Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

tirsdag den 6. august 2024

Nyt fra baneafdelingen 06.08.2024.

Siden sidst vi gav en melding fra baneafdelingen er der arbejdet flere dage, så her kommer en lille beretning om, hvad vi har hygget os med i hvad, der normalt er en stille ferieperiode.

Nye sporskifter.
De nye sporskifter til Vinterrasserne er ved at tage form, og arbejdet med 1. fase er færdigt.

Det næste vi skal i gang med, er sideskinnerne der skal indgå i tunge- og mellemparti. Disse befinder sig på Brandhøj, og de kurvede skinner skal lige en tur i skinnevalseren, inden de kan samles med mellempartierne.

Det er en opgave vi løser ”ind imellem” de faste opgaver i baneafdelingen, da banens daglige drift er vigtigst.

Tre mellempartier – klar til næste fase.

Gulvstøbning i vognhallen.
Mandag var det tid til at få støbt gulv i museumshallens østside, hvor der senere skal opstilles pallereoler. Forarbejdet med armering var gjort og kl. 14.00 kom betonbilen med den færdige blanding. Holdet bestod af brdr. Hein, Lars, Kenneth, Børge og Steen og vi fik fordelt de 6 m3 beton på lidt over en time.

Vi havde planlagt at køre betonen ind med tipvogne, hvilket var hurtigt og effektivt, og chaufføren var ellevild, da dette var en opgave han ikke var vant til. 

Søren og Børge laver en sidste justering af sporet.

Betonbilen er netop ankommet og første tipvogn holder i 'Pole position'.

Første fyldning i tipvogn. Friskblandet beton lugter nu mere af en produktionshal på en fiskemelsfabrik end af en blanding af cement, grus og vand.

Tømning af tipvogn gik overraskende let og var for det meste nemt at styre.

En sidste finish – den sidste spand beton fordeles, og der var ikke 2 dl. i overskud.

Årstal blev 'indgraveret'.

Færdigt arbejde!

Billeder af arbejdet blev sendt til den ferierende banechef, der straks kvitterede for indsatsen med en mindre donation på mobilepay til forfriskninger til støbeholdet.

// Peter.

Billeder leveret af Steen, Kenneth og Peter.



mandag den 29. juli 2024

Nyt fra maskinafdelingen #28-24 29/07:

Pause på hegnet. Bine kiggede også forbi for at se, hvordan det stod til.

Lige så travl der var om søndagen, lige så stille var der mandag… En udpræget feriestemning i den lune sommeraften. John og Klavs fik da alligevel loddet tre utætte dyser til ukrudtsbrænderen. Alexander besigtigede den stanglejebolt, som knækkede i søndags og som nok har medført et stort slid på lejet. Jeg fik afrenset og grundet den bastardkobling, som Klavs har sandblæst og en del andre småsager. Andrew, Jan S. og jeg var også i museet og lægge planer for bl.a. design af de montrer, der skal bygges og noget kabeltræk til Superfos lokomotivet. Brian stod også for åbning af et par skabe i omklædningen og oprydning ved slaggebunken. Der blev også tid til at få en hyggesludder blandt de 8 medlemmer, der blev set på Gården denne aften – 9 med Hans, der var forbi og vande blomsterne i tipvognen. En hyggelig aften – uden mange billeder  /Leif

Et par varme dyser, der lige er loddet.

Vi fik også talt om den forrygende søndagstrafik og om nedbruddet på Da7.


og så blev bastardkoblingen grundigt grundet


søndag den 28. juli 2024

Plantog 28. juli 2024 – Fyldte tog!…

En fyldt perron og lang kø til billetsalget, er hvad der møder det første damptog. De fleste kom med!

 

Vejret var rigtig godt til en togtur. Solskin, men noget vind. Ikke rigtig en dag egnet til en tur på stranden. I stedet havde mange valgt at de ville køre en tur med toget. Allerede på første motortog, var der næsten fyldt på alle sæder 10 min. før afgang.

