kører jo på lørdag, så alt skal være klart inden. Andre får travlt i løbet af ugen med at få både M25 og Da7 fuldt klargjort til de travle weekender med juletog inden juleaften.

Inde i varmen sad Bjarne og Jan og sikrede de genmonterede plejlstangslejer med tråd. Det er noget af et pillearbejde! Per fik adskilt og gennemgået vandpumpen og derefter afrenset huset, så det kan få en frisk omgang maling. Niels arbejdede videre med opstillingen til samling af fløjten til Superfos-loket. 
I snedkerværkstedet gav Martin håndlisterne de sidste udskæringer, før Erik gav dem en omhyggelig afpudsning. Carsten og Kjeld har givet den gas og har nu fået monteret alle de nye tagstolper på C523 og desuden udskåret en masse beslag. E28, der forleden fik begge de 100 kg tunge bundplader lagt i batterikassen, fik denne aften en nylakeret førerstol – som Hans havde givet en masse omgange lak hjemmefra. Jeg fik afrenset og malet rammen på den bogie, som er under renovering. 
Så vi fik da alle arbejdet os varme og fliden var stor blandt de 10 fremmødte medlemmer. Flittige havde byggefolkene også været. Om morgenen stod der ingenting på pladsen, men om eftermiddagen havde de rejst alle stolperne på fundamentet til den nye stald. Imponerende indsats.

Alle stempler er igen på plads i B&W-motoren fra D10. Her monteres sikringstråd

Vandpumpen fra D0 får også en renovering

E28 er nu forsynet med fint, nylakeret træsæde - fra Hans´s havestue :-)




Den sidste stolpe rejses og svejses. Erik og Martin kan nu begynde planlægningen af tagbygningen på C523


Den istandsatte bogie-ramme får en omgang sort
Om morgenen kun et fladt fundament, om aftenen stod hele rammen af den nye ridestald klar!