Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 5. april 2025

Nyt fra Baneafdelingen 05.04.2025

Kold vind fra nord med massere af sol.

Lørdagens vejr kunne der vi ikke klage over. 
Høj sol og en noget kølig vind fra nord var det, baneafdelingen mødte ind til denne lørdag, hvor holdet bestod af Steffen, Børge, Claus og Peter.

Steen færdiggjorde arbejdet på slagleklipperen, så den snart kan komme retur til Brandhøj

Programmet var ikke planlagt, men chefen havde en idé om, at vi skulle udføre understopning på den strækning, hvor vi for et par uger siden lavede svelleudveksling.

Stoppemaskinen havde sidste år "tabt en tand" under arbejdet i "bagerkurven", men den havde Søren og Lars fundet ved hjælp af noget nymodens teknik for et par uger siden. Stoppespaden er siden blevet svejst og skulle i dag stå sin prøve.

Vi kørte til Brandhøj og fandt maskinen frem efter lidt omrangering - noget, vi mange gange bruger rigtig meget tid på. Vi kørte retur til arbejdsstedet og gjorde klar til understopning.

Claus slæber, Steffen hilser på de forbipasserende og Børge udpeger donkraftplaceringen.

Vi begyndte understopningen fra nord mod syn, men maskinen har den svaghed, at stoppeenhederne kan løfte vognen af sporet på den forreste aksel - især hvis gruset der skal stoppes har ligget længe og er hårdt. Dette har vi prøvet mange gange før, så opgaven med sporsætning er ikke uvant for os. 
Dette skete to gange på 24 meter, og da maskinen skal løftes ca. 20 centimeter hver gang, tager det lidt tid at sporsætte maskinen. 
Noget vi har talt om længe (nok 25 år) er, at påsætte en tværdrager så vi ikke skal løfte så højt når den ryger af sporet - så det blev i dag.

Stoppemaskine og donkraft - vi holder frokost.

Vi pakkede sammen efter frokost og kørte retur til Hedehusgården. hvor Steffen, Børge og Claus kastede sig over moderniseringen af stoppemaskinen, mens Peter fremstillede underlægsplader til det nye sporskifte på Brandhøj.
 
Der saves underlægsplader, der skal bruges under tvangsskinnerne.

Claus svejser tværbjælken på, så maskinen nu kun falder 5 cm. ned.

Børge og Peter kørte atter en tur til Brandhøj, da vi lige havde lidt tid i overskud og fik løsnet alle spigerne - der hvor det nye sporskifte skal placeres. 
Vores spigeroptrækker er bygget til skinnestørrelsen 24 kg/m og duede ikke rigtig til opgaven. 
Det var "kun" 200 stk´s, men det tærer på kræfterne og giver sved på panden, da det er hårdt  manuelt arbejde. 

Børge bruger al sin spinkle kropsvægt på at få et spiger op.

Alle spiger løsnet og området er klar til sporskiftet.


Efter en god times tid returnerede vi til Hedehusgården, hvor stoppemaskinen var blevet færdig. Da svejseværket alligevel var fremme fik Storebæltsvognen lige svejst et par beslag på, så vi med hjælp af et par plader kan transportere en mindre mængde grus til småopgaver.

Færdigt arbejde.
 
Storebæltsvognen - nu med flere muligheder.

På lørdag skal sporskiftet bygges ind på Brandhøj, så der er vi atter at finde på banen, men allerede fredag tager Børge og Peter ned og forbereder arbejdsstedet.

Vi regner med afgang kl.10.00 fra Hedehusgården begge dage, så kig forbi.

// Peter.







mandag den 31. marts 2025

Nyt fra maskinafdelingen #12-25 31/03:

Lidt vand og sæbe gør gavn efter mange år placering på endegavlen

Klavs afvaskede HVB-vægskiltet, så det igen kan få en plads på endegavlen – der nu er tættere ved vejen! Det var hvidt nedenunder...

Lars O. fik udført de sidste svejsninger på den nye næse på B3. Bo havde i lørdags opmålt og sikret at den sidder korrekt. Bagefter fik han boret en mængde huller i de nye vinkelstål. De skal anvendes, når de tærede sideplader er udskiftet og nittehullerne skal placeres korrekt i de nye pladestykker.

Ude i vognhallen udførte Jan O. vogneftersyn og denne aften var det opsmørring af hjullejer, som stod for tur. John fik monteret den nye bremselås på M25 – tilsvarende som på M24. Den er en smart afløser for en plastkile, der ikke altid er så praktisk.

Gert fik monteret den restaurerede og nymalede førerhustrappe til M24. Resten af dæk og gulv, samt håndlister havde jeg givet en tur med sort i lørdags. Denne aften fik det lidt mere, hvor der var behov. Ellers var det T1, som fik både maling og afvaskning. Så er der klar til de sidste reparationer. Kjeld fik skiftet den utætte slangestump på køleren og nu ser det mere tæt ud. 

Otto og Fritz fik fræset de sidste notgange på akslen til M9, så snart kan det projekt også komme videre. Det kunne være herligt at få M9 på egne hjul igen.

Tim og Jan S. sad i Damp a´ og tegnede på endnu et storslået forslag til en vitrineløsning ud til museet. Det bliver spændende at se det færdige resultat en dag. Vi håber at det bliver inden sæsonstart…

Bygningsfolket har nu fået monteret de flotte inderdøre. De gamle metalplader blev hevet ned i lørdags af Andrew og Carsten og denne aften var opgaven for Hugo og Carsten at fjerne den gamle isolering. 

Vi var 14 mand på Gården denne skønne sidste dag i marts /Leif

De sidste svejsesøm på vinkelbeslagene til den nye snude på B3


De sidste fræsninger af notgange på M9 akslen

- snart de sidste maleopgaver på T1

- mon kølerslangen holder tæt nu?

Trappen retur på M24 - nymalet sort

det flotte arbejde på B3 betragtes og forklares

Gamle musereder og isolering skal udskiftes med nyt