Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 10. november 2016

Torsdagsbilledet #85

IBK på tur: Claus W, Mikkel, Carsten, tandlæge Hammer, Henning, Bo, Berild, Bjarne, Leif, Claus N, Anders&Anders, Jan, Per, Martin, Jesper, Søren, Steffen, Mogens og Martins far. 
Dagens torsdagsbillede går 10 år tilbage, hvor vi var mange medlemmer der den 7. maj drog afsted på en heldagstur til Lolland for at se og gense interessante roebane-efterladenskaber. Vi fik også kørt en tur med Maribo-Bandholm, samt besøgt Bo Dyja og hans fantastiske baner. Her ser vi hele gruppen foran den fine kopi af remisen fra Saxkøbing samt kørt ture med M4 (M24) og Da7 i en 1:4 udgave.

22:00 update: Carsten har været flink og korrigeret min manglende viden:

Hej Leif
Roedieselen hos Bo er ikke M 4 men MS 4 og den er ikke den samme som M 24, M 24 har kun været i Nakskov hvor den hed 24.
Det er E 4 fra Saxkøbing der kom til Nakskov og der blev til 25.
MS 4 kørte oprindeligt ved Stokkemarke Saftstation, i 1960 kom den til Maribo og fik her betegnelsen MS 4, i 1963 overflyttedes den til Saxkøbing hvor den kom til at hedde E 1, i 1966 kom den til Gørlev hvor den udrangeredes først i 70érne.
Mvh Carsten

Bo Dyja fyrer op, mens Mikkel, Steffen og Anders ser på. Tandlæge Hammer, der har optaget roebanefilmen står foran M4 fra Saxkøbing, der senere kom til at hedde M24 i Nakskov.


mandag den 7. november 2016

Nyt fra maskinafdelingen #37-16 07/11:


Fabrikspladen skal afmonteres, så motorhuset kan få en omgang velfortjent maling



M25 var endnu en aften omsværmet, men deadline nærmer sig også hastigt! Lokomotivet skulle jo gerne være køreklar til lørdag den 3. december, hvor årets første juletog afgår. Lige nu ser det OK ud, men der mangler stadig et par detaljer. Denne aften skulle den nye forvarmer testes. Det er en pumpe på 1200 Watt som cirkulerer kølevandet og derved varmer motorblokken op. Det var en kold aften, så værkstedet var kun 6-7 grader varmt ved aftenens begyndelse. Ved aftenens slutning var temperaturen dog ikke kommet højere op end 25 grader og en prøvestart blev foretaget uden held. Det bliver en sag for onsdagsholdet… Men pumpen blev færdigmonteret, vi fik malet et par låger og fuget mellem motorhus og førerhus, samt en masse andre detaljer. Niels har taget opgaven med at klargøre snedkerværkstedet til næste opgave efter M25; det bliver færdiggørelsen af melisvogn 62. Der skal udføres en hel del træarbejde og så er værkstedsfaciliteterne jo vigtige. Jeg fik ikke fat i alt hvad der hændte denne aften – så optaget kan man blive af opgaven, men vi var 8 mand på værkstederne denne første aften med under 0 grader udendørs.



Tæpper under numserne, så drengen kan holde en velfortjent pause :-)

Den nye motorforvarmerpumpe

Prøvestarten af M25 lykkedes ikke trods udluftet motor...