Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

mandag den 25. juli 2022

Nyt fra maskinafdelingen #27-22 25/07:

E28 på vej ud til vognhallen for lidt vognrangering gør holdt for lidt status for køredagen

 

Spejdernes Lejr er kommet godt i gang og det samme er togkørslen, så sidste tog vender hjem, samtidig med at vi havde mødetid i maskinafdelingen. Efter en solrig og vindstille dag, så blev de sidste to ture undervejs ramt af heftige tordenbyger. De blev ledsaget af vindstød, der rev flere telte op og nogle blev endda revet midt over! Så det var en flok våde passagerer og tjenestegørende, der vendte hjem. Jeg havde også været på civilt visit rundt på det meste af den imponerende lejr og måtte også skifte til tørt arbejdstøj. Således tørre kunne vi gå i gang med aftenens opgaver. En hel del af afdelingen havde gjort tjeneste i løbet af dagen, men flere blev aftenen ud og vi var derfor otte mand på værkstederne. M25 blev trukket ind over graven for en akut reparation af foden til kompressoren, hvor gevindet var slået i stykker. Det fik Lars O. løst med en solid svejsning. Gert, Jan og Carsten gav også M25 en grundig opsmøring og oliecheck. Lars O. og Klavs savede jern op til bænkeben til nok to stationsbænke. Jeg malede sikkerhedskæder og sammen med Klavs, Carsten, Kjeld og Alexander fik vi løftet de tunge gulvplader ud. Næste gang bliver der malet sort på hele resten af rammen. Alexander, der er i lære som mekaniker var forbi for at se om vores klub var et sted, han kunne tænke sig at være med i. Han fik i hvert fald set både rangering af M24 og M25 og kørsel med E28 og syntes vist godt om det hele. Kenneth fik forklaret ham om M25 og alt dens spændende mekanik. En del af aftenen gik med rangering og deslige, så det blev en kombineret trafik og maskin-aften – og hyggeligt som altid… /Leif

M25 får opsmøring af Jan og Gert

Henning har sandblæst lejekasser, så de snart kan males

Jeg fik dog først malet kæderne

Lars O. og Klavs saver bænkeben

M24 kørt ud - gravgulvet af, M25 på vej ind

Gulvet på C3 er også kommet af. Nu kan der males

Kompessorstativet får svejst et ben

M24 bliver kørt ind på værkstedet igen. Laderelæ skal skiftes


Spejderkørsel - de første dage

Tre dage med spejderkørsel er nu afviklet. I stedet for en lang historie lader vi i dette blog-indslag en serie billeder fortælle lidt om de mange tog gennem et Hedeland fyldt med spejdere. 

Første tog på vej til Spejdernes Lejr 2022. M 25 forlader Hedehusgård Station med Steen på førerpladsen.

Lørdagen var passagermæssigt relativt stille og der var god tid til snak med dem, som gerne ville vide mere om at køre damplokomotiv. Rasmus og Kenneth kunne godt begejstre fra førerhusets hede.

Vi går efter titlen 'Pole of the Month', der uddeles af foreningen  'The Telegraph Pole Appreciation Society'. Her er vores sydligste mast og Da 7. Vi skal fortsat arbejde med vinkler og eksponering for at opnå det perfekte billede.

Søndag blev en helt anden hektisk dag. I skrivende stund ligner det rekord for en køredag. Godt vejr hjalp helt sikkert også på publikumstilstrømningen.

Blandt en lille del af Hedelands normale brugere, er der opstået en ide om at spejderlejren skader naturen. Her har vi fanget en rovfugl over toget nær naturlegepladsen. 32.000 spejdere kunne ikke skræmme den væk! Brian og John er i gang med billetteringen.

Bo og Steffen (SL2022) fører Da 7 sikkert over Stærkendevejen og ind i hjælperlejren ved Plantagen Trinbræt.

