Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 5. april 2018

Torsdagsbilledet #156

Fra Bjarnes album er her et foto af Bjarne som fyrbøder på Da7 fra sidst på sommeren 1997. I baggrunden ses vognhallen uden træer foran... Så det er over 20 år siden nu, og snart skal Da7 igen ud og køre. Mon ikke også det bliver til en tur for Bjarne? Sommertrafikken starter den 20. maj!


Toget med Da7 foran er lige afgået fra Rubjerg St. I baggrunden ses et stort hul, der i dag er "vendt om" og i stedet er blevet til et bjerg, skabt af overskudsjord fra hele Sjælland.




onsdag den 4. april 2018

Nyt fra Bafd - Påskeudgaven

Selvom der muligvis var stille på klubbens værksteder i mandags, 2. Påskedag, så har Hedehusgaarden ikke været stille i Påskeugen.

Lørdag d. 24. marts var det igen muligt at udveksle sveller, da frosten var gået af jorden. Et hold på 5 mand fik udvekslet sveller i et af de vitale sporskifter foran vognhallen på Hedehusgaarden.

De gamle sveller er trukket ud og montage af sporskiftet på nye sveller er i gang

Der arbejdes med boring, renblæsning og isætning af spigrene

Torsdag d. 29. marts var der igen aktivitet, men denne dag var landet ramt af endnu en gang snevejr, så dagen var ikke til udendørs arbejde. Kenneth og jeg brugte derfor dagen til at få genetableret 12V belysningsanlægget i vores værkstedsvogn. Det var ikke færdiggjort under sammenbygningen af de to karosser, der til sammen udgør værkstedvognen. Efter nogle hyggelige timer og lidt erfaringer rigere om 12V belysningsanlæg monteret en gang i 50'erne kom der atter lys i lamperne.

En højest tiltrængt støvsugning, gulvvask og aftørring af bordene i Damp Af samt badeværelset fik vi også gennemført sidst på eftermiddagen. En indsats der gerne må gentages af andre, når det er tiltrængt, og som jo også honoreres med en flaske vin.

2. Påskedag udemærkede sig med flot solskin og beskyttet af årets første lag solcreme fik dagens 3-mands hold færdiggjort montage af trækbukken til sporskiftet. Trækstangen blev afkortet en smule, bolthuller blev boret op i trækket samt monteret med nye bolte. Arbejdet fortsatte med udveksling af 18 stk. sveller op mod sporskiftet i hovedsporet.

Dagen blev afsluttet med læsning af alle de gamle sveller, så der nu er nogenlunde pænt ryddet op. Herefter mangler kun understopning.

Alle fotos er leveret af Lars.

Steffen


Det færdige arbejde set fra hovedsporet, mandag eftermiddag.

Det renoverede sporskifte. Trækket er monteret og dørkplade er lagt på plads.


mandag den 2. april 2018

Påskeægget - JUNG

JUNG-lokomotivet da det stadig var i drift  i 70érne. Det blev taget ud af drift i 1976.

Mens vores værksteder i Hedeland holder påskelukket på en højhellig 2. påskedag og folket slår mave efter den gode påskefrokost med familien, så kan det være at Sven og hans klubkammerater er i gang med det samme som vi også sysler med. Sven er nemlig sammen med de andre i Muskau Waldeisenbahn ved at istandsætte et 600 mm JUNG-Hilaxlokomotiv, der minder meget om det Superfos-lokomotiv vi arbejder på. De har arbejdet på lokomotivet siden 2008 og har en plan om at få det ud at køre. De er dog nu nået til det dyre arbejde med at få kedlen istandsat. De håber at det kan lade sig gøre uden at udskifte den helt. Det er den originale kedel fra 1938 - nye kedelrør fra 1974 og med en nyere kobberfyrboks fra 1965. Lige nu arbejde de på bl.a. puffer-delene og bremsearrangementet. Sven og jeg havde en hyggelig chat via Messenger, hvor vi udvekslede erfaringer og han har opbygget en solid viden om denne type lokomotiver, som han gerne deler ud af. Sven har været på besøg hos os til vores Feldbahnertreffen i 2002, så jeg skulle hilse :-) Vi var over 20 fra IBK, der deltog året efter hos dem - såvel som i 2012, hvor de igen var rigtig gode værter for træffet. De har en meget flot 600 mm bane og en enorm mængde driftsklare lokomotiver og vogne. (Se deres hjemmeside her for mere info om træffene i 2003 og -12)

Sven har givet mig lov at bringe et par af hans fotos af deres renoveringsprojekt og af lokomotivet fra dens sidste driftsdage i 70érne.

Bremserne renoveres fuldstændigt - der er desværre slup på 5 mm.
En opgave, som vi også skal have udført. Dog i et lidt mindre omfang.


Det er samme type fløjte begge lokomotiver har haft.


En original tegning af "juletræet"


JUNG-lokomotivet i 1973


JUNG-lokomotivet i 1975

JUNG-lokomotivet fra fabrikskataloget

Sven har indrettet et lækkert værksted i sit eget hus. Så kan man altid lige sysle lidt med at fremstille dele til bl.a JUNG-lokomotivet. Men det er nu også fordi han bor 140 km fra banen, så han står selv for størstedelen af arbejdet med delene.  Se beskrivelsen af hans fine værksted her >

Sven fremstiller selv nye bolte til puffertøjet







Status for lokomotivet september 2017 - her på vej til en udstilling.