Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

søndag den 23. juli 2023

Nyt fra Bafd 22-07-2023

Mange er på sommerferie, men trods dette bestod dagens hold af Søren, Claus B, Peter, Lars og Steffen. Vi delte os i to hold. Det ene hold tog sig af slagleklipning, mens det andet hold løst en række forskellige opgaver langs med banen.

Slagleklipper-holdet med Peter og Claus benyttede M30 tilkoblet slagleklipperen til at slå græs og buskads langs med den højre side af banen fra Brandhøj til Fem Ege. Trods lidt startvanskeligheder fik de udført et stort arbejde og fik endda enkelte steder slået i større bredde end vi normalt gør.

M12 og banevognen udgjorde det andet hold. Der blev slået græs på Sølund, Brandhøj og Rubjerg stationer, spændt laskebolte, ryddet op og beskåret en del træer langs med Rubjerg.

Således forløb endnu en hyggelig dag på banen, hvor der blev arbejdet med at vedligeholde vores omfattende anlæg.

Steffen


Slagleholdet kører afsted



Claus betjener slagleklipperen skærmet mod solen af en parasol (PH)

Et kvarters indsats med plænetraktor og plæneklipper får det hele til at se pænere ud.

Vi har meget grej og det bliver brugt. Plæneklipperen får repareret startsnoren (LLZ)

Teleskopsaven forsøgte vi også at få gang i,
men det lykkedes ikke denne dag. (SH)






mandag den 17. juli 2023

Nyt fra maskinafdelingen #28-23 17/7:

Gang i drejebænkene i maskinværkstedet; reparation af dampregulator og dