Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 10. februar 2020

Nyt fra maskinafdelingen #06-20 10/2:



Skorstenen tilbage på rette plads på Lange Maren


I lørdags fik Carsten og Bo monteret den ene stempel og skorstenen på Lange Maren, så hun ikke skal stå så nøgen uden… Denne aften fortsatte vi med arbejde på Superfosmaskinen; Carsten fik afmonteret fjedre og skåret gevind op dertil. Steen gik så udendørs amok med den roterende stålbørste. Der blev afrenset de tre fjedre, en bremsetravers og de to hylder fra over forhjulene. Jeg fik det meste grundet sidst på aftenen og inden da havde begge hjulsæt fået anden omgang maling. Jan samlede inddækningen ved styringen, så den er på plads igen og Hans fik afrenset en bremsehænger. Kenneth arbejdede på en holder til filtet, der skal bruges til glidelejerne. Peter og Lars fik færdigtilpasset den nye kile til krydshovedet på No3 ved brug af fil og mærkeblåt, så den nu sidder fint på sin plads.

Gert omhældte cylinderolie fra en 200 l tønde til de små dunke – en øvelse, der er noget sværere i koldt vejr – men tønden står i vejen, så det skulle gøres…  

Hans fik også sammen med Kjeld udført reparation af den store støvsuger, der stod af forleden under rengøring af Lange Maren. Med hovedet i malerbøtten fik jeg ikke noteret det hele og med 13 mand fremmødt, så skete der nok en del. Et hold fik vist også sørget for kaffe og snak i Damp á 😊 Jeg talte til 13 mand på Gården denne blæsende aften. /Leif
Der filen med nænsomhed

Radius tjekkes løbende

- og så er kilen på plads rette sted!

Grundig afrensning af hylde og andre dele fra Superfos-lok

Gevind skæres op til fjederbeslag og De afrensede dele grundigt grundet

Hjulsæt klar til at blive sat på igen, når filtpuderne er klar


Støvsugeren får en grundig rep.
Støvsuger klarmeldt 
- tid til sandblæsning af en bræmsehænger



søndag den 9. februar 2020

Nyt fra Bafd. 08-02-2020

Efter ilægningen af de sidste sveller i projektet fra veterantogspuljen var det i dag tid til at fjern gamle sveller langs strækningen. Vejret var dejligt og et hold på 7 mand var mødt friske op til opgaven.
Lars placerer forsigtigt en grabfuld gamle sveller på et sæt deplorider.

Vi kørte til Brandhøj og hentede et sæt deplorider og fortsatte derpå til Flintebjerg, hvor et mindre antal udskiftede sveller blev samlet op. Herefter gik turen videre til Rubjerg, hvor et større antal sveller ventede. Ved siden af arbejdet med at samle sveller op, fik vi siderettet sporet langs perronen og ryddet en del buskads på vestsiden af stationen.

Da vi havde samlet størstedelen af svellerne op, tog Hans, Jens og Steen til Brandhøj og begyndte at flise en del gamle afskårne grene op. Grenene har i alt for mange år ligget som rodede bunker på græsfladen modsat vognhallen. Nu forsvinder de efterhånden.
Steffen og Benjamin sikrer de høje læs af gamle sveller med stropper.

Med de sidste sveller fjernet fra arealerne omkring Rubjerg og forsvarligt læsset på deploriderne, kørte vi med banetoget til Brandhøj og M 12 returnerede straks til Rubjerg for at hente svellerne. Vel ankommet til Brandhøj med svellerne holdt vi kaffepause, da også flisningen på det tidspunkt var overstået.
Svelletransporten er nået til frem Brandhøj. Svellerne er nu rangeret på plads og afventer nu at vi får en aftale i stand om afhentning.

