Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 7. maj 2020

Nyt fra maskinafdelingen 29/4 og 6/5

Onsdag den 30/4 trak Bo, Carsten og jeg B2 til Brandhøj. Vi ville have haft B3 (Sukkergris) med tilbage på gården, men der stod nogle paller i sporet i opbevaringshallen som ikke muliggjorde dette. Det fik Bo, Lars og jeg så rådet bod på i går, hvor vi kørte til Brandhøj med M24 og M12 med Storebæltsvognen for at flytte pallerne. Imens havde Carsten og Jan ryddet det midterste spor i værkstedsremisen så B3 kunne stå der.
Da 7 med B2 under ophold på Sølund

B2 blev også flyttet rundt, så den kunne komme rigtig på plads i hallen

B2 har overtaget pladsen efter B3
Toget med M24, B3, Storebæltsvognen og M12 klar til afgang fra Brandhøj


B3 i værkstedet


onsdag den 6. maj 2020

Torsdagsbilledet #225

I 2002 var både M 24 og No 3 under restaurering. En sommerdag var begge maskiner henstillet i vognhallen og kunne, hvis man betragtede dem fra en bestemt vinkel, med lidt god vilje se ud som et gråmalet damplokomotiv med et meget moderne førerhus. Heldigvis er al tvivl i dag borte. No 3 er et velkørende damplokomotiv med ny kedel og M 24 er også relativt velkørende lokomotiv - endda med en nyrepareret reservemotor på lager.
Nils Bloch fotograferede No 3 og M 24 i vognhallen i 2002 i selskab med B 3. Både M 24 og No 3 er i dag driftsklare og B 5 er flyttet til opbevaringshallen for tryg henstilling indtil den en dag forfremmes til renoveringsprojekt.

mandag den 4. maj 2020

Nyt fra maskinafdelingen #18-20 4/5:


Vi ved fortsat ikke hvornår vi kan køre togene frem, men gør alt hvad vi kan for at kunne være klar

Der begynder at summe rundt på Gården efterhånden som forventningerne om lidt mere genåbning nærmer sig. Dog oversteg vi ikke de 10, idet vi denne aften var 8 mand spredt godt rundt på alle værksteder, I motorværkstedet arbejdede Carsten videre med samling og montage af dele på M30´s motor. Vippetøjet er nu monteret og skal justeres. Jan færdigsamlede M25 efter den renoverede brændstofpumpe er kommet på plads. En testtur med last gennemføres snart. Og nu kan M25 også køre premiereturen ud ad det nylagte spor, hen over klargøringsgraven! Lars O. og Peter arbejdede på bogierenoveringen og fik afdrejet lidt skævhed på det ene hjulsæts søle. Udenfor i det gode vejr gik Steen i gang med at adskille ”badekaret” fra Aalholm i mindre dele, så området kan fremstå pænt, når sæsonen går i gang. Hans Henrik fik monteret en lille brandslukker på M28, så den overholder forskrifterne.
Ude ved Superfos-lokomotivet fik Benjamin tilpasset en ramme rundt video-skærmen og jeg fik boret og isat nitterne. Før det fik dampskyen en hvid bemaling, så det nu endnu mere ligner et lokomotiv på farten. Klargøringen af materiellet er godt i gang og Da7 er nu godkendt efter gennemført kedeleftersyn af vores eksterne inspektør. Materiellet er klar til drift – men er verden? Vi ved det stadigvæk ikke og afventer i spænding hvilken udmelding der kommer ved regeringens næste pressemøde! Det kan betyde at vi skal foretage en del forberedelser og kan vi nå det til den 17. maj? - eller må vi udskyde starten til vi er helt sikre på alle risici er håndteret på forsvarlig vis.


Ventilerne er på plads og klar til justering

En lille, praktisk brandslukker har fået plads i "styrerummet" på E28

På roebanehjulsættet får sølerne og resten af akselenden en let afdrejning

Sandkassen på vej retur i M25 efter brændstof-
pumpen er repareret og igen monteret

Badekaret fra Aalholm bliver nu sorteret i brugbare og ikke-brugbare dele

 
Dampfanen på Superfos har nu fået en hvid bemaling
Vinduet til skærmen omkranses af en vinduesramme.
Adgangen til værkstedet har lige fået den store tur af vores områdesmukkeserings-Duracellkanin :-)

søndag den 3. maj 2020

Nyt fra Bafd 02-05-2020

Lørdagens arbejdshold i baneafdelingens gjorde klar til dagens arbejder mens mørke skyer trak sammen over Hedehusene. Resultatet udeblev ikke: En kraftig regnbyge trak i løbet af en times tid over Hedehusgård. Regnen blev til sidst så slem, at vi trods regntøj måtte krybe i ly.
Mens regnen væltede ned, kunne vi bl.a. beundre den færdigrestaurerede Maribo-trækbuk. Flot arbejde af vennerne fra maskinafdelingen.

Igennem ugen er vandkran, kulbænk, sporstopper inkl. skilt og et par trækbukke afrenset, grundet og malet.
Regnen varede heldigvis ikke længe, og de 6 mand på baneholdet kunne tage fat på dagens opgaver.  Vi arbejdede i flere hold, hvor vi bl.a. klarede justering og understopning, komprimerede bund i klargøringsgruben og fordelte flisegrus, hentede materialer og soignering af området omkring slyngelkrogen. Efter frokosten var det tid til den sidste justering af gruslaget og lægning af fliser. Ved designet af klargøringsgruben havde vi taget højde for flisebelægningen og det var rart at se, at fliserne passede alle steder. Fliserne er fra en donation vi tidligere har modtaget og når først underlaget er gjort klart, er det forbløffende så hurtigt selv en halvkompliceret belægning kan afsluttes. Resultatet af arbejdsdagen blev derfor en næsten færdig eftersynsgrube med flisebelægning og et forbindelsesspor til den lille remise, der nu kan befares med forsigtighed.
Gruben er justeret og understoppet. Steffen justerer stabilgrus inden det komprimeres med pladevibrator.

Steen fortsatte arbejdet med at etablere bjælkeovergang. Det nye sporforløb har givet en meget blødere kurve ind til den lille remise.
Klargøringsgruben er fuldt flisebelagt og placering af de langsveller, der skal udgøre kanten på gruben forberedes.
En af fordelene ved at arbejde på Hedehusgård, er at værksteder og kollegaer fra maskinafdelingen er lige i nærheden. Både Bo, Gert, Carsten, Hans-Henrik og Jan kom forbi og bidrog med fx fremstilling af stålvinkler, fliselægning og opmuntrende bemærkninger.

Med fridag på fredag (Store Bededag) er der formentlig arbejdshold på banen både fredag og lørdag. På programmet står klargøring af banen til kørselssæsonen og færdiggørelse af klargøringsgrube og ballastsupplering.

torsdag den 30. april 2020

Torsdagsbilledet #224

Denne uges torsdagsbillede er af FJ IV (Krauss 5599/1907). Lokomotivet er netop kommet ud i dagslyset fra sin plads hos gårdejer Torben Juhl via et midlertidigt spor, der viser hvor nøjsom og fleksibel et industribanelokomotiv skal være. Torben købte lokomotivet i 1973 fra Faxe Jernbane og satte maskinen i køreklar stand. I 1992 kom lokomotivet til Hjerl Hede som hastigt indkaldt nedbrudsreserve for banens Henschel-lokomotiv.
FJ IV er bakset ud af maskinhallen og venter nu på kran, blokvogn og rejsen nordpå til Hjerl Hede. Foto: Niels Peder Pedersen, 1992.

mandag den 27. april 2020

Nyt fra maskinafdelingen #17-20 25 + 27/4:



Den gamle esse får varmen at føle en sidste gang...


Lørdagens bygningsdag var jo desværre aflyst af Corona-krise, men 3 mand i Mafd mødte frem og fortsatte arbejdet med oprydning i remisen, der trænger efter at Superfos-lokomotivet er kommet ud og det er lettere at rydde gulvet. Det gode vejr fik os dog osse udendørs. Et stort behov for at få afsat en stak paller, ledte os over i Bedford-hjørnet hvor det gamle esse-bord har stået ubrugt i herrens mange år. Det blev derfor lørdagens store opgave at få det hugget op og borttransporteret - sammen med en masse afklippede grene - med Baneafdelingens hjælp. Bagefter blev jorden planeret og et par gamle dørkplader blev lagt. Så var der fin plads til en bunke paller. Bagefter blev hele gulvet og skinnerillerne rengjort og der blev plads til at M30 kunne komme over i spor 3. Flot ser det ud. 

Bordet i små dele sammen med andet skrot og grene fra hjørnet.



Nyt pallelager taget i brug

Vi fik også flyttet den gamle træ-tipvogn over på de nye skinner Bo har fremstillet.

Det arbejde fortsatte Carsten og Bo denne mandag, hvilket efterhånden efterlader en del i skrotdyngen. Inden da havde Peter og Bo fyret Da7 op og kørt en prøvetur ud til Brandhøj. Da7 er således klar til at køre, så nu mangler vi blot at der kommer styr på Coronaen til den 17. maj… Bagefter smeltede Peter hvidmetal ud af de gamle glidelejer på den boggie, der nu skal restaureres. Hans Henrik fik malet delene til sporskiftebukken til den lille remise, så den også snart kan komme på plads igen. Carsten fik også skilt vippetøjet på M30´s motor, så de slidte flader kan blive sendt til slibning ude i byen. Jeg savede bl.a. en dampfane og arbejdede med baglygten, så Superfosen også snart ser køreklar ud… Således var vi 5-6 mand på værkstederne denne aften.
Da7 ryger stille, hjemvendt efter vellykket prøvetur. Så er den klar til sæsonen. Men er sæsonen klar?

De to hjulsæt blev også afrenset i klørdags og nu kan lejerne adskilles og ..
hvidmetallet blive smeltet ud og genbrugt



Sporskiftebukken fik en sidste gang maling.

Superfos med dampfanen højt

Arbejdet med at "levendegøre" Superfos-lokomotivet er kommet et lille, men synligt skridt videre...




søndag den 26. april 2020

Nyt fra Bafd 25-04-2020

Banens traditionelle bygningsdag var aflyst på grund af corona-forholdsreglerne. I stedet blev der arbejdet på spor og materiel som normalt i corona-tiden. Holdet i baneafdelingen bestod i dag af seks mand, der igen arbejdede foran den lille remise med spor og klargøringsgrube.  
Steen lasker sporet, så den lille remise igen er forbundet med resten af HVBs spornet.
Med sammenlaskningen af sporet blev den sidste, nøjagtige justering af svellekonstruktionen i eftersynsanlægget foretaget. Steffen og Claus klodsede svellerne op og skinnerne skruet på de øvre, langsgående sveller med klemplader og franske skruer. Da azobetræ er særdeles hårdt, blev der boret for, men alligevel led skruerne under iskruning og flere knækkede. De langsgående sveller blev herefter fastgjort til de underliggende tværsveller med stålvinkler og flere skruer. De nærmest beliggende sveller omkring  eftersynsgruben blev fastgjort med normale spigr.

Sideløbende fik Lars og Søren udskiftet træktømmeret i sporskiftet ved drejeskiven og hjulpet med mindre transportopgaver for maskinafdelingens oprydning i hjørnet ved værkstedsremisen. I hjørnet lå i 1990'erne den såkaldte 'Bedfordpark' (opkaldt således fordi en bænk i hjørnet var fremstillet af bagsmækken fra en Bedford-lastbil), der var et yndet sted for medlemmer at nyde en øl før/under/efter arbejdsdagen.
Lars og Søren får lempet to nye azobesveller i skiftet ved drejeskiven. Skiftet er naturligvis nu fuldt funktionsdygtigt igen.

