Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 13. september 2020

Plantog 13. september 2020 -billedreportage:

 

Da7 er ved at have tryk på. I baggrunden står M25 klar og folk er ved at stige om bord på første afgang.

Havde det været et år som de fleste, så havde dagens tog været sommersæsonens sidste, men COVID-19 har ændret mange kalendre verden over. Dagens vejr var os nådigt og med en blanding af lidt sol og overskyet, så mødte der jævnt hen folk op, som gerne ville køre en tur med toget. En del havde endda pakket en madkurv, så turen ud i Hedeland kunne blive en ekstra fin oplevelse. Vi havde derfor flere stop end sæsonen ellers har budt på og det er altid skægt. Belægningen på afgangene var fint fordelt, så der ikke blev for fyldt og alt gik derfor godt. Efter sidste tog kom hjem, Da7 var rigget af og fyrbøderen havde fået et bad, så begav vi os til Fløng forsamlingshus. Her var der disket op med rigeligt af stegt flæsk, fine kartofler med persillesovs og slutteligt en god, tung chokoladekage. Så kunne vi trille hjem efter en fin ”sæsonafslutning” – men de næste tre søndage kører toget stadig, for sommersæsonen slutter først den 4. oktober – og så starter efterårstoget… /Leif


Flittige Hans er i gang med en kæmpe rodbehandling...

M25 klar til dagens første afgang.

Nogen løber, nogen tager toget. Der vinkes begge veje :-)

Afsætning af passagerer på Flintebjerg opleves ikke så ofte, men målet var bjergbestigning!


Desværre kører Brandhøjbanen ikke i år, men gutterne fra Næstved Modelbaneklub havde en aftale

- så de fik kørt både med lille og stort tog denne dag. Større end dem de plejer at køre med, ihvertfald

Et hold skovtursgæster skal tages op på Rubjerg. De havde reserveret plads allerede fra Fem Ege

På Sølund er der stop for at tage Formanden og hans cykel ombord på toget

Han er iført et fornemt prøvetryk. Mon den kommer i produktion?

Flæsket var godt, sprødt og rigeligt!

Trafikchefen takker for årets indsats, gennemført trods alle besværligheder og med vanlig positiv indstilling. Og sluttede med at minde alle om at tilmelde sig til de sidste tjenester!

Selvom man er ganske mæt, så er der altid plads til en chokoladekage!


lørdag den 12. september 2020

Nyt fra Bafd. 12-09-2020

Særtogene kører flittigt på lørdage for tiden. Det betyder at arbejde på banen defineres af togenes køreplan. I dag gjorde det, at vi valgte at blive hele dagen på Brandhøj Station. Vi havde nyankomne dynger af knust beton at rydde op i samt diverse andre oprydningsopgaver på arealet. Det er en del af de opgaver, der også er på en bane i drift.

M 25 med særtoget på vej mod Fem Ege set fra sporviften foran opbevaringshallen.


Vi hjalp med oprangering af særtoget, mens vi selv rangerede banetoget op. Vi kunne afgå før særtoget og nå ind på sporviften foran opbevaringshallen. På den måde havde særtoget banestrækningen for sig selv hele dagen. En del ældre redskaber blev løftet på plads i opbevaringshallen og anbragt betryggende, mens den gamle Salta varmede op udenfor. I mellemtiden havde særtoget sat gæsterne af og returnerede tomt til Hedehusgård. 

Mens Salta-maskinen tog sig af at samle den knuste beton, læssede vi ballastvogne med den lille maskine og fik ballasteret sporet bag opbevaringshallen. I løbet af efteråret kan vi måske nå at justere sporet sammen med nogle af de steder på banen, der også trænger til et besøg af stoppemaskinen.

M 25 i fokus. I forgrunden rigges vores lille gravemaskine til.


Med M 40 har vi hentet ballastvognene, som vi fylder med lidt af den knuste beton.
 

Når vi har fyldt tipvognene, tømmer vi dem igen! De sidste rester fejes ud efter sporet bag hallen endeligt er blevet ballasteret.
 