De to næste lørdage foretager vi justering og understopning af de svelleudskiftede strækninger.

torsdag den 6. februar 2020

Torsdagsbilledet #214

Sølund Station, ca. 800 m fra Hedehusgård er den første mellemstation på strækningen mod syd. Her i 1983 har den dog rollen som endestation. Stationen leverer på billedet en fin stemning: Der er både stationsskur, hensatte tipvogne og arbejdsvogne tilhørende baneafdelingen.
Sølund Station 1983. Stiller man sig idag, 37 år senere, på samme sted, er bevoksningen en helt anden og trafikken på stationen også forandret. Nu er det kolonihaverne, der leverer passagerer. Sølund er ikke længere endestation, men håndterer stadig krydsninger, primært når vi har særarrangementer med tre tog i drift. Foto: Nils Bloch, 1983.
Der foregår med garanti hårdt arbejde udenfor billedets kant til højre. Det bliver spændende at se lidt nærmere på det i et senere torsdagsbillede.

mandag den 3. februar 2020

Nyt fra maskinafdelingen #05-20 3/4:



Som den så ud i drift: "Saxkøbings B2 (Lange Maren) får suppleret sin beholdning af briketter
inden afgang fra sukkerfabrikken  med et tog læsset med roeaffald."  Foto: Svend Jørgensen


Denne aften var det Maskinafdelingens tur til at holde møde, så det var kun malermester Klat (aka Redacteuren), der kom lidt tidligere og gik noget senere, som fik malet hele undervognen på Superfos-lokomotivet en anden omgang. Der var dog også en del folk, der lige skulle se til Lange Maren, der ankom i onsdags. (se indlægget her >) 
Den skal lige have en grundig overhaling inden den kan blive trukket ud til opbevaringshallen på Brandhøj. På billederne kan man se de brandskader, den i sin tid blev udsat for da teglværkets lade i Blovstrød, hvor lokomotivet var anbragt sammen med bl.a. et Triangel motorvogn, brændte i 1991. Da Lange Maren stod yderst, kom der kun brandskade på den ene side, mens farven er intakt på den anden. Det er et spændende lokomotiv, som fortjener at blive passet godt på.




Højre side har stadig maling og "B2" står der endnu på siden
Den venstre side er helt malingsfri og pladerne på vandkassen bulet. Skorstenen faldt af for en del år siden, da pladerne på røgkammeret er blevet grundig tæret - men vi har fået den med læsset, så den kan blive monteret igen.
 På Mafd-mødet skulle de 18 fremmødte gennemgå status på årets opgaver og fastlægge planerne for hvilke arbejder, der skal prioriteres i 2020 – og fremover. De reviderede planer skal nu godkendes på GF20 – den 7. marts – så vi har en plan! Vi fik også talt om projektbeskrivelser – som afdelingen fremover vil bruge mere tid på inden et nyt projekt kan sættes i gang. Det skal medvirke til en bedre prioritering og udnyttelse af vores begrænsede plads i værkstedsremisen. Da vi jo er så ualmindeligt privilegerede at der er startet så mange nye folk, så må vi alle gøre vores bedste til at der er gode opgaver til alle at gå i gang med! 

Livlig diskussion under og efter "Evt." Med 18 fremmødte, måtte også ståpladserne tages i brug!

Bagerste banerømmer er også kommet af og den fik en grundig
 rustafrensning i onsdags, så der kunne blive fint malet 



søndag den 2. februar 2020

Nyt fra Bafd. 01-02-2020

Med et vejr, der skiftede fra strejf af sol, til overskyet og pletvis regn, var det en arbejdsdag, der krævede fornuftigt tøj. Det har vi heldigvis masser af og efter klargøring af arbejdstogene, var vi hurtigt fremme ved arbejdsstedet og i gang med arbejdet.
Med stor rutine forløber arbejdet som en leg. Her er Kenneth i maskinen sammen med Hans og Lars i gang med svelleudskiftningen, mens Steffen og Benjamin slæber spormål.
Under en af svellerne havde denne lille vandsalamander søgt ly. Den blev bragt ud af arbejdsområdet og placeret i mellemrummet under nogle sten.

