Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 14. februar 2021

Nyt fra Bafd. 13-02-2021

Med minusgrader ned omkring de 10 grader, havde vejrguderne igen bestemt, at vi skulle udføre beskæring - denne gang omkring Brandhøj. Fremmødet var på 7 mand, så vi måtte fordele os noget for at undgå sammenstimlen.

Banetoget holder klar til afgang fra spor 2 på Hedehusgård Station. Sol og blå himmel.

Vi skaber udsigt over Vinkelsø.

Arbejdet set fra søsiden.

Efter afhentning af flismaskine delte vi os i to hold: Peter H og Steen kastede sig over beskæring omkring nogle af vores opmagasinerede sporskiftedele på selve Brandhøj Station, mens resten af holdet tog fat på at øge udsigten fra sporet mod Vinkelsø. Steffen, Søren H, Benjamin, Lars og Claus arbejdede fordelt på en strækning af små 100 m og fik skabt et godt felt med frit udsyn, kun afbrudt af få større træer. BigRas kom forbi og gav en hånd med, inden han skulle videre. Også Otto lagde vejen forbi på vandretur med en kammerat. I øvrigt er det længe siden, at vi har set Hedeland så velbefolket. Der var et utal af familier og vennegrupper på vandretur - men vejret var også virkeligt dejligt.

Frokost ved km 1,4 indtages med god afstand mellem de aktive medlemmer.

Arbejdet fortsatte efter frokost rundt i kurven mod Stenager trb.

På vej til Brandhøj var der lige lidt smågrene vi havde overset. Benjamin, Søren og Peter fodrer flismaskinen. I forgrunden ses nogle af de større grene vi har lagt til senere opsamling og opskæring til optændingsbrænde til damplokomotiverne.

Beskæringen frilagde detaljer langs strækningen vi ikke har set i mere end 20 år. Her er rørforbindelsen under banen nær km 1,5.

På selve Brandhøj Station havde Peter og Steen produceret en god mængde afskårne grene og mindre træer. De skulle flises inden vi kunne tage hjemad. Mens et hold flisede, tog et andet hold sig af yderligere beskæring omkring både banelinje og oplagrede skinner på pladsen. Med solen på vej ned rangerede vi på plads og nød togturen hjemad gennem det snedækkede Hedeland.

Flisning og beskæring på Brandhøj. Panoramafoto af Peter Hein.

 

Steffen buskrydder omkring nogle af vores mange sporskiftedele. I baggrunden ses flisning og opbevaringshallen.

På vej hjemad. Foto: Benjamin Sayoc.

søndag den 7. februar 2021

Nyt fra Bafd. 06-02-2021

Solen skinnede fra en smuk himmel, middel vind fra vest og ca. 7 graders frost fra morgenstunden. Det var de meteorologiske forudsætninger for dagens hold i baneafdelingen. Opgaven lød på beskæring og flisning på sporviften foran musemshallen.

Steffen og Peter H arbejder ved flismaskinens fødetragt. Området op til hovedsporet mod Sølund i forgrunden er dækket af flis fra bevoksningen langs spor 21 og 20.


Kenneth skærer buskads og træer med den nye motorsav, der fik en alvorlig ilddåb denne dag..

Igennem flere år har naturen forsøgt at generobre området på østsiden af spor 20. Det har den gjort grundigt, og da vi mest har anvendt sporet til opstilling af deplorider med skinner og sveller, har vi ikke været flittige med beskæringen. Med ilægning af to nye skifter kommer spor 20 til at indgå i det omløb vi etablerer foran museumshallen. Omløbet betyder, at banetog kan oprangeres uden at skulle benytte sporene på selve Hedehusgård Station. Den fremtidige brug af spor 20 kræver naturligvis at sporet er frit for indhængende grene. 

Mens Hans ryddede op på værkstederne og Steen startede dagen med studier af dele til en hydraulisk spigr-optrækker, kastede resten af holdet sig over beskæringsopgaverne. Peter, Steffen, Kenneth og Claus N tog sig af de indledende manøvrer, lidt før frokost stødte Benjamin til, og senere kom Lars og Steen og gjorde holdet så stort, at vi måtte sprede os ud over en længere strækning for ikke at komme i konflikt med forsamlingsforbuddet.

Vi er ved at være færdige med beskæring og flisning i bunden af spor 21 og 20. Peter og Benjamin fliser de sidste smågrene.

Selvom alle havde forberedt sig på kulden med en ekstra trøje og gode huer, var det alligevel som om kulden inspirerede til et højt arbejdstempo, så ingen stod og blev kolde. I løbet af forholdsvist kort tid var østsiden af spor 20 ryddet og vores 'savfører' fortsatte rundt i udtrækket i spor 21 og op ad vestsiden. Flisningen fulgte efter, og efter en kort frokost i flisbunkerne, fortsatte flisningen, så vi ved kaffetid var færdige med arbejdet på sporviften. Vi har heldigvis mere bevoksning vi kan tynde ud i - se fortsættelsen efter valsemærke-billederne.

En læser af bloggen har bemærket, at der på det seneste har været flere fotos af nuttede pipfugle end af interessante valsemærker. Heldigvis stod solen perfekt for fotos af valsemærker, så nedenfor bringer vi et uddrag af dagens observationer.

Spor 20 er primært anlagt med 12 kg/m skinner fra Vanløse Teglværk, der har valsemærket 'CJK' som vi endnu ikke har identificeret. Der er hverken årstal eller type/vægt indvalset.

Her er en 17,5 kg/m skinne med valsemærke 'E.V. STEEL' med årstal 1889 og en afsluttende forkortelse L.I.R. En indledende undersøgelse har ikke kunne identificere stålværket yderligere.

17,5 kg/m skinne i sporviften foran museumshallen: 'Cammells Toughened Steel W. 1891' og en lidt utydelig kode. Indtil videre indehaver af rekorden for længste valsemærke på en HVB-skinne.

Charles Cammell grundlagde sit første stålværk i Sheffield 'The Cyclops Works' i 1845. Her en annonce fra 1891. Trods reklamens lettere rodede opsætning kan man faktisk se en omtale af netop 'Best toughened Bessemer steel rails' som dem vi har.

Vi fortsatte rydning og flisning ned ad rampen, hvor vi i november udførte svelleudskiftning. Vi ryddede underskov og mindre træer et godt stykke ind i skoven for at skabe lys og luft og undgå indhængende grene i profilet. Med en anselig arbejdsstyrke gik arbejdet hurtigt. I løbet af 2 timer var rampen ryddet og fliset. Et godt resultat på en kold dag. Næste lørdag tyder alt fortsat på frostvejr og vi fortsætter beskæringsarbejdet.

 

Vi fortsatte rydningen ned ad rampen. Her er Lars og Steffen i aktion. Bag dem anes Peter H og Steen.


Arbejdsdagen er næsten slut og vi kan se resultatet af rydningsarbejdet på rampen. Nu skal der ryddes op og rangeres på plads.


mandag den 1. februar 2021

Nyt fra maskinafdelingen #02-21 09/01 - 01/02:

Der er jo stadig stille i afdelingen, men vi er et par stykker der arbejder videre med afstand. M30 er nu færdigmalet og har fået de nye håndtag monteret på motorlågerne. 

Der arbejdes fortsat på M9-hjulskiftet: Lejer og lejekasser er grundig afrenset og repareret. Carsten og Kjeld har fået afmonteret justerbeslagene til lejekasserne. En rusten bolt knækkede sidste mandag og gav en ekstra opgave, men ud kom den! Kjeld fremstillede støttebeslag. De skulle både skæres og bores. Imens afrensede jeg de første fire beslag og fik motioneret justerboltene. Der er otte. 

Carsten fræsede vinkelbeslag til Sukkergris i maskinværkstedet, så vi fordelte os med god afstand… Så 3 mand på Gården denne første, frostkolde dag i februar, hvor fyret i værkstedet ikke rigtig ville starte. Men det lykkedes /Leif 

M30 har fået et nyt lag orange og de sort/gule markeringer er frisket op.
Der er nye, flotte håndtag på motorlågerne, som Kjeld har bukket.

Normalsporsdeploriderne er nu krympet til brugbar størrelse

Kjeld borer beslag

- og Redacteuren afrenser akselkassebeslagene og
får genetableret bevægelighed i justerboltene

Der er blevet arbejdet på M9 og M30 

Carsten fræser en vinkelprofil der skal anvendes på Sukkergris.