Den knuste beton blev samlet i én høj dynge, og der er nu igen til at komme rundt på vores plads foran opbevaringshallen. I samme ombæring fik vi fyldt lidt beton i forbindelsesvejen, der var blevet noget nedkørt.

Dagen sluttede med justering af dæktryk på Salta-maskinen, der trods et byggeår midt i 1970'erne fortsat er i fin form.

torsdag den 10. september 2020

Onsdag 9. september på HVB - nu med lille film af aflæsning

Der var en del aktivitet på HVB denne onsdag. Der blev både arbejdet i værkstedsremisen og i vognhallen. Desuden fik vi besøg af den største kran, der nogensinde har gæstet Hedehusgården! Den fyldte parkeringspladsen godt op. Egentlig kunne en mindre udgave have udført opgaven, men den var ude på en anden opgave, og derfor kom kæmpen forbi Hedehusene. Med et snuptag blev vores gamle Atlas-gravemaskine løftet på en blokvogn og kørt bort på sin rejse mod skrotning og genanvendelse. Vi siger tak til maskinen for en god indsats i HVB's tjeneste.

Kranen er ankommet og ved at blive foldet ud i arbejdsstilling. Kranen er en MPG 450 t/m monteret på en 7-akslet Scania-bil. Foto: LLZ.

Atlas-maskinen syner pludseligt af meget lidt, når den hænger i kranen og dingler. Selvom gravemaskinen med meget god vilje og masser af arbejde godt kunne kaldes køreklar, var et kranløft dog den nemmeste måde at få den sendt afsted til skrotning. Foto: LLZ.


Vognmand Niels Johannessen har sendt os denne lille optagelse fra hans fastmonterede GoPro-kamera.
Det viser aflæsningen hos skrothandleren: Flytning af atlas graver 

Denne onsdag var også sidste hverdag med aftenkørsel. Kørslen var en del af vores forlængede sæson grundet den sene start. Som et ekstra element havde vi arrangeret stjernekigning ved Rubjerg Station i samarbejde med en astronom fra Wieth-Knudsen Observatoriet. Heldigvis forsvandt skyerne, da mørket faldt på, så det var muligt at se både stjerner og planeter. Særligt interessant var det, at se ringene omkring Saturn fra det mørke Hedeland. Det er måske ikke sidste gang vi kører tog til stjernekigning i Hedeland?

19.30-toget fra Rubjerg er på vej mod Hedehusgård og lamperne er tændte.

 
M 24 venter på at klokken bliver 8 og de sidste passagerer kommer på plads, så sidste onsdagstog i 2020 kan afgå mod Rubjerg. 


På vej over sletten gik solen ned bag skyerne i horisonten.


Mørket falder på og passagererne samles omkring stjernekikkerten. Efterhånden som mørket faldt på. blev flere og flere stjerner synlige på himlen. Der var god vejledning fra astronomen, og det førte til en lettere forsinket afgang mod Hedehusgård. Det modtager vi næppe klager om...

mandag den 7. september 2020

Nyt fra maskinafdelingen #32-20 7/9:


Arbejdet med adskillelse af Sukkergris går også fremad...

I forbindelse med en anden værktøjshandel, så har vi fået en snerydnings-multimaskine oveni. Den har lidt skavanker som en defekt vandpumpe og fladt dæk… John og Lars arbejdede med at få vandpumpen løsnet og det gav sig fint. Dog satte den sig hurtigt igen ved prøvestarten. Til gengæld kom dækket af og hullet blev udbedret. Det ser ud til at holde. Carsten og Kjeld skiftede hængselbeslag på motorhuset til M30. De oprindelige var blevet ”godt-nok”-repareret på kobberværket med et par gevindbolte og en stribe mågeklatter. Udskiftningen af el-kabler i motorrummet, som Per er i gang med, begynder at tage form. Det bliver fint, når det er færdigt. Kenneth fremstillede filt og smørepuder efter hans egen metode. I første omgang til en vogn, så metoden kan afprøves og vurderes. Jeg syslede med at montere inddækninger på Superfos, samt færdiggøre installationerne til 12V lyset. Vi var 6 mand på Gården denne første mandag i efteråret. 