Dagens arbejdsopgave var at lægge de sidste 58 sveller, der indgår i vores svelleprojekt fra veterantogspuljen, i sporet nord for Rubjerg. Arbejdet inkluderede også en ombygning af overkørslen med montage af beskyttelsesskinner. Med et erfarent hold på 7 mand bestående af Benjamin, Hans, Steen, Kenneth, Lars, Steffen og Claus en ikke uoverkommelig opgave. Dagen sluttede da også med, at vi forlod arbejdspladsen med alle 58 nye sveller i sporet og overkørslen ombygget.
Steffen slår spirg i svellerne. Hedeland er trods tidlige forårstegn stadig til den gråbrune side.

Kenneth som maskinfører og Benjamin som håndmand er i gang med at pille overkørslen op. I baggrunden arbejder Lars, Hans og Steen med optrækning af spirg.
Overkørslen er klar til spigring og flere sveller udveksles. Claus skal i gang med at tildanne beskyttelsesskinner til overkørslen. De blev fine til sidst. Foto: Steen Larsen.

Overkørslen er færdig og vi sikrer et plant vibreret stiforløb, hvor vi har gravet. Mens Lars betjener pladevibrator, jævner Hans de sidste ujævnheder med rive. Steffen er i gang med oprydningen.
Steffen og Benjamin kører i forvejen mod Brandhøj. Så kan de nå at rangere på plads i opbevaringshallen, inden banetoget tager dem videre nordpå til Hedehusgård.

torsdag den 30. januar 2020

'Lange Maren' ankommet til HVB

Onsdag ankom en transport til Hedehusgård Station. Damplokomotivet B 2, også kendt som 'Lange Maren', fra Sakskøbing Sukkerfabrik er fremover sikret husly på HVB. Lokomotivet er ejet af Dansk Jernbaneklub og har senest  befundet sig på Bloustrødbanen, der dog ikke har haft mulighed for at opbevare lokomotivet indendørs. Derfor har DJK og HVB lavet en låneaftale, der sikrer lokomotivet indendørs opbevaring på HVB. På den måde samarbejder foreningerne om at bevare lokomotivet for eftertiden.

Et kombineret hold fra Bloustrødbanen og HVB stod for forberedelserne, last og aflæsning. Tak for godt samarbejde!
Transporten er ankommet til Hedehusgård. Foto: LLZ.

Blokvognen bakker ned mod spor 3 for aflæsning. Foto: LLZ.

"Så er den lige ved at være der!" B 2 nærmer sig spor 3. Foto: LLZ.

Oprangeret efter nummerorden: Forrest er B 2 på vej ind i værkstedsremisen, M 3 skubber bagpå. Foto: LLZ.
'Lange Maren' har nu skiftet tilværelsen under en pressening ud med et varmt og tørt værksted. Der får hun en gennemgribende rengøring og inspektion, inden hun nænsomt rangeres til opbevaringshallen på Brandhøj Station. Der vil hun, sammen med en masse andet historisk materiel, vente i tryghed på den dag, hvor hun evt. kan få en bedre eksponering.

Torsdagsbilledet #213

Torsdagsbilledet er tilbage! Efter en pause er der nu igen mulighed for tilbageblik på Industribaneklubbens aktiviteter i Hedeland og andre lokaliteter rundt om i landet. Det er Nils Bloch, der har været i arkiverne og fundet en række spændende billeder frem. Vi starter med et klassisk fotografi af et persontog på vej ud i Hedeland.
HVB M 25 på vej fra Hedehusgård Station til Sølund i 1983. Vognene er C 260 og C 379. Mens C 260 allerede var ombygget til personvogn i 1977 var C 379 ombygget så sent som året før. Foto: Nils Bloch, 1983.
Vi vender tilbage til persontoget i et senere torsdagsbillede. Først skal vi nemlig se lidt nærmere på anlægsaktiviteterne på Sølund Station. Men du må vente til næste torsdag...

