Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 21. oktober 2023

Løvfaldstoget 21. oktober 2023

Banetoget returnerer efter inspektion af sporet - der heldigvis var farbart hele vejen. 

 Efter en stormfuld nat med højvande og oversvømmede byer, havne og sommerhusområder, så vågnede Danmark op til mere stille vejr, tørt – men dog overskyet. Baneafdelingen kørte derfor en tur med et inspektionstog for at sikre at der ikke var væltede træer eller grene hen over sporet. Over radioen blev der meldt frit spor og M24 kørte dagens efterårstog til perron 1 og var klar til at køre med fyldte tog. Tirsdagens første tog havde været propfyldte – givet grundet det fine vejr. Vi måtte dog nøjes med fire rejsende… Nok afledt af uvished om vejret. Til gengæld så vi et par fine rådyr på vejen… Med de næste tog gik det straks bedre, men alle fik dog god plads. Et par familier drog på troldejagt og da vi samlede dem op igen, var det en flok begejstrede unger, der kunne fortælle om den oplevelsesrige tur fra Glade Anders til Månemor. De havde fulgt sporet af fuglekasser, der hænger som vejvisere. De blev skabt af de mange spejdere, der deltog i Spejdernes Lejr sidste år.

Andre var taget på Naturlegepladsen og kom retur med røde kinder og havde taget et par gode svingture i gyngerne. Nu var de trætte og toget kørte dem pænt retur til Hedehusgården. Efter sidste tog havde vi BlivAktiv-dag. Fokus dette år var på arbejdet i Baneafdelingen og en lille flok drog med rundt på rundvisningen, som formanden ledte med rutineret og kyndig hånd. Måske kommer der et par aktive medlemmer ud af besøget. Det bliver spændende at se. Vi andre havde i hvert fald en hyggelig dag. /Leif

En hjort kigger efter toget - og vi kigger på den...

- og der bliver også kigget , mens M24 kører rundt på Fem Ege

Langs kurven før Plantagen ligger der masser af nyvalsede kurveskinner klar til at blive skiftet, når søndagen U42-tog er kørt i remisen.


En god vandpyt til efterårsvask af cyklerne...

Dagens sidste tog klar til afgang.


Rundvisningen til BlivAktiv-dag startede med tilbuddet om en kop kaffe

- og så kunne de se toget komme retur i remisen, før rundvisningen startede.


tirsdag den 17. oktober 2023

Åbent Hus for nye frivillige til banearbejde

Hedelands Veteranbane fortsætter traditionen med åbent hus for nye aktive - denne gang med fokus på banearbejde. I de kommende år begynder arbejdet med at forlænge banen til Vinterasserne og der bliver rig lejlighed til at få en fritid som jernbanebygger. Opgaverne langs banen foregår udendørs året rundt og indebærer bl.a. beskæring af buske og træer, udskiftning af sveller, perronbygning vedligehold af stationsudstyr og grønne områder, samt anlæg og fornyelse af spor. Har du ikke før haft med jernbaner eller teknik at gøre, er det ingen hindring. Gå-på-mod og interesse er nok - alder og køn er underordnet!

Her bygger frivillige ny perron på Hedehusgård Station. Til tunge løft og større gravearbejder har vi to gravemaskiner til hjælp. 

Udveksling af skinner i en kurve på strækningen. Arbejdet foregår primært udendørs, så du bliver både solbrændt og våd i ny og næ. Når vejret er alt for slemt, har vi heldigvis en række indendørs opgaver, som vi kan løse.

Kom til Åbent Hus
Vi holder åbent hus for alle interesserede lørdag 21. oktober kl. 15.35 på Hedehusgård Station i Hedehusene, Brandhøjgårdsvej 2. Her kan du høre mere om mulighederne for at deltage i arbejdet med at vedligeholde og drive Hedelands Veteranbane. Vi mødes foran billetsalget, hvor vi starter med en kop varm efterårskaffe. Derefter åbner vi dørene til værksteder og vognhal, hvor vi viser noget af det maskineri frem, som vi bruger til at anlægge og forny sporene. Har du spørgsmål om hvad mulighederne er som frivillig på HVB, har vi naturligvis tid til at svare på dem.

Det er ikke hårdt arbejde det hele! Af og til tænder vi op i brændekomfuret og spiser en omgang gryderet. Indtil videre har vi været gennem et bredt udvalg af retter fra bl.a. Sverige, Indien, Mellemamerika, Spanien og Ukraine.

