Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 2. juni 2024

Plantog 2. juni 2024:


Damplokomotivet passerer på vej ud til vognhallen lige inden motortoget har afgang kl. 10.30

Endnu en køredag med sol og rimelig blå himmel lovede godt for dagen. Efter en lidt stille start, så var der fin belægning hele dagen: Der var et hyggelig fætter-kusinetræf, som holdt picnic i Lergraven, der var flere hold troldejægere, mange folk til Naturlegepladsen og en hel del, der aldrig havde hørt om os tidligere. Heldigvis var de alle meget begejstrede og nu planlægger at komme igen med resten af familien. Det var også dagen, hvor Brandhøjbanen indledte deres sommerkørsel og vi satte derfor en masse forventningsfulde børn af – og de var glade, når de atter kom ombord for at køre resten af turen med os. Vores stamkunder, som vi heldigvis også har mange af, kørte også med og det er jo altid hyggeligt at få en sludder med dem. Efter endt kørsel, så havde vi et planlægningsmøde om IFT24, hvor vi er værter. Inden var det dog tid til en gang grillede pøller med kartoffelsalat i den lune aftensol. Igen en herlig dag på banen /Leif


Dagens første krydsning foregår som altid på Rubjerg St.

På Brandhøj måtte damptoget vente en lille stund på motortoget...

- så fyrbøderen snuppede en kort lur i peronstøvlerne, der egner sig fint som sofa...

et fyldt motortog kommer og sporskiftet lægges om

En af vores stamkunder nyder også turen - igen :-)

Travl station med ankomst af flere tog...

en vognfuld picnic-gæster

der følges spændt med, mens damplokomotivet køres til den anden ende

endnu en glad flok, der har kørt tur med Brandhøjbanen, samles op på Stenager

- en god dag på banen sluttes af med en pølle 


Nyt fra Bafd 01-06-2024

Med flere dampsærtog fordelt udover lørdagen, var der dømt vanskelige arbejdsbetingelser for baneafdelingen. På trods af afgivelse af mandskab til særtogsmandskabet kunne afdelingen alligevel mønstre fire mand: Claus B, Børge, Lars og Steffen. Vejret var smukt og varmt på denne første danske sommerdag, hvor særtogsplanen blev studeret flittigt dagen igennem.

Steffen trækker med M 45 slagleklipperen ind på sidesporet til opbevaringshallen på Brandhøj Station. Foto: Claus B.

Det måske næsten aller vigtigste bidrag til arbejdsdagen var i løbet af ugen udført af Kenneth på HVB's filialværksted for elteknologi i Roskilde. Styreboksen til slagleklipperen var stået af, men det havde Kenneth fikset, så maskinen stod driftsklar lørdag morgen.

Baneholdet kørte med M 30 og banevogn fra Hedehusgård før første særtog og hentede slagleklipperen og arbejdede sig derefter tilbage mod Hedehusgård Station. Krydsning med første særtog gennemførtes på Sølund Station. Derpå fortsatte slaglingen på østsiden af banen til Hedehusgård, hvor frokosten ventede, idet Kjeld stod klar med kartoffelmos og grillpølser. Slagleklipperen blev vendt på drejeskiven og arbejdstoget stod klar i spor 3, da det returnerende særtog med gæsterne fra DieselHouse ankom i spor 1. Mens Da 7 rangerede, kunne arbejdstoget nu bevæge sig mod syd og slagle banens vestside. Næste særtog (med et tysk busselskab) overhalede arbejdstoget på Brandhøj. Fra Brandhøj kørte Steffen i forvejen på plænetraktor og slog græsset så tæt på sporet i vest-siden som muligt, helt fra kvægrist nord og til Rubjerg samt retur i øst-siden. Det returnerende særtog krydsede slagletoget på Rubjerg. 

Arbejdstoget klargøres i spor 3, mens Da 7 rangerer. Dele af det tyske selskab positionerer sig for bedste fotomulighed. Bemærk at billetsalget har fået nyt tag! Foto: Lars L.

Krydsning på Sølund Station. Vores mange krydsningsstationer giver mulighed for at køre flere tog på banen. Radiokommunikation gør det let at tilrettelægge kørslen.

Slagletoget i arbejde syd for Rubjerg Station. Foto: Lars L.

Banen er nu slagleklippet fra Brandhøj til Hedehusgård på østsiden og fra Hedehusgård til Fem Ege i  vestsiden. Arbejdet blev væsentligt hurtigere klaret end normalt ved at benytte plænetraktoren til strækningen over Sletten. Den metode vil vi benytte fremover.

På hjemturen med det tyske selskab var der indlagt fotostop flere steder. Her er stop på Sletten.

På rampen kørtes to fotokørsler. Selvom vi for nylig har mindsket stigningens stejlhed, er det alligevel imponerende, hvor gode lydeffekter dampslagene giver på den skovomkransede stigning. Efter passagen sagde tyskerne både 'Toll', 'Super' og 'Mächtig gewaltig', hvilket vi tolkede som udtryk for en vis tilfredshed.

Efter særtoget var rangeret på plads og slagleklipperen tilbage i opbevaringshallen, kunne togpersonale og arbejdshold smide benene op og nyde en kold øl sammen. En god dags arbejde på banen var slut på trods af særtogstrafikken. God kommunikation via radio hjælper væsentligt, erfarne aktive og gode krydsningsmuligheder bidrager også. En god og spændende dag på banen! 

LLZ/CN

fredag den 31. maj 2024

Mere bane!

Der er travlt med flere projekter på HVB's infrastruktur. Dels arbejdes der i øjeblikket flere dage om ugen på på bane og værksteder, dels har der i foråret været arbejdet på hjemmekontorerne med ansøgning til Trafikstyrelsen om igangsætning af bygningen af næste etape af HVB fra broen over Roskilde-Greve-vejen til stationen Vinterrasserne.

Vi har i dag, gennem vores sikkerhedsansvarlige, modtaget tilladelse fra Trafikstyrelsen til at igangsætte arbejdet med at forlænge banen. Det er naturligvis glædeligt, at vores projekt nu har styrelsens godkendelse og at tilladelsen er givet hurtigt og kompetent. Nu er resten af arbejdet i vid udstrækning i vores egne hænder - og naturligvis en endelig ibrugtagningstilladelse fra Trafikstyrelsen, inden banen kan tages i brug til publikumskørsel.

Opslaget er krydret med billeder fra denne uges hverdagsarbejder med relation til spor og bane.

Perronen ved spor 3 er blevet befriet for sporskifterne. Skifterne er til Vinterrasserne og ligger nu på det plane areal mellem spor 3 og 2 nær brændeskuret.

I samarbejde med maskinafdelingen er der fremstillet fastspændingslærer til 27 og 24 kg/m skinner for brug i en nyanskaffet boremaskine til laskehuller.

I museumshallen blev der i ugens løb udført faststøbning af søjlerne til skinnerne over det sænkede gulvareal.


tirsdag den 28. maj 2024

En forrygende spændende nattergaletur i Hedeland den 28.5.2024.

Toget oplyst af romantiske flagermuslygter i det sidste af dagens lys

 Efter nogle dage med tvivlsomt vejr frem til ved 18.00 tiden den 28.5.2024, klarede det op og det blev vindstille lige før vi skulle ud på i Hedeland og høre nattergalens sang med veteranbanen og Solveig og Søren Peter fra Dansk Ornitologisk Forening.

Efter en kort briefing var der planmæssig afgang kl. 21.30 og allerede på vejen ud til Brandhøj Station hørtes de første nattergale, så spændingen var stor og optimismen skruet et gear op. Vi ankom til Brandhøj planmæssigt og som sædvanligt læste Solveig et sammendrag af H. C. Andersens eventyr Nattergalen, med fuglestemmer inkl. nattergale i baggrunden. Normalt deler vi os i to hold hvor hold 1 bliver på Brandhøj og Hold 2 går ad Nattergale-stien ved Flintebjerg til Rubjerg.

Da vejret var så usædvanligt godt besluttede alle sig for at køre med til Flintebjerg og med et par undtagelser at deltage i den ca. 1.5 time lange vandring. Hele området vrimlede med nattergale, så det var en fornøjelse, og kort efter at Hold 2 var ankommet til Rubjerg, kørte vi tilbage til Brandhøj hvor der traditionelt er meget at lytte til, mens deltagerne hygger med medbragte kager, kaffe eller vin.

Kort før midnat kørte vi tilbage til Hedehusgård, og på vejen oplevede vi at himlen blev helt klar så vi også kunne se de mange stjerner. Alt i alt en romantisk aften, der ikke kunne gøres bedre.

Vi havde sammen med VisitFjordlandet lavet en konkurrence og den heldige vinder blev Jannie Hansen, der valgte at tage sin mand med på turen. Jannie skriver følgende om oplevelsen på Nattergaleturen:

Den lykkelige vinder Jannie med husbond.