mandag den 27. januar 2020

Nyt fra maskinafdelingen #04-20 27/01:


Der males med rød, grøn- og metalfarver, der samles klokkeværk og der skæres stål. Bag Superfos-loket saves der til monitor og der slibes og tilpasses dele på Vildmosen og meget andet. Herlig travlt i værkstedet


Efter lørdagens møder i Bygningsgruppen og Baneafdelingen, så kørte banefolkene ud og Maskinafdelingernes fremmødte fortsatte arbejdet på værkstederne. Delene til M30 er ankommet, så Carsten satte snedkerværkstedets varmeblæser, så motorblokken blev opvarmet og cylinderforingerne smidt i fryseren, så de kunne blive lidt nemmere at få monteret. På Superfos-maskinen blev det sidste af undervognen og forreste hjulsæt afrenset og rundet, så det hele var klar til mandagens indsats.

Da mandagens arbejde sluttede – sent, så var der malet rødt hele vejen rundt og hjulsættets eger var røde. Der blev også malet grønt, til dåsen var tom. Hans Henrik fik givet mange af de små dele et andet lag, mens Jan fik afrenset og malet et par af driv- og kobbelstængerne. I førerhuset og på snedkerværkstedet fortsatte Martin og Erik med bygning af monitorkassen og Kjeld rettede trin op til førerhuset. Peter, Bo, Lars og Kenneth arbejdede omkring No3. Bo sleb den ene aksel til drivstangen i venstre side. Den havde en tiltagende oval form og havde fået ridser. Der skulle derfor slibes lidt 100-dele, så den blev rund og jævn. Det er et tålmodighedsarbejde, men det blev godt. Samme med den kile til krydshovedet som Peter fik fræset og Lars slebet til. Der skal også bruges en millimeterskrue til at måle præcist. Per fik samlet det sidste på baneklokken fra Ringsted St. og den ser ud til at spille. Dog mangler selve klokken – ærgerligt nok! Hans og Steen har taget en opgave med at sætte skik på banevognen, så der både bliver malet og ryddet op. Hans brugte i første omgang aftenen på at måle op og lægge planer. Lars O. skar jern op, men jeg fik da ikke spurgt hvad det skulle anvendes til – det får jeg nok at vide næste mandag. Med hovedet nede i malerbøtten, så fik jeg ikke fat i det hele, og med 14 mand på Gården var der nok at holde styr på. /Leif
Udskæring af stålplade til ?


Udskæring af træ som vinduesramme til monitor
Finpudsning af aksel med slibebånd og boremaskine


Sølvmaling af gangtøj

Maling af undervogn - hele vejen rundt
Resultatet af aftenens malertjans. Lokomotivprojektet begynder at tage form

søndag den 26. januar 2020

Nyt fra Bafd 25-01-2020

Lørdag d. 25. januar startede dagen på Hedehusgården med afholdelse af aktiv møder i Baneafdelingen og i Bygningsgruppen, som vi fremover vil benævne denne. Der var omkring 10 fremmødte til begge møder, og der blev livligt debatteret muligheder for udvidelse af værkstedsremisen, etablering af vaskeplads samt ombygning af Hedehusgården mht. spor og perroner. Resultatet var et opdateret arbejdsprogram og etapeplanlægning, som herefter skal godkendes på vores generalforsamling i marts.

Efter møderne kørte vi 4 mand ud til arbejdsstedet ved Rubjerg, hvor vi fortsatte med svelleudveksling. Vi fik udvekslet de sidste sveller i kurven mellem Rubjerg og Lergraven og fik læsset de gamle sveller på deplorider.

På lørdag fortsætter vi svelleudvekslingen i kurven nord for Rubjerg, og når dette er afsluttet samt sporet er justeret, kan vi afslutte vores Trafikpuljeprojekt, der har forløbet over 2½ år og omfattet knapt 1500 sveller.