Så da vi kørte til perron med damptoget, var perronen allerede fuld af forventningsfulde gæster. De fleste kom med, men de sidste måtte vente på næste motortog. Og sådan fortsatte det hele dagen; på alle stationer stod der folk, som gerne ville med og kun ved venlighed og brug af skohorn kom de fleste med. Blandt de mange med picnickurve, befandt sig også en hel del troldejægere og de fleste fandt Glade Anders på den hemmelige plads i den lille skov. Ved krydsningerne på Brandhøj St. kunne vi se, at motortogets vogne også var godt fyldte.  Efter de to første ture med Da7, så kunne lokomotivpersonalet konstatere at der var opstået en mindre fejl i gangtøjet. Der blev derfor kørt lidt langsommere på hjemturen fra Fem Ege. Der blev lejlighed til at holde øje undervejs, for vi stoppede på næsten hver station for at optage passagerer. Heldigvis stod der også nogen af, så det lykkedes at få de fleste med ombord. Tilbage på Hedehusgården hoppede lokoføreren over i M24 og fik den gjort klar og startet og var koblet på toget, så vi stadig kunne overholde køreplanen. Damplokomotivet blev kørt til værkstedet og afsluttet. M24 overtog således damperens køreplan og trods et par skuffede dampfans, så gik det meget fint endda. Jeg har som togfører aldrig prøvet at have lige så travlt som denne dag, men det var samtidig meget hyggeligt og med en rigtig god stemning – trods de manglende pladser fra tid til anden. Hvis vi har talt rigtig, har der været knap 800 med togene ud. Måske er det en ny passagerrekord for en søndag? Sjovt var det! /Leif

Klar til afgang!

Også på Fem Ege var der fyldt godt op på perronen

På Rubjerg var der færre - men alligevel

Endnu et hold Troldejægere på tur!

Togmøde på Brandhøj.

Et par medlemmer besigtiger problemet. Reservelokomotivet må hives frem.

Et nyt togmøde - nu med to motorlokomotiver

Endnu en fyldt perron møder os. Heldigvis stod der så mange af, at der var plads til alle.

Brandhøjbanen havde et lukket arrangement denne dag - men det er da sjovt at kigge på












lørdag den 27. juli 2024

Nyt fra Bafd 27-07-2024

 

Lørdag var det planen, at banen skulle have en omgang med ukrudtsbrænderen, men inden opstart opdagede vi, at der stadig var utætheder i systemet. Derfor blev det plan b vi kastede os over.

Steffen og Børge kørte ud i naturen i det varme sommervejr og slog græsset på perronerne, alt imedens Peter blev på Hedehusgården for at påbegynde samlingen af de nye sporskifter, der som tidligere nævnt skal bruges på ”Vinterrasserne” og ”Fem Ege” station.

Det er et projekt, der kræver meget målearbejde og præcision, men opgaven er spændende selvom den tager rigtig lang tid. Et sporskifte består af tre partier; tungeparti, mellemparti og et krydsningsparti, og vi er startet på mellempartiet. Lars dukkede op efter frokost og tilsluttede sig ”sporkiftebyggerens en-mandshær”, hvilket hjalp på arbejdstempoet.

Midt på eftermiddagen var Børge tilbage og tilsluttede sig nu ligeledes holdet – og så tog det fart. Alle mellemskinnerne blev savet af på mål, nye laskehuller boret og så kunne første mellemparti samles.

Tidligere tiders sporskiftebygninger har taget rigtig lang tid, da vi dengang ikke havde ”de rigtige værktøjer” til formålet. Vi har siden fået det rigtige værktøj, hvilket er et stort fremskridt – ikke mindst når det gælder præcisionsarbejdet. En skinnesav, der skærer præcist i vinkel, skinneboremaskine – der borer et nyt hul i skinnen på under ét minut og en skinnevalse, der kan give den rigtige kurveradius i mellempartiet.

