Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 23. juni 2024

Nyt fra Bafd 22-06-2024

Der var regnskyer i horisonten da baneafdelingen mødte ind. Der var til en forandring ingen særtog på banen, men dagens program lød på opgaver i museumshallen: oprydning efter jernbinding, de sidste forskallingsarbejder, klargøring til støbning af eftersynsgrav samt ombygning af vores sporkørende ukrudtsbrænder. Vi var 7 mand i baneafdelingen og rundt på gården var andre aktive også i gang med arbejdet.

Eftersynsgraven blev klar til betonleverance i næste uge.

I museumshallen blev der først ryddet op efter de seneste ugers arbejde. Brugt forskalling kørtes til hhv. brændeskur og deponi mens diverse støbe- og grusrester tippedes af udendørs. Derefter gik arbejdet med at etablere forskalling til eftersynsgravens top i nord- og sydende. Begge ender blev udført med udsparing til skinner. På den måde er det i fremtiden muligt at føre et spor ud gennem en port i museumshallens nordgavl. Vi bygger i nutiden, så vi også i fremtiden kan nyde fortiden! 

Armeringen i gulvet blev løftet med afstandsholdere i plast og værktøj til støbning placeret omkring eftersynsgraven. For at få betonen ind i hallen løsnede vi sidebeklædningen i hallens ene fag. Den sidder stadig solidt fast, men arbejdet med at løsne den endeligt, inden betonbilen ankommer, er væsentligt lettet. Ved dagens afslutning var alt klar til hverdagsholdet og deres arbejde med støbningen. 

Steffen og Børge skubber prototypen til ukrudtsbrænderen ud af museumshallens østligste spor. 

Hans trimmer området foran museumshallen.

Steffen findeler prototypen, der var blevet noget medtaget af den høje temperatur. Nu ender stumperne i et af vores damplokomotiver. 

Sammen med harvning af ballastskuldrene bliver ukrudtsbrænderen, vi har overtaget fra Bloustrødbanen, vores primære våben mod ukrudt i sporet. Ukrudtsbrænderen er afprøvet igennem det seneste år og fundet ok til vores brug. Prototyperammen var bygget af genbrugslægter. Den har bragt væsentlige læringspunkter omkring skørter, stålpladeafskærmning mv. for at holde varmen over sporet. Den væsentligste læring var dog at træ ikke er det bedste materiale til rammen. Ved længere kørsler måtte rammen forstærkes ved påskruning af nye lægter, da varmen langsomt eroderede lægterne ved forkulning...

Børge og Steffen rullede derfor ukrudtsbrænderen ud, adskilte prototyperammen og findelte den til brænde, skar stålprofiler og svejsede en ny ramme sammen. De fabrikerede beslag og fik inden eftermiddagskaffen fremstillet grundkonstruktionen. Ukrudtsbrænderen blev testet sidst på dagen. Der er endnu noget arbejde tilbage, men grundlæggende fungerer det.  

Den nye ramme til ukrudtsbrænderen svejses sammen.

Der tales om 'power yoga', 'cross fit' og 'fysio-flow', men på en helt almindelig dag på banen vedligeholder vi vores styrke og smidighed, mens vi udfører produktivt arbejde. Her placerer Søren afstandsholdere under gulvarmeringen.

Som på alle seriøse byggeprojekter efterlod vi en hilsen til fremtiden. I en flaske Taylor's chip dry port gemte vi en lille besked med navnene på arbejdsholdet. 

Alt i alt en dag, hvor vi i baneafdelingen fik løst opgaver, der ligger i god forlængelse af vores mål om øget mekanisering af arbejdet: ukrudstbrænderen som et konkret stykke maskinerin og eftersynsgraven som en forudsætning for fx. opsmøring og kontrolmålinger på vogne og andet sporkørende materiel.

Andre steder på Hedehusgård skete der også en del. Det nye tag på billetsalget blev afsluttet og i værkstedsremisen blev der også arbejdet på flere fronter.

Bygningschef Niels fik afsluttet det nye tag på billetsalget med færdiggørelsen af den nordlige vindskede. Redaktør Peter hjalp med at holde.

Som sædvanligt arbejdes der også i næste uge på flere hverdage. Har du lyst til at bidrage så tjek ind på vores hjemmeside og se mere om hvordan det kan ske. Vi kan love dig masser af meningsfuldt arbejde med at bevare et kørende minde om de smalsporede industribaner og gode kammerater.

Det var begrænset med togkørsel for baneafdelingen i dag. Om det var derfor formanden fik trang til at prøvekøre Kjelds børnetog på perronen, vides ikke. Det ser ud til at det var en god tur! (Foto: Kenneth Andersen).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.