Opmalingen af trækbukke til sporskiftebetjening har bredt sig fra vognhalsbanegården til de øvrige skifter på Hedehusgården. Hans fik renset og grundet flere i løbet af dagen, ligesom han fik ryddet bevoksning omkring Gram-motorvognen.

Skinnerne er skruet fast i de langsgående sveller. Formålet med eftersynsgruben er at skabe et sænket område, hvor eftersyn og klargøring af damplokomotivernes gangtøj kan foregå i relativt bekvemme arbejdsstillinger. Området bliver omkranset af en svellekant og bunden af gruben flisebelagt.
Steen påbegyndte arbejdet med at fremstille en ny bjælkebeklædt overgang over sporene til erstatning af den gamle fliseovergang. Bjælkeovergangen bliver lidt bredere end den gamle for at lette kørslen med sække- og pallevogne.

Arbejdsdagen sluttede med fordeling af stabilgrus i bunden af gruben om på det omkringliggende areal. Næste lørdag fortsætter arbejdet med justering og befæstelse af området.

torsdag den 23. april 2020

Torsdagstegningen #223

Under en nylig oprydning kom den første arbejdsskitse til banevognen frem fra gemmerne. Mange af ideerne fra vognens tidligste designfase er kommet til udførelse. Sidedør i værkstedsenden og bremse på begge bogier blev det dog ikke til. Vognen opstod på grundlag af to radiokarosser fra forsvaret.
Banevognen som ideskitse. Målene er undervejs i designfasen ændret en smule. Tegning: Søren Hein.
Banevognen er i dag et uvurderligt aktiv, når der arbejdes langs banestrækningen. Den fungerer som transport, velfærdslokale, værksted, værktøjsopbevaring og laver strøm til både elværktøj og kaffemaskine.
Banevognen på Sletten i 1999. Flot nymalet og endnu uden rækværk på endeperronerne.

mandag den 20. april 2020

Nyt fra maskinafdelingen #16-20 20/4:


Superfors-lokomotivet på sin fremtidige plads foran ASEA EL-lokomotivet fra Rørdal Kridtgrav


I lørdags blev Superfos-lokomotivet kørt ud i museet og med donkrafte sænket ned på 785mm sporet og placeret lige foran ASEA-lokomotivet. Således kan de to Aalborgensere fremover stå og snakke om de gode gamle dage i Nr. Sundby og omegn. Mon ASEA er lidt misundelig over naboen flotte udseende. Måske vil det samme overgå den en dag?! Jeg fik puslet lidt om loket og trukket et el-kabel dertil. Det skal forsyne al det interaktive, som nu skal indbygges og levendegøre lokomotivet, så nutidens unger måske kan få en fornemmelse hvordan det er at stå i førerhuset for at passe fyr, haner og styring i et damplokomotiv.

Peter stod foran værkstedet og sammen med Bo fandt han de bogier, der skal renoveres og dem, der blot kan anvendes til værkstedsbrug. Til formålet var gravemaskinen kørt frem, så opgaven blev lidt lettere. Damprenseren kom derefter i brug, så der er knap så meget olie og gammelt skidt på bogien, inden den kommer indendørs. Hans og Lars O. arbejdede videre med istandsættelsen af trækbukken til den lille remises sporskifte og Steen fik sandblæst et par stumper til en trolje. Carsten gav værkstedet den stor oprydningstur efter Superfos-loket er kommet ud og derfor efterlader tomme pallerammer og en masse skidt… Bo fortsatte med klargøringen af Da7 og vi kan jo kun håbe på, at vi får mulighed for at køre det første tog søndag den 17. maj. Derimod er vores traditionsrige Bygningsdag den 25. april aflyst og udsat til bedre tider. Man er dog meget velkommen til at udføre klargøringsopgaver på egen hånd. Tal evt. med Steffen. Således var vi, Corona til trods, 7-8 mand spredt godt rundt på Gården. /Leif


Bo har nymalet sikkerhedsventilerne på Da7

Bogie-udvælgelse: Hvilke skal renoveres og hvilke blot være til værkstedbrug


En udvalgt får den store tur med damprenseren
Aftenstemning i solskin. Tipvogne med ballast til sporombygningen foran den lille remise.