På vej over Sletten går Brian fra vogn til vogn og sælger billetter til påstigende fra Rubjerg og Flintebjerg.

Selvom vi kører særkøreplan i forbindelse med spejdernes lejr, foregår krydsningerne på Brandhøj. Her er M 25 på vej nordfra, mens Da 7 holder og venter i spor 2.

Mandag blev en dag med et fint passagerantal uden lige så fyldte tog som søndag. Vejret var flot, indtil sidst på eftermiddagen, hvor et pludseligt uvejr med storm og skybrudsagtig regn sluttede dagen af med lidt dramatik.

Spejdernes lejr har i den grad vækket Flintebjerg Trinbræt fra sin tornerosesøvn. Nu foregår der noget på Flintebjerg, og med mere end 40 toiletter kan noget af det også foregå bag låste døre!

Rovfugl søndag og flere på besøg mandag! To F-16 Fighting Falcon lavede en overflyvning i lav højde over skibakken og spejdernes hovedscene. Mon piloterne selv har været spejdere?

Mandags sidste damptog kom ind i uvejr ved Rubjerg Station. Med kraftig nedbør og en voldsom storm fra vest hjalp det ikke meget, at vi havde tag på vognene! Alle tog det med godt humør.

Der er mange dage endnu i vores spejderkørsel, og masser af fine oplevelser sammen med spejderne venter os sikkert i de kommende dage. Har du ikke allerede kørt igennem spejderlejren, kan du som tjenestegørende godt begynde at varme din vinkearm op - spejdere vinker en hel del!

søndag den 24. juli 2022

Spejdernes Lejr - et helt særligt sted

Efter søndagens spejderkørsel ville jeg undersøge et rygte. Historierne gik om en 'Jernbanecafe' i den store spejderlejrs underlejr 'Høje Taastrup'. Inden vi går videre, skal vi dog lige have et foto af to af dagens velbesøgte spejdertog.

M 25 ruller ind i spor 1 på Brandhøj, mens et godt fyldt nordgående tog med Da 7 venter i spor 2.

Ikke alene viste rygtet sig at tale sandt, alle gadenavnene i underlejren var endda inspireret af jernbanen. Der var både 'Ledvogterstræde', 'Remisen', 'Skærvevej' og 'Svellevej'.

Bare en af de mange veje i underlejr Høje Taastrup, som alle er navngivet med inspiration i jernbaneterminologi.

Men tilbage til 'Jernbanecafeen'. Den fandtes virkeligt. Da jeg besøgte den, var den godt nok lukket, da spejderlejrens store åbningsceremoni var i fuld gang. Ved brug af mit spejdernetværk fik jeg alligevel adgang til cafeen og den er absolut et besøg værd. Efter kl. 20.00 serveres der øl. Cafeen er udsmykket med gamle kufferter og der er både stille- og strikkekupe og billeder fra HVB. Der er endda et billede af Leif iført historisk arbejderkluns fra et af vores tipvognsarrangementer. Måske Leif bør tage forbi og signere billedet?

Indgangen til cafeen er markeret med damplokomotiv og stationsskilt.

Inde i selve cafeen er der indrettet siddepladser i et lille tog og med de sædvanlige pallemøbler.

Stillekupeen er udsmykket med et foto af M 25 på vej over Sletten i ugen inden spejderlejren.

I strikkekupeen var det Da 7 med granrafter i forgrunden og et ældre foto af en arbejdsmand på tipvogn.

Ved nærmere eftersyn viste det sig at være selveste Industribaneklubbens sekretær, Leif Johannsen, der var afbilledet i en sepia 'old photograph'-manipulation af et billede fra nyere tid.

Og hvor ligger 'Jernbanecafeen' så, spørger du? På torvet i underlejr Høje Taastrup. Se kortet nedenfor. 

I den markerede cirkel finder du 'Jernbanecafeen'. Flintesø til venstre og Brandhøjgårdsvej til højre.