Hans havde også været forbi tidligere og lakeret endnu
et værkstedsbord. Der bliver så flot i maskinværkstedet!


lørdag den 30. januar 2021

Nyt fra Bafd. 30-01-2020

Sidste lørdag efterlod vi skifte 114 ufærdigt. Vores plan var at færdiggøre det og begynde sporrenoveringen foran værkstedsremisen. Skifte 114 blev imidlertid færdiggjort i løbet af ugen af et arbejdsomt hverdagshold. Godt det samme, for med sne og frost sidst på ugen, var vejret denne lørdag ikke til sporarbejde.

Skifte 114 færdigt. Foto: PH.

Med frost i jorden sammenstillede vi hurtigt et alternativt arbejdsprogram. Kenneth og Lars tog M 12 til Brandhøj og hentede flishuggeren. Maskinen blev placeret i spor 3, hvor vi gik i gang med at rydde bevoksning i det efterhånden meget brede læhegn mod vest. Mens Peter, Steffen og Claus tog fat på beskæringen, kørte Lars til sporviften foran museumshallen for at samle gamle sveller sammen. Kenneth gik i værkstedet for at tilpasse en skiftebuk, mens Steen undersøgte hydraulikdele i opbevaringshallen på Brandhøj. Hans arbejdede med oprydning i maskinværkstedet.
Vi begyndte i sydenden af spor 3. Vejret var smukt og himlen blå. Motoren på flishuggeren spandt som en mis.

Lars samler gamle sveller i sporviften.

Vi arbejder os nordpå. Peter og Kenneth fodrer flismaskinen, mens Steffen arbejder med sav og buskrydder.

Lidt før frokost var de sidste sveller på plads på et sæt deplorider, trækbukken justeret og Steen tilbage fra Brandhøj. Vi var næsten halvvejs gennem hegnet ved siden af spor 3 og nu dukkede også Benjamin op. Med så mange mand steg tempoet og ambitionerne. Derfor endte dagen med at læhegnet nu ser lidt mere præsentabelt ud. Det betyder også at spor 4 er blevet lidt mere tilgængeligt.

Der arbejdes i et rask tempo. Kenneth, Benjamin og Lars slæber grene og stammer til flisningen.

Vi er kommet forbi perronen. Som det ses, har vi ryddet godt ud i bevoksningen, og de tilbageværende træer kommer virkeligt til deres ret, befriet for det omkransende krat.


Vi nåede enden af spor 3 inden det blev mørkt.

...og vi fortsatte helt til sporene foran værkstedet.

Arbejdsholdet var efterhånden lidt trætte i arme og rygge, men vi fik ryddet op efter os, rangeret på plads og fik flishuggeren i hus. Vi nåede stort set alle at være omklædte ved 18-tiden og kunne med god samvittighed tage hjem til et varmt bad.

Alt efter vejrlig arbejder vi med svelleudskiftning eller beskæring langs banen på lørdag.

Vi slutter med et billede af en rødkælk, for sådan en fulgte os hele dagen. Den fik lidt brød fra vores madpakker og fandt sikkert også en halvdød flue hist og her under vores beskæringsarbejde. En del af fornøjelsen ved udendørs arbejde i Hedeland!

lørdag den 23. januar 2021

Nyt fra Bafd. 23-01-2021

Det relativt lune vejr havde bidt sig fast, og det betød sporarbejde foran museumshallen. Vi skiftede sveller i skifte 114 og i forbindelsen til skifte 115. Vi var igen så mange, at vi delte os i to hold, så vi kunne overholde de gældende restriktioner.

Svellerne er på vej op i skifte 114. I baggrunden anes Steffen og Steen i færd med at montere mellemstang i det nye sporskifte til spor 22. Hans-Henrik er på tilsynsbesøg i forgrunden.

Et genstridigt spigr får det glatte lag af Peter og Claus N. Det er godt, at vores alu-brækjern er solide. Bemærk at formanden et kort øjeblik har mistet jordforbindelsen. Foto: KHA.

Inden frokost var alle 30 sveller oppe og hovedparten af hullerne renset op til ilægning af nye sveller. Da vi var løbet tør for sveller i standardstørrelse, måtte Søren og Steen en tur til Brandhøj for at hente et sæt deplorider med sveller. Efter aflæsning af dem vi havde brug for, rangeredes svellerne til spor 0, hvor de nu afventer ilægning i sporene på Hhg.