Dækket holdt luften - indtil videre
Gang i kabeltrækning ud i alle kroge af motorrummet

"originale" mågeklatter på bolthængsler

Motorlåget sættes nu på nye hængsler, beregnet til formålet

- det ser noget bedre ud!

Fremstilling af nye smørepuder i gang.


søndag den 6. september 2020

Nyt fra Bafd. 05-09-2020

Først var de 4, så blev de 5 og til sidst var de 3. Holdstørrelsen på baneafdelingen varierede i løbet af dagen, der var præget af dejligt sensommervejr og en voldsom byge omkring kl. 12. Vi indledte arbejdsdagen med at køre til kurven syd for Stenager Trb., hvor vi ville udbedre nogle steder, hvor kurven knækker i laskerne.

Problemstederne inspiceres inden arbejdet starter. I skyggen mellem træerne til venstre står banetoget, mens Brandhøjbanens bro ses tydeligt.

Lars og Kenneth bukker skinner med vores hydrauliske skinnebukker. Et klart fremskridt i forhold til den manuelle udgave vi anvendte i HVB's barn- og ungdom. Vi har gravet ud ved svelleenderne, så vi senere kan trække kurven til højre og dermed give den en mere ensartet radius.

Vi havde ikke uanede mængder af tid, for på en jernbane kører der tog, og det gør der også på HVB. Lidt over 12 skulle et særtog passere arbejdsstedet og vi kørte derfor i 'ly' i spor 2 på Brandhøj. Mens vi fandt ballastvogne frem med M 40, måtte vi også søge ly for en voldsom byge. 

M 40 blev våd, mens vi andre søgte ly i opbevaringshal og banevogn.
 

Regnen var løjet noget af, da særtoget passerede Brandhøj i spor 1. Selskabet havde godt med paraplyer og regntøj med, så de var velforberedte og så mægtigt glade ud.

Vi benyttede regnvejret til at spise frokost i en fart, for vi skulle nå til Stenager og ballastere det justerede spor, inden særtoget returnerede fra Fem Ege. Steffen, Peter og Claus kørte med M 40 og ballastvogne til Stenager, mens Lars og Kenneth startede vores Salta-gravemaskine op.

Solen er tilbage og ballasten justeres. Vores 89-årige arbejdskammerat M 40 er allerede blevet tør igen.

Vi nåede tilbage på Brandhøj i god tid inden særtogets returløb. På det tidspunkt var arbejdet med at tømme Storebælts-tipvognen 46-68 for mange års opsamlet regnvand og selvsået sivbevoksning godt i gang. Vognen er i 900 mm sporvidde og af en type og størrelse, der gør både anvendelse og opbevaring vanskelig på HVB. Derfor trækkes vognen frem til bortskaffelse.
Kenneth dypper skovlen dybt i den selvskabte biotop, der var opstået i 46-68's akrylpladebelagte bund. 'Muldlaget' var godt 50 cm dybt og det flød på yderligere en halv meter vand.

Med en tomvægt på anslået 5 t, var det ikke let at vælte vognen, så den kunne tømmes helt for vand, men det lykkedes. Her er vognen ved at nå 'point of no return' på hældningsskalaen.

Med Storebæltsvognen væltet, pakkede vi sammen på Brandhøj og returnerede til kurven ved Stenager, hvor samtlige laskebolte blev spændt. Det lykkedes også at få beskåret lidt buskads i kurven. Herefter gik turen til kurven lige efter Hedehusgård, hvor to fra holdet skulle videre til andre aktiviteter. De resterende spændte laskebolte og bukkede skinnestød i kurven ved km 0,2 og kørte herefter til Brandhøj med kompressorvognen.

Steffen og Lars i færd med at spænde laskebolte i kurven ved Hedehusgård. Efterhånden er elektroniske høreværn med intercom blevet standard i baneafdelingen, der ellers hylder sixpence og arbejdstøj uden reflekser.

På Hedehusgård blev der lige tid til at forsøge at prøvestarte en doneret havetraktor i størrelse XXL med knækstyring, men en sammenrustet vandpumpe umuliggjorde en opstart. Maskinafdelingen havde nydt kage i løbet af dagen og generøst efterladt nogle stykker til os. Dem nød vi inden vi rangerede på plads og gik til omklædning og hjemkørsel. Endnu en god dag på HVB!

fredag den 4. september 2020

Hverdagsopdatering

I løbet af ugen har der været arbejdet en del med bygningsvedligehold. Efter lørdagens reparation af skydedøren på depotet på Hedehusgaard Station har en del af metalkonstruktionen fået en afrensning og maling. Ligeledes er der udført arbejder på og omkring brændeskuret. 

Den gamle HJ-vogn stråler om kap med solen!

Brændeskuret er bl.a. frigjort fra bevoksning langs fundamenterne, så luften frit kan stryge omkring konstruktionen og holde træet tørt. 

På PR-fronten har vi været nævnt i to af områdets lokalaviser i ugen. Dels er vi helt uforvarende endt i Hedepostens septemberudgave, fordi journalisten så et opslag i Faceboook-gruppen for brugere af Hedeland. Derudover er vores sæsonforlængelse omtalt i Lokalavisen Taastrup, hvor der denne gang beklageligvis ikke blev plads til et foto, der kunne have givet artiklen lidt mere synlighed.

Et lille Facebook-opslag udviklede sig pludseligt til en avisomtale.

Avisomtaler er et af benene i vores PR-indsats. Omtalen suppleres med vores hjemmeside, Facebook, brochurer og bannere, samt omtale på bl.a. turistforeningernes medier i Roskilde og Høje-Taastrup.


lørdag den 29. august 2020

Nyt fra Bafd. 29-08-2020

Med en del morgenregn og truende skyer samledes et oplagt hold fra baneafdelingen på Hedehusgård. Arbejdsprogrammet indeholdt hovedsageligt rydning af træer og budskads omrking et par overkørsler. Beskæringen skulle skaffe bedre oversigtsforhold for lokomotivførerne, så evt. krydsende trafik lettere kan overskues. Vi kørte fra Hedehusgård i banetog og Land Rover, således at vores indlånte flismaskine kunne tages med på slæb.

Arbejdsholdet mødes ved overkørslen syd for Brandhøj.

Med et frodigt og grønt Hedeland er der behov for regelmæssig beskæring. Omkring vores overkørsler er beskæringen særligt omfattende, fordi vi flere steder skal beskære relativt langt fra sporet for at opnå godt udsyn. Inden vi begyndte beskæringen, reparerede vi afstigningsperronen for togførere i den nordlige ende af Brandhøj Station og fik opfliset en bunke grene, der var samlet på græsarealet overfor opbevaringshallen. 

Herefter barberede vi begge sider af overkørslen syd for Brandhøj efter bedste evne, mens flishuggeren måtte arbejde, så dampen stod fra den under de jævnlige byger, vi blev udsat for. Med begge sider ryddet, var det tid til frokost. Kenneth havde pærer med fra haven og de udgjorde en delikat dessert ovenpå rugbrødsklemmerne.

Steffen svinger motorsaven, mens Kenneth fodrer flishuggeren.
 

Steffen er skiftet til buskrydder. Claus klipper stadig grene og sørger for at Steen har noget at proppe i den forslugne flishugger. Skønt at have adgang til et af de mest gloværdige transportmidler udover industribanemateriel - en Land Rover! Foto: Kenneth H. Andersen.

 

Vestsiden af overkørslen syd for Brandhøj er ryddet. Frokosten venter!