 Vi vil gerne takke for en meget dejlig tur med veterantoget og sikke en oplevelse det var at høre alle de mange nattergalestemmer (og andre fuglestemmer) i løbet af aftenen/natten. Vi har tidligere været på nattergaleture (ikke i Hedeland) uden af at høre nattergalen, men det fik vi da lov til denne gang, til overflod. Så den fuglestemme glemmer vi aldrig igen. Servicen på og omkring togturen var helt perfekt og en god oplevelse. Vi havde ikke tidligere prøvet togturen. Vandringen med ornitologen på nattergalestien gik også meget, meget fint. Tak fordi jeg fik lov at vinde denne gode oplevelse på Visitfjordlandets facebookkonkurrence.

Hilsen Jannie Hansen

 

Deltagerne går ad Nattergalestien

Fotos: Karina Grøn.

Artikel: Bruno Jensen / HVB



Nyt fra maskinafdelingen #19-24 17/05:

M4 er prøvestartet og får desuden en grundig gennemgang.

 På en fin aften efter en del regnvejr, så fik Carsten det sorte Pedershaab-lok M4 trukket ud af værkstedet, prøvestartet og justeret. Bagefter fik den en grundig vask og aftørring. M4 skal nemlig vises frem for fine gæster på lørdag, når B&W motor´s venner kommer på besøg. De hjalp i sin tid – i forbindelse med restaureringen af motoren med både uundværlige råd og reservedele. Nu skal de på tur med et særtog og selvfølgelig have en grundig rundvisning på værkstederne – og se M4. Der blev også målt og tegnet dele til B3, som kan føjes til en efterhånden stor samling af dele til udskiftning på rammen. John og Klavs fik udskåret profiler til Bafd skinneboremaskine, så den får endnu bedre hold. Der bliver forskellige profiler til de forskellige skinnetyper – indtil nu til 24 kg og 27 kg.

Ved drejeskiven fik Kjeld gjort klar til en ramme mere rundt skiven og Johnny monterede nye tagrender og afløb på kiosktaget. Det bliver flot!

Jan og Tim havde om eftermiddagen færdiggjort ophænget til skærmene, så Benjamin kunne montere og afprøve afspillernes start/stop-funktion. Det bliver godt!

Bastian og jeg fik bl.a. efterset og klargjort flagermuslygterne i dampstammen. De skal tændes, når Nattergaletoget kører hjemad her tirsdag aften efter en forhåbentlig oplevelsesrig tur med lyden fra mange nattergale i erindring. /Leif

Skinneprofiler til skinneboremaskinen monteres

Test af afspiller på monitoren


Tilpasning af nedløbsrør

Test og reparation af flagermuselygter i dampstammen.

Der kommer jævnligt flere dele til B3

Lidt afslapning efter en effektiv dag

lørdag den 25. maj 2024

Nyt fra Hedelands Veteranbane 25-05-2024

På en lørdag med smukt solskin og blå himmel var der stor aktivitet på HVB. To særtog med heldige passagerer skulle ud i Hedeland, og det skabte visse begrænsninger for arbejde på banestrækningen. I stedet blev det til en lørdag, hvor der blev arbejdet sammen om en række fælles projekter - derfor er overskriften i dag ikke 'Nyt fra Baneafdelingen'.

Det blev til en smuk og varm tur med arbejdstog på banen alligevel. Her passerer M 30 sletten med ballastharven.

Mens dampsærtoget med holdet bestående af Bruno, Otto og John kørte et hold gæster ud i Hedeland, planlagde Børge, Claus B og N en erstatning for ukrudtsbrænderens træchassis. Brænderen har bevist sit værd og nu er det tid til at fremstille et egentligt chassis i stålprofiler til den. Måltagning og design blev senere på dagen drøftet med kloge folk fra maskinafdelingen og stålprofiler bestilt sammen med en mindre ordre til maskinværkstedet. 

Der var travlt omkring drejeskive og værkstedremise, hvor både Carsten, Mikkel, Hans, Kjeld, Claus N og Andrew havde travlt med frilægning af elkabel, afretning af grus til spor omkring drejeskiven, samt svejsning af en sporramme til udvidelsen af værkstedremisen. 

Da dampsærtoget vendte hjem, stak Børge og 2 x Claus afsted med ballastharven inden motorsærtoget skulle afgå. De tre nåede at pløje vestre side af banen helt frem til broen og være fremme til aftalt krydsning med særtoget på Brandhøj. 

Mens dampholdet rigger Da 7 af, jævnes grusbunkerne vest for drejeskiven.

Ukrudtsbekæmpelse med ballastharven er nået syd for Sølund.

Undervejs sydpå med ballastharven indløb et ønske fra Hedehusgård om leverance af M 4, der skal optræde næste lørdag. Derfor benyttede Børge og 2 x Claus opholdet på Brandhøj til at rangere M 4 og D 8 ud af opbevaringshallen. Efter krydsning med særtoget med Kenneth på M 24 og John som togfører, gik det hjemad med M 30 og arbejdstoget, og de to Pedershaab-lokomotiver blev hensat i museumshallen på Hedehusgård.