Et par nye huller i dækpladen til trækbukken foran den lille remise

Serviceringspladsen foran den lille remise er fortsat under etablering. Det går rask fremad med opgaven.

søndag den 19. april 2020

Nyt fra Bafd 18-04-2020

Det er efterhånden blevet normalt, at 'Nyt fra Baneafdelingen' ikke længere kun er en beretning om hvad der er foregået på den traditionelle hovedarbejdsdag lørdag, men også om aktiviteterne i løbet af ugen. Igennem denne uge er er der bl.a. afrenset, grundet og malet skiftetræk, ligesom sporskifterne på vognhalsbanegården er opsmurt. Samtlige laskebolte i sporene foran vognhallen, hvor vi endnu ikke har skiftet sveller, er endvidere smurt med WD40, så de bliver lettere at løsne, når tiden kommer.
Nymalede trækbukke på vognhalsbanegården. M 12 med transporten af Superfos nr 2 gør et kort ophold fra at tjekke maskinens placering på deploriderne i kurven ind på sporviften. I baggrunden holder Benjamin og Claus pause i udjævning af muld for at beundre synet. Foto: Lars Lützow.

Desuden er den gamle trækbuk til skiftet til den lille remise nu under en gennemgribende restaurering. Et hold fra maskinafdelingen har kastet sig over bukken, der i øjeblikket er adskilt i enkeltdele, sandblæst og grundet. Trækbukken er af typen fra Maribo Sukkerfabrik og kan derfor let være over 120 år gammel.

Lørdagens opgaver var placeret foran den lille remise: fortsættelse af arbejdet på eftersynsgrube og justering af spor.
Gravemaskinen klar til at færdiggøre udgravningen til eftersynsgruben. Superfos nr 2 klargøres til transport og Benjamin er i gang med understopning med trykluftspaden.

Hullet til gruben er færdigt og et lag grus vibreres for at sikre et godt underlagt for svelleunderbygningen. M 25 venter tålmodigt på at komme ud og køre tog. Steen fører pladevibratoren med kyndig hånd.

Selvom vi er en veteranbane, kan vi godt benytte os af moderne hjælpemidler. Her er Steffen og Benjamin ved at justere spor ved hjælp af laser.

Mens D 10 fra Vandbygningsvæsenet er på vej ind i værkstedsremisen er Kenneth og Lars ved at forberede skinnerne til sporet ved eftersynsgruben. Sporet lægges på en kombination af tværliggende standardsveller og langsgående azobesveller rejst på højkant.

Vi blev ikke helt færdige med sporet og gruben, så M 25 må finde sig i at være spærret inde endnu en uge. Til gengæld er sporforbindelsen mellem spor 1 og drejeskiven understoppet, ballastsuppleret og arealet er ryddet, så tværgående trafik nu kan foregå helt uden bøvl.

Fra en læser af bloggen har vi fået en opfordring til at vise lidt billeder af valsemærkerne på skinnerne foran den lille remise. Det er en opfordring vi naturligvis gerne efterkommer.
17,5 kg/m skinne med valsemærke fra 'Blaenavon Steel 1886'. Blaenavon ligger i Wales og har en lang industrihistorie og er i dag hjemsted for National Coal Museum.

17,5 kg/m skinne med valsemærket 'N E S Co  Ld Mbro 1895'. Romertal 3 før årstallet betyder sædvanligvis 3. måned i året, dvs. skinnen er valset i marts 1895. Valsemærket tilhører formentlig North Eastern Steel Co med højovne og valseværk Acklam Works i Middlesborough, men der skal nok forskes mere...