Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 17. juni 2017

Nyt fra Bafd. 17-06-2017

Når Hedeland står i fuldt flor, er der masser af arbejde i baneafdelingen. Strækningen skal holdes åben for trafik og med den vildtvoksende bevoksning er det et helt andet problem end for 40 år siden, hvor der ikke var meget grønt i Hedeland.
Beskæringsholdet sidder af på Brandhøj st.
Med et fremmøde på syv mand delte vi os i to hold. Et hold kørte med M 30 til Brandhøj st., hentede slagleklipperen og kørte til Fem Ege st og arbejdede sig derfra nordpå. Det andet hold arbejdede sig sydpå fra Hedehusgård og slog græs på perroner, omkring skiftetræk og kilometersten og beskar buskads og træer.
Klar! Parat! Start! Slagletoget klar til at begynde turen nordpå fra Broen. Foto: LLZ.


Vores trofaste plænetraktor kræver førerens fulde koncentration.

De to hold mødtes på Brandhøj til frokost. Mens slagleholdet skulle videre til andre arrangementer, fortsatte beskæringsholdet videre mod syd. Udover beskæring blev der tid til erstatte låsekæden, der var fjernet af uvedkommende, på et sporskifte på Brandhøj samt at nedgrave et pilemærke, der havde kapituleret overfor den blæsende forsommer. Nu skal der mere end en almindelig efterårsstorm til at vælte det.
"Opbevaringshal med egen jernbanestation beliggende i parklignende omgivelser kun et stenkast fra naturpark med uanede muligheder" kunne billedteksten lyde. Frokosten er slut og arbejdstoget i spor 2 skal videre mod syd, mens M 30 returnerer til Hedehusgård st.
Steffen og Benjamin får det sydlige pilemærke i jorden igen.

Dagens arbejde sluttede ved km. 5,1 da der ikke var mere jernbane.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.