Vi kan lige så godt gøre arbejdet sjovt, så indrømmet – vi ”nørder” lidt, men så bliver resultatet også rigtigt ”lækkert”. Alle sveller bliver linet op, vinklet af  og fastholdt med skruetvinger under i slåning af skinnespirger, så svellerne ligger hvor de skal.

Sporskiftebygningen arbejder vi videre med, når det passer ind i programmet og når der ikke er andre opgaver på banen der skal løses.

Peter


Peter afkorter mellemskinnen med skinnesaven, der skærer 100% i vinkel. (LLZ)



Lars og Børge arbejder 100% koncentreret, men det er også de første rigtige sporskifter de er med til at bygge……




Det færdige resultat…….



mandag den 22. juli 2024

Nyt fra maskinafdelingen #27-24 22/07:

Jesper følger med i rangeringen - M25 på vej til værkstedet. Det er bare nemmest at slæbe roevognene med...

 M25 blev kørt til de udendørs værkstedsfaciliteter på en tør aften efter endnu en våd dag… Gert skulle efterse og tætne et par slanger i motorrummet. Andrew og Carsten fik trukket et nyt forsyningskabel ned til endevæggen i værkstedsremisen. Det får vi forhåbentlig snart behov for. John og Klavs stod med gasbrænderen og bøjede kroge for sikkerhedskæderne til de nye bogier. Brian tog en tørn med at få fyldt kulspandene og ryddet kulgården, så der er plads til et nyt læs en dag.

Jan S. og jeg tog os af en rundvisning med Jesper, der overvejer at blive aktiv – hvis han ikke har for travlt med at ordne gamle motorcykler…  Vi fik også samlet monitorkasserne, lagt tag på og afprøvet den nye, smarte startknap til skærmene. Normalt starter de selv visningen hver søndag, så det er en ”særtogsknap” Jeg fik også vasket alle lokomotiverne i udstillingen – to af dem står desværre lige nedenunder hver sin fuglerede…

Der skete som altid mere end jeg kan nå at notere, men hyggeligt var det /Leif


Kulspandende bliver fyldt, så de er klar til søndagens plantog.

Flere deltager i festen - pallen rykkes helt til kanten, så der er plads til nyt.

Bøjning af kroge. Der ligger allerede to klar.

Stramning og test af slangerne på M25.

- og så retur igen

Så er de flotte monitorkasser stort set klarmeldt!

- og hele striben er vasket og tørret af for fuglemøj


mandag den 15. juli 2024

Nyt fra maskinafdelingen #26-24 15/07:

Så fik vi læsset en stak tunge fliser op på transportvognen og kørt dem til aflæsningspladsen.

 På en fin aften efter en meget våd lørdag og en meget travl plantogssøndag, så blev der ryddet en del op på området. Der blev arbejdet intenst med at få trukket kabel gennem det trækrør, som Kjeld og Andrew fik gravet ned i silende regn. Heldigvis var de begge blevet tørre igen og kunne bidrage med trækningen, så det kan blive klargjort til elektrikerne. Kjeld fik også revet stykket, som nu skal gøres klart til et lag SF-sten. Så kan sidste etape af Kjelds Plads blive færdiggjort. Carsten kørte den blå vogn frem med E28, så Bastian og jeg kunne få læsset de store, gamle kørefliser ombord. De blev kørt over til drejeskiven og lagt på midlertidigt lager der.