Som normalt i nedlukningsperioden var der masser af folk på spadseretur, og mange af dem var nysgerrige tilskuere til sporarbejdet. Enkelte fik en intro til industribanehistorie og HVB. Også foreningens æresmedlem, entreprenør og mangeårige ven og velgører, Bent Klingenberg var forbi med to jyske venner. Dem fik vi også en god snak med, inden vi efter frokosten tog fat på arbejdet igen. Da vi er rutineret i arbejdet, gik det stille og roligt. Vi fik en kop kaffe og lidt søde sager, og da dagens længde nu er tiltaget med mere end en time, kunne vi nå at spigre forbindelsen til skifte 115. Selve sporskifte 114 efterlod vi til næste lørdags hold. Vi regner også med at kunne nå at sætte gang i sporfornyelsen foran den store værkstedsremise.

M 12 er ankommet fra Brandhøj med vores sidste sæt nye sveller. M 40 med kompressorvogn ses i centrum.

Søren, Kenneth og Peter klargør sporet til samling.

Et kig nedad spor 21 med skifte 115 i forgrunden. Sporet er klargjort til spigring.

Mens vi spigrede spor, havde Steffen tid til at opmåle en af vores lange personvogne for at have materiale til et kommende projekt, der skal udliciteres. På den måde klumpede vi heller ikke sammen om sporarbejdet.

Selvom Steffen brugte laserafstandsmåler til opmålingen, blev resultaterne trods alt nedfældet på gammeldags papir, der første gang blev fremstillet i Kina i det 1. eller 2. århundrede.

For lige at mindes dage med sol, varme og blå himmel er her et billede fra sporviften foran museumshallen. Vi er tilbage i 2014 og ser Per og Peter L rangere et par vogne på plads.

torsdag den 21. januar 2021

Spor 22 farbart igen

Efter frost og sne er forsvundet har et lille dedikeret mandskab (Peter Hein) onsdag færdiggjort spor 22, så det igen er farbart med forsigtighed. Sporet blev ikke helt færdigt på vores arbejdsdag 9. januar på grund af tiltagende frost og mørke. I den mellemliggende periode har frost forhindret færdiggørelsen.

Spor 22 er farbart igen. Endnu udestår justering og sidetrækning samt efterballastering. Foto: PH. 


søndag den 17. januar 2021

Nyt fra Bafd d. 16-01-2021

Solen skinnede over et snedækket Hedeland, og ret hurtigt forsvandt den værste frost. Vi kørte til Brandhøj med M12 tilkoblet banevognen. Dagens opgaver var mangeartede, men vi startede med at finde et nyt lejehus frem til M9, da et af de gamle har vist sig at have alvorlige støbefejl.

Flishuggerne blev startet op og forsvarligt fastgjort til det sær deplorider, der skal transportere den rundt i Hedeland langs med sporet. Første stop var ved Brandhøjbanen, hvor vi sidste sommer ryddede træer og buskads mellem sporet og Vinkelsø. Det havde efterladt en større bunke grene, men den fik flishuggeren hurtigt gnasket sig igennem.

På Brandhøj havde Peter fået startet vores Salta gravemaskine op, og efter frokost hjalp jeg ham med forskellige materielflytninger mens Søren, Steen og Lars ryddede langs med sporet fra overkørslen km 1,8 og op mod kvægfolden. 

Dagens eftermiddagskaffe blev indtaget efter at solen var gået ned og kulden begyndte at sænke sig over området. Vi fik dog lige kigget efter sporskiftedele til de kommende sporskifter, når banen skal forlænges til Vinterrasserne, men mere om det en anden gang.

Steffen

Ved Brandhøjbanen genetablerede vi sidste sommer dette flotte kig til søen. Der er gang i flisning
af grenbunken ca. midt i billedet. Der er planer om yderligere rydning ved søbredden.

Flishuggeren er placeret på et sæt deplorider og kan dermed
let medbringes langs sporet.