Steffen

Steen og Lars udveksler sveller

Et kig tilbage i kurven hvor vores trofaste lokomotiver holder

Arbejdet er ved at være overstået, og de gamle sveller ligger
pænt stakket ved siden af sporet, klar til læsning.

Et af klubbens medlemmer har formentlig fået en drone i julegave. I hvert fald blev det til et par smukke fotos fra en
usædvanlig vinkel, og hvor man samtidig kan se hele svelleudvekslingsprocessen, der arbejder sig fra højre mod venstre. Transportvognen til gravemaskinen anes yderst til højre (HHS)

Endnu et smukt oversigtsbillede. Lige til venstre for den sorte sti i midten af billedet ligger nye sveller klar langs
med sporet, i alt 58 stk. Den tager vi fat på lørdag (HHS) 

tirsdag den 21. januar 2020

Nyt fra maskinafdelingen #03-20 20/01:


Martin og Erik i gang med opmåling af plade til monitorkassen. 
I forgrunden afrenser Jens krydshovedet, så det bliver maleklart.




I lørdags fik Carsten og Anders givet Superfos-lokomotivet den store tur med varmtvandsrenseren, så både sider og forreste hjulsæt var derfor klar til grundig afrensning af de sidste sager, det varme vand ikke fik bugt med. Meget af aftenens indsats gik derfor igen til Superfos’eren; Ny mand på holdet er Jens, der gik på en afrensningsopgave ved krydshovedet med krum hals og jeg fik afrenset forreste hjulsæt, så det snart er klar til grund- og slutmaling. Den højre side fik også grunder, så den nu er maleklar. Kenneth gennemgik de store glidelejer fra begge hjulsæt; Martin og Erik fortsatte opgaven med at bygge en monitorkasse til strækningsfilm. Carsten og Steen fik rettet forreste banerømmer op i pressen, og inden da havde Steen og Lars fået monteret spejl på minigraveren, så der bliver bedre overblikved skovlen. Lars O. fortsatte med at bygge fjederkurve til den nye serie bogier. Peter arbejdede på at færdiggøre pakningsskiftet på Vildmosen og fremstilling af en ny kile. Per og Hans samlede det gamle stationsurværk, så det bliver spændende at se om det kommer til at spille igen. Og så er reservedelene til M30 ankommet, så den opgave også kan fortsætte. Der er nok at se til og så er det jo herligt at der kommer flere hænder til! 12 mand syslede på værkstederne denne aften.
Det afrensede hjulsæt skulle også have en 
tur med stålbørsten for at blive maleklart.

Efter børsten havde været forbi akslen, så dukkede disse tal frem


Lars O. svejser fjederkurve

Pers næsten færdige stationsurværk

Front-banerømmer en tur i pressen


Grundet og maleklar side

Lækre reservedele til M30´s motor

søndag den 19. januar 2020

Nyt fra Bafd 18-01-2020

Lørdag var baneafdelingens hold sammensat af et par erfarne samt vores nye og energiske medlemmer. Kenneth, Lars, Steen, Hans og Jens udgjorde dagens hold, mens jeg selv var et smut i Sverige. Jeg kender derfor ikke dagen i detaljer, men holdet fik  arbejdet videre med svelleudveksling i kurven i nordenden af Lergraven. Ca. 25-30 sveller må være blevet udvekslet i løbet af dagen og yderligere er spigrene trukket op på de resterende 15 sveller.

Sveller udveksles i kurven syd for Rubjerg. Jens er klar med skovlen,
når der skal renses op i hullet inden den nye svelle ilægges (SLA)
Næste lørdag afholdes aktivmøder i bygning- og baneafdelingen hhv. kl. 10 og 11. Herefter fortsætter vi med svelleudveksling ved Rubjerg.

Steffen