Efter frokost fortsatte vi mod syd med overkørslen ved km 3,9 som mål. Her skulle en kraftig tjørnebevoksning fjernes, så oversigtsforholdene kunne forbedres. På ca. 15 minutter var bevoksningen væk og reduceret til en lille bunke træflis på baneskråningen. 
Vi er kommet frem til overkørslen og Steffen overvejer arbejdets tilrettelæggelse.

Motorsaven håndteres af Kenneth, mens Steffen og Steen sørger for at bringe grene og stammer til flishuggeren. 100 m længere mod syd fik vi desuden fliset en del tidligere ryddede grene, så grøften på stedet igen ligner en grøft.

Vi endte dagen med at flise en del tidligere nedskåret budskads omkring noget af vores hensatte materiel syd for opbevaringshallen på Brandhøj og at foretage yderligere beskæring omkring noget materiel. Herefter gik turen tilbage til Hedehusgård, hvor vi indtog kaffe og orangestænger, inden vi drog hver til sit og et velfortjent bad.

Set fra togførervognen i tog 1 er udsigten mod stikrydsningen noget bedre end tidligere. 


lørdag den 22. august 2020

Nyt fra Bafd. 22-08-2020

Som de mange seneste uger, har der også i denne uge været aktivitet de fleste af ugens dage på HVB. Der er blevet plejet udendørsarealer, malet stationsskilte og udbedret træværk. Desuden fik vi i en fart afhentet et godt tilbud på sf-sten til et projekt på Hedehusgården. Det er godt at vores aktive medlemmer er fleksible og klar med kort varsel!

Nyt og nymalet ved indgangen til billetsalget på Hedehusgård Station.

De sidste sten grabbes op fra en rideskole på Vestegnen. Der var også brug for handsker og håndskovl.

Stenene tippes af på Hedehusgården. Det støver lidt...

Lørdagens arbejder i baneafdelingen begyndte på Hedehusgården, hvor vi efter at have rangeret banetoget ud af vognhallen læssede et par grabfulde stigrus op på Storebæltsvognen. Vi nåede også at fordele et par trillebørfulde foran kiosken, hvor mange besøgendes færdsel slider på belægningen. Herefter gav vi Kjeld og Carsten en hånd med at afmontere skydedøren på den gamle HJ-vogn, vi bruger som depot. Døren trængte til reparation og det klares lettest, når den ligger ned.

Herefter kørte vi ud ad banen og supplerede grusbelægning i et par overkørsler, inden vi spiste frokost på Brandhøj sammen med en af landets fremmeste industribaneforskere, Bent Hansen, der var på besøg i Hedeland.

Steffen og Lars fordeler stigrus omkring overkørslen mellem Sølund og Stenager.
Bedst som man sidder og nyder sin frokost, sætter en lille frø sig på sikkerhedsstøvlen. Hedeland er altid leveringsdygtig i naturoplevelser.

Efter frokosten fik vi rangeret materiel på plads i vognhallen, efter at vi for to uger siden havde rokeret rundt på det for at få et par privatejede lokomotiver ud, således at de kunne komme videre til en ny ejer. Vi efterlod Storebæltsvogn og gravemaskine på Brandhøj og tog kompressorvognen med til kurven ved kim 4,0, hvor vi strammede laskebolte - et arbejde vi også udførte i kurven syd for Rugbjerg. Ved alle stop på strækningen nåede vi også at udføre lidt beskæring. 

M 40 holder stille med brandvognen, mens M 12 henter kompressorvognen.

Lars og Steffen spænder laskebolte syd for Rubjerg. Et arbejde, der skal gøres med jævne mellemrum for at holde sporet i god form.

Tilbage på Hedehusgården hjalp vi Carsten og Kjeld med at hejse skydedøren på plads igen.

Med på plads-rangeringen overstået var det tid til en kold drik sammen med Hans, der hele dagen havde klargjort Hedehusgård til søndagens passagerer.

Hans sørger for en veltrimmet station. Men han havde tid til en fyraftenstår, inden vi kørte hjem. En god dag på banen!