HVB modtager foreningspris
HVB vandt for nogle år siden førstepladsen ved uddelingen af Høje-Taastrup Kommunes foreningspris. Ved uddelingen lagde borgmester Michael Ziegler vægt på, at HVB’s aktiviteter ikke kun kommer medlemmerne til gode, men også er til glæde for kommunens borgere samt at ”HVB er med til at sætte Høje-Taastrup Kommune på landkortet” og sluttede af med at sige, at ”selvom HVB er en sæsonbetonet forening, er der aktivitet året rundt for både medlemmer og gæster på en af kommunens skønneste lokationer.” Alt det kan du blive en del af. Vel mødt!

Et mindre arbejdshold er på vej ud ad strækningen med et læs skinner til aflæsning. Igennem arbejdet får du mulighed for at lære at betjene forskellige maskiner og lokomotiver. Det hele sker ved oplæring af erfarne frivillige.


mandag den 16. oktober 2023

Nyt fra maskinafdelingen #38-23 16/10:

 

M24 kører lystigt afsted med U42-togene, mens M25 stadig er ved at få monteret de reparerede kølevandsrør.

På C411 fik Lars og Carsten færdigsvejst stolperne på. Bogien fik et sidste lag sort. Publikumshaven stod næsten helt klar til vores rejsende kom til første tog lørdag, men denne aften blev der alligevel arbejdet lidt med trækning af et datakabel til kioskens netværk. Det var Benjamin, der fik det klaret, så vi senere kunne se lidt på hjemmesideopdateringer. Jan ”Futtesak”, Benjamin og jeg havde inden da fået set og målt på udstillingsvæggen og talt om forskellige gode idéer til indretningen i det nye museum. Andrew sørgede for opmærkning af grupperne i el-tavlen. Som altid skete der mere end jeg får noteret, for igen var vi 12 mand på værkstederne. Og billeder blev der kun taget få af, så i stedet er der lidt fotos ude fra min eftermiddagstur i Hedeland Naturpark… /Leif

Stolpernes beslag bliver tilpasset individuelt til de oprindelige vognsider 

Færdige med dagens opgaver...

Nu må den da være sort nok...

Lidt fotos fra smukke Hedeland:

Sporet over Sletten i eftermiddagssolen

Nede fra Flintesø med Rubjerg i baggrunden

Vejen nede parallelt med banen på Sletten


Nyt fra Bafd og Efterårstog 14-15/10-2023

 Lørdag startede trafikken med Efterårsferietog, og det sætter naturligvis sine begrænsninger på, hvad der kan udføres af arbejde i Baneafdelingen. Inden afgang for første tog fik vi kørt M12 med banetoget ned i sidesporet på Brandhøj, og trafikken kunne derfor foregå uhindret resten af dagen.

På Brandhøj fik holdet bestående af Peter, Claus B, Børge, Kenneth, Lars, Alexander og Steffen udført en del opgaver gennem dagen. Vi fik valset de sidste skinner til kurveombygningen km 3,7, så de er klar til udkørsel om et par uger. 

Lidt materielblev  omplaceret i hallen for at skabe optimal plads til de 3 lokomotiver, der inden længe skal flyttes derned fra Museumhallen på Hedehusgården. Dette indgår i et større projekt, hvor der skal opstilles ekstra pallereoler i Museumshallens aflukkede del, og samtidig laves fast belægning i disse to spor.

Som forberedelse til forlængelsen mod Vinterrasserne fik vi fundet nogle 27 kg/m skinner frem til sporskifterne og valset disse. Endelig fik vi lavet de første afprøvninger af et større ukrudtsbrænderaggregat, der forhåbentlig skal sikre effektiv ukrudtsbekæmpelse fremover.

Næste lørdag vil vi sandsynligvis gå i gang med svelleudskiftning i sporskifter foran hallen på Brandhøj, da der stadigvæk kører Efterårsferietog både lørdag og søndag.


Steffen

 

M24 passerer Brandhøj st på vej til Hedehusgården. Vejret 
var solrigt det meste af lørdagen, og der var glade gæster
 med alle tog.


M24 med toget ved km 3,9. Skinner til den kommende ombygning
er lagt ud langs med sporet.

Valsede skinner ligger klar til udkørsel.

Første prototype på en skinnekørende ukrudtsbrænder afprøves.

Søndag bød på blandet vejr og en voldsom regn- og haglbyge. 
Opklaring fulgte heldigvis, og her ses Kenneth og Alexander
ved det nye hegn ved kiosken. Vores opholdsområde er næsten
færdiggjort til glæde for vores kunder.

Flotte efterårsfarver på Fem Ege med søndagens sidste tog.


mandag den 9. oktober 2023

Nyt fra maskinafdelingen #37-23 9/10:

Banneret hænger igen på sin plads og kan forhåbentlig lokke et par stykker til en tur med Løvfaldstoget i den kommende uge...

 M24 har nu fået skiftet bolte ved akselportene og Gert fik efterset og justeret det sidste på bremserne, så lokomotivet er klar til efterårstrafikken. John og Lars fik loddet og påsvejst en ny flange på kølerrøret, som bliver monteret onsdag og så forventes M25 stå klar som reservemaskine. Lars fortsatte derefter med at montere flere stolper på C411. Bogierne er også ved at blive færdigsamlede, men manglede lige et strøg maling, da vi fik rammen vendt om… Ude ved publikumshaven arbejdede Niels, Johnny og Alexander videre med hegn og stolper og satser på at være klar til lørdag, når de første efterårstog skal afgå. Jan ”Futtesak” blev hevet med rundt på klargøring med tjenestedokumenter, køreplaner og PR til kørslen og  sammen med Brian fik jeg genopsat et U42-banner, der var blæst ned. Carsten gennemførte en større oprydning i værkstedet at diverse værktøj. Vi var 12 mand på Gården – og som altid sker der mere end jeg kan nå at notere. En hyggelig aften som altid /Leif

Bremsejustering afsluttet. M24 klar til drift.


Endnu et par stolper er påsvejst C411


Lodning af flange

Kølerrøret klar til montage

Opsætning af hegn langs perronen er godt i gang trods nattemørket

Det er godt med en kraftig lampe og seje folk

Sidste lag sort - tror vi nok...


Nyt fra Bafd 07-10-2023

Lørdag fortsatte vi med skinnevalsning som forberedelse til svelleudveksling ved km 3,7 til 3,9. Holdet bestod af Peter, Claus B, Børge, Steffen og Andrew, der benyttede dagen til at se, hvad vi foretager os i Baneafdelingen. Vi rangerede toget op og kørte til Brandhøj st. Første opgave var at montere nye kileremme på skinnevalsen, og det viste sig desværre hurtigt, at de indkøbte remme var en del for lange. En stafet blev sendt afsted til leverandøren, mens resten benyttede tiden til at hente sveller på Hedehusgården og lidt oprydning på Brandhøj.

Omkring frokost var remmene monteret, og det medførte en stor forbedring af ydeevne for skinnevalsen. De følgende par timer fik vi valset et læs skinner og læsset et nyt på deploriderne. Gert, Kjeld og Benjamin kom forbi til kaffetid i forbindelse med en prøvekørsel af M24 efter reparation.

Benjamin og Andrew kastede sig over montage af et supplerende solcelle-ladeanlæg på magasinhallen, mens resten af holdet kørte ud til km 3,8 og læssede de valsede skinner af. Sidst på eftermiddagen returnerede vi atter til Hedehusgården efter en hyggelig og produktiv dag.

Næste lørdag valser vi de sidste skinner og begynder formentlig også på udveksling af sveller i sporskifterne foran vognhallen på Brandhøj.

Steffen

Mens vi valsede skinner, så benyttede Claus tiden til svejse beslag til kæpskinner på 
transportvognen til gravemaskinen.

Der er efterhånden kommet et godt flow i skinnevalsningen. Et sindrigt system af løse deplorider,
skinnevalsen og en gravemaskine gør arbejdet meget overkommeligt.

De valsede skinner læse af ved km 3,8


 

søndag den 1. oktober 2023

Nyt fra Bafd 30-09-2023

 Dagens Bafd-hold bestod af Claus B, Børge, Peter, Alexander, Søren, Lars, Steen og Steffen. Banetoget var allerede oprangeret ved perronen, da jeg mødte ind, og hurtigt fik vi opdelt os i to hold. 