I 2020 fik vi afdrejet de resterende hjul, som vi købte fra Sydafrika
for efterhånden mange år siden. En del af dem er nu placeret i 
hallen på Brandhøj på en af rørvognene fra Københavns Vand-
forsyning. Disse vogne har sandsynligvis oprindeligt kørt som
tipvogne på Hammersholt Teglværk.



 

  

søndag den 10. januar 2021

Nyt fra Bafd. 09-01-2021

Sneen lå pænt i Hedeland, da dagens arbejdshold i baneafdelingen mødte frem. Snedækket var dog ikke en hindring for udveksling af sveller foran vognhallen og arbejdet kunne begynde uden videre problemer.

Der gøres klar til udlægning af nye sveller, mens vogne fra en af personvognsstammerne rangeres fra spor 25 til spor 22.

Lars, Peter og Kenneth startede tidligt med oprangering af tog og afhentning af nye sveller fra deploriderne i spor 20. I mellemtiden begyndte Steffen, Steen og Claus at feje sveller fri for sne og løsne spirg i spor 22. Steen fik lejlighed til at afprøve en før-prototype af en spirgoptrækker, der måske en gang i fremtiden kan lette optrækningen, der efterhånden er et af de eneste fysisk krævende jobs ved svelleudskiftning. Afprøvningen forløb tilfredsstillende, og der kom gode erfaringer med hjem til næste udgave.

Laskerne i begge ender af sporstykket blev løsnet og skinnerne trukket til side med gravemaskinen. Svellerne foran museumshallen ligger i niveau med arealet og kan derfor ikke bare trækkes ud til siden. Med skinnerne fjernet, kan svellerne løftes op med gravemaskinen, hullerne renses op med håndskovl og nye sveller placeres.

Vi afholdt frokost i det fri, da de gamle sveller var fjernet. Der var god afstand mellem os, men vi fik alligevel en hyggelig snak om lidt af hvert. Vejret var smukt og solrigt, og der var mange besøgende i Hedeland. Bl.a. fik en nyindflyttet familie fra Nærheden den første oplevelse af deres nabo-veteranbane. Dem ser vi nok igen...


Steen afprøver før-prototypen, der skal teste princip og kraftbehov for en spirgoptrækker. Foto: KHA. 

Skinnerne er trukket til side og svellerne er på vej op. De nye sveller ligger klar til venstre, mens de gamle straks placeres på Storebæltsvognen.


Efter frokosten placerede vi de nye sveller og trak skinnerne på plads igen. Imens sporet blev lasket sammen, kom spormålene på plads. Nogle af dem havde været til eftersyn i Steens hjemmeværksted, så vi havde en god forsyning af fine nymalede og justerede spormål at arbejde med.  

Svellerne blev justeret ind og boring af huller til spirg begyndte. Med mukkert begyndte isætning af spirg, mens solen efterhånden begyndte at forsvinde. Det betød et mærkbart fald i temperaturen, der bl.a. resulterede i, at spirgene, der var lagt klar oven på svellerne, begyndte at fryse fast. Det generede dog ikke arbejdet og tryklufthammeren kom i aktion. Efterhånden begyndte svellerne dog at fryse fast i ballasten og hammeren kunne ikke længere løfte svellen, så spirgerne blev slået helt i bund. Da mørket desuden var taget til, besluttede vi at stoppe arbejdet og rydde op.

Solen er på vej ned i vest, og de sidste stråler rammer banevogn og M 40, der fylder 90 i år. Claus slår spirg i med mukkert, mens kulden tager til. Foto: PH.

 

Steffen følger efter med tryklufthammeren.

Foran museumshallen er vi så privilegerede, at vi kan tænde udendørsbelysningen og få lidt længere tid til arbejdet. 

Da vi havde haft en anelse om at vintervejret kunne spille os et puds, havde vi rangeret to personvogne og en melisvogn ind i spor 22, hvor banetoget normalt holder. Da vi ikke blev helt færdige med svelleudvekslingen, kunne vi nu problemfrit rangere banetoget ind i spor 25. Med portene til hallen lukket og fremmenet tilsluttet var arbejdsdagen omme. På lørdag afslutter vi, om vejrguderne vil, svelleudvekslingen i spor 22. Vi kan nok nå en del andre ting rundt om på Hedehusgården, for vi skal jo arbejde i små hold på maksimum 5 mand i henhold til de gældende corona-restriktioner.