Brian stod for fejning af hele værkstedsremisen. Klavs og jeg fik tømt sandblæseren og dens meget fyldte filter for gammelt ”sand” og fyldt 28 kg nyt sandblæsemiddel på igen. Så kunne Klavs fortsætte opgaven med bastardpufferen fra M4, mens jeg fortsatte med oprydning. John og Mikkel arbejdede på en låge til B3, hvor der skal ske lidt tilpasninger af de udskårne dele. Bagefter fortsatte John med lodning af gasrøret til ukrudtsbrænderen. På monitoren arbejdede Benjamin på programmeringen af en tænd/sluk-knap til fremviseren af og Jan S. stod for montagen af kontakten. Jan og jeg nåede også at renovere et par vejviserskilte og fik dem opsat på ”bagvejen” fra parkeringspladsen. Så vi også maskinchefen med en buskrydder ved kulbunken. Der kommer måske nye forsyninger snart… Sidst på aftenen fik vi hygget på ”bænken” 13 mand i gang på Gården. Endnu en hyggelig arbejdsaften på Banen  /Leif

Det kan godt drille med at få trukket et kabel igennem et trækrør


Så mangler der bare et læs SF-sten...

Sandblæsning med frisk sand går bare hurtigere!

Alle mål gennemgås på lugen til B3


Skiltemanden er på vej

Lodning af et par løse dyser til ukrudtsbrænderen

Aftenhygge sidst på aftenen. Det er stadig lyst!


Nyt fra Hedehusgården 13-7-2024

Baneafdelingen er ferieramt, og lørdagens hold bestod derfor af Børge, Kenneth, Steen og Steffen. Der var lovet store regnmængder i løbet af dagen, så arbejdet blev henlagt til tørre omgivelser i vognhalllen på Hedehusgården.

 Børge og Kenneth arbejdede hele dagen med klargøring til gulvstøbing i forlængelse af eftersynsgraven. Det lykkedes at klargøre hele gulvarealet på ca. 4x10 m, så det kan støbes når ferietiden er afsluttet.

Steen og Steffen arbejdede videre med ukrudtsbrænderen, og der blev fundet et knækket gasrør, som med hjælp fra Mafd bliver slagloddet i løbet af ugen. En pallestabler blev repareret, og der blev ryddet grundigt op omkring de østlige spor i vognhallen samt i banevognen.

Regnen fortsatte hele dagen, men det afholdt ikke Kjeld og Andrew for at grave et par trækrør ned til værkstedsremisen, således at der kan fremføres nogle ekstra kabler.

I værkstedet arbejdede Brian, Carsten og Mikkel med Sukkergrisen og andre gøremål.

Steffen


Kjeld og Andrew graver ufortrødent trækrør i silende regn. 

Kenneth er i gang med at klodse armering op.


 

søndag den 7. juli 2024

Plantog 7. juli 2024 – mest sol…

Dagens første damptog - med sol og skyer, kører ud på Sletten

 Efter en lørdag, hvor store dele af Danmark igen havde fået store mængder regn, skybrud, rekordstore hagl på 5 cm og en druknet Roskilde Festival - og meget andet vildt, var det jo spændende hvordan denne søndags vejr ville arte sig. Sidste søndag var jo noget våd… Heldigvis startede dagen meget fint med solskin og fyldte tog. Der kom et par korte, lidt intense byger i løbet af dagen. Det betød heldigvis ikke at folk blev hjemme. Alle tog var godt fyldt og humøret højt. Der var mange, som skulle ud på troldejagt, så vi havde ofte stop på Flintebjerg. Vi fik senere fine meldinger, at begge trolde var fundet ude i den mørke skov… Der var også mange på Naturlegepladsen, hvorimod Rubjerg næsten ikke havde nogen gæster denne dag. Vi kørte også med mange af vores stamkunder og det er jo altid hyggeligt. Tak for en dejlig dag på banen /Leif


Togfører fra motortoget står klar til at betjene sporskiftet

Det er altid spændende at se lokomotivet koble sig på vognene

En stor flok står af for at jagte trolden Glade Anders og måske også finde Månemor...

Det er også en travl dag på Fem Ege...

En byge har lige sat dråber på ruden og solen skinner igen...

Endnu et hold troldejægere vil gerne tages op på Flintebjerg

Brandhøjbanen havde ikke åbent, men derfor kan der jo godt blive kørt med tog alligevel

Dagens sidste tog er kommet hjem i fin sol og blå himmel og M24 står klar til at trække vognene til vognhallen.