Søren og Lars brugte dagen sammen med Andrew og fik arbejdet med etablering af ny forsyning til kiosken. Dette arbejde nåede dog ikke i mål i løbet af dagen, og forsætter derfor i den kommende uge, 

Resten af holdet kørte til Brandhøj, hvor dagens hovedopgave var valsning af kurveskinner til den kommende udveksling ved km 3.7. Forinden skulle de dog findes frem fra lageret, så en større rydningsopgave blev igangsat. Vi fik ryddet småbuske i sporet bag om vognhallen, og efter et par timers arbejde blev vi klar til at læsse skinner. Ret hurtigt fik vi tav på denne opgave, og vi forsatte derfor med at valse dem i den elektriske skinnevalse. Denne viste dog tegn på slidte kileremme, så dagen sluttede med at gøre skinnevalsen klar til at udskifte disse. 

Næste lørdag fortsætter vi derfor formentlig med at valse og udlægge skinner, så selve sporombygningen kan igangsættes umiddelbart efter at efterårstogene har kørt.

Tak til Peter for fotos.


Steffen



M45 skubber Energivognen og slagleklipperen ud af vognhallen,
så skinnevalsen kan findes frem. 

Vores 24 kg/m skinner ligger pænt stakket i to store stakke.
Med brækstænger skubbes skinnerne til højre, hvor de læsse på deplorider.

Med minigraveren håndteres de enkelte skinner. I baggrunden
ses de lige uvalsede skinner, mens de valsede ligger til højre.

Claus løsner kileremme mv. på skinnevalsen


mandag den 25. september 2023

Nyt fra maskinafdelingen #35+36-23 18+25/9:

 

Der er fyldt godt op i værkstedet med reparationer. Forhåbentlig bliver de snart klare og rokeret, så B3 og andet kan komme ind i stedet.

Redaktøren har haft travlt og er bagud med opdateringerne. I sidste uge var der planlægning af næste års ”32. Internationales Feldbahntreffen” (FBT24), hvor IBK/HVB er værter. Det skal præsenteres på årets FBT23 i Frankfurt. Dernæst deltog jeg ved intern høring af det nye SR (SikkerhedsRegulativ). Så skulle det kommende bestyrelsesmøde forberedes og dernæst afholdes. Vores ibk-hjemmeside skal opdateres med U42-tog, og de spændende Stjernetogsarrangementer, PR-skal udsendes og så skulle FBT24 programmet lige have en tur mere. Sådan er vi flere i foreningen, der bruger en stor del af fritiden på at sikre rammerne for klub og bane altid er de bedst mulige.

Men Bloggen skal da også holdes opdateret: Sidste mandag drillede det stadig med at få rettet gevindet på D13´s aksel. Desværre viste et indlånt stykke værktøj sig ikke at være løsningen, så Bo har nu selv fremstillet et værktøj – et gevind, der er delt i to og derefter kan drejes udad og rette rynkerne ud. Bo har også drejet en ny dyse til injektoren på Da7, så det måske bliver lettere at sætte vand på. 

D13 - hvordan kan gevindet repareres?
Akslen sidder utilgængeligt for gevindskærer og den er ikke nem at tage ud.
Den gamle og nye dyse til injektoren på Da7

Vi har fået to nye aktive, der skal sættes ind i arbejdsgangene og de er allerede godt i gang. Velkommen til Johnny og Jan S. ”Futtesak”. Niels har taget et hold under sine vinger og der er derfor godt gang i opsætning af hegn rundt det nye publikumsområde. ”Futtesak” og jeg fik først opsat PR-bannere til U42-tog, dernæst malet lejekasserne og andre bogiedele en sidste omgang med sort, så de nu kan samles og køres væk, indtil de skal anvendes under C411. Den er Carsten ved at montere tagstolper på. Udenfor fik Kjeld og Klavs tilpasset de sidste dørkplader, så der nu er etableret et solidt arbejdsareal foran værkstedsremisen. Der er også repareret en trillebør; rensekarret fik fjernet et par kilo malingsrester og har fået frisk CleanWash. Der blev også set på opgaven med at rydde op i museumshallens østside, hvor det er planen at støbe gulv og gøre plads til flere pallereoler. Der sker også meget andet, men med 18 mand den 18. og 12 den 25., så kan jeg ikke nå at fange det hele – det vigtigste er vel også, at der er højt aktivitetsniveau. Vi har meget, vi gerne vil opnå! /Leif


Sidste tilpasning af sidste dørkplade til forpladsen


Banner opsat. Vi må håbe på godt vejr og mange rejsende

Arbejdet rundt publikumspladsen foregår i tiltagende mørke

Alle dele til bogierne har nu fået 2-3 gange sort

Rensekarret er rengjort og har fået frisk CleanWash