Hans havde sædvanen tro benyttet lørdagen til at forskønne områderne omkring Hedehusgård, og fik også revet og rengjort perronen ved spor 1. Holdet på Hedehusgård havde også været produktive: sporrammen er nu klar til indbygning i det kommende gulv i værkstedsremisens udbygning, og der lå nye spor omkring drejeskiven! 

'Så kommer vi ikke meget længere sydpå'. M 30 lige før broen og Roskilde-Greve-vejen.

Ved drejeskiven på Hedehusgård er første stålsvelle-spor allerede lagt og taget i brug. Grusunderlaget er afrettet og komprimeret og klar til udlægning af yderligere rammer.

Også ved siden af spor 4 er der udlagt en stålramme. Den skifter vi formentligt ud med et lidt solidere spor på træsveller. Men indtil videre giver sporrammen meget mere fleksibilitet ved rangering omkring værkstedet 

fredag den 24. maj 2024

Hverdagsarbejde 23-05-2024

Flere dage om ugen er der aktive på færde på Hedelands Veteranbane. Torsdag mødtes et hold for at udføre arbejde på eftersynsfaciliteter i museumshallen. Efter indsatsen er der klare fremskridt at spore og inden længe kan vi formentlig forvente støbning af gulv.

Billeder fra Peter Hein.

10 styk stålsøjler udskåret og klargjort af maskinafdelingen. Skinnerne er 32 kg/m afhentet fra skinnelageret på Brandhøj og tilpasset i forvejen.

De to første søjler monteres.

Alle 10 søjler på plads og fastholdt i rette placeringer. 



mandag den 20. maj 2024

Plantog 2. Pinsedag 20. maj 2024:

Motortoget 15 min før afgang - der er stadig få ledige pladser...

Med sol, fuldstændig blå himmel og kun let vind, så var forudsætningerne igen til stede for en rigtig god dag. Rygterne vil vide, at søndagens tog havde været fuldt belagte med omkring 500 rejsende, så forventningerne var ret høje. Men på trods af de rette omstændigheder, så var belægningen jævnt lav… Vi søgte derfor forskellige årsager og alle spiller nok deres del; der var Royal Run, Veterantræf, dagen derpå for pinsesolen – og måske også, at jeg ikke havde fået skrevet på køreplanen at vi også kører 2. Pinsedag. Øv for den… Helt skidt gik det dog ikke og vi havde som altid en hyggelig dag, hvor vi nød den smukke tur ud i Hedelands Naturpark /Leif


Bruno og jeg havde tjansen på Da7

Der er fyret op og vi bliver hurtig klar til start

Der er også tid til en kop personale-kaffe

Koblet og klar til afgang fra Fem Ege

Togmøde på Brandhøj

Optag af troldejægere på Flintebjerg

Cyklerne må vente til toget er passeret...

Der er en fin udsigt fra kontoret!

Dagen gået godt og vi afslutter i god ro og orden


søndag den 19. maj 2024

Nyt fra Bafd 18-05-2024

 Pinsen står for døren, og der er gang i en masse andre aktiviteter rundt omkring. Dagens Bafd hold var således reduceret til Kenneth, Claus og Steffen, og vi benyttede dagen til at lave nogle småopgaver. En del af disse opgaver var identificeret i forbindelse med baneeftersynet, som blev gennemført for godt en uge siden.

Første opgave var på rampen, hvor et par knækkede lasker blev udskiftet. Herefter fik vi i løbet af dagen efterspændt løse laskebolte, fjernet trærødder under sporet, slået græs på perroner og ved sporskifte trækbukke, fejet det sydlige sporskifte på Sølund samt andre nyttige småopgaver.

Steen stødte til holdet i løbet af formiddagen, og sammen med Kenneth fik han fejlsøgt på vores slagleklipper, der gik i stykker sidste år. Fejlen blev lokaliseret til betjeningsboksen, så den er nu kommet hjem til Kenneths køkkenbord for reparation.

Steffen


Det sydlige sporskifte blev ballastreguleret og fejet

For lidt over en uge siden kørte vi prøvekørsel med en ukrudtsbrænder.
Det virker fint, og vi er nu spændte på at se hvor længe effekten holder.

Frokost i sporet med Claus og Kenneth. Det var en varm dag,
så vi fik stort set tømt vores medbragte vandforsyning.

Et kig opad samme sted, hvor træerne lukker sig henover sporet.



Der kæmpes med en anseelig rod, der løber under sporet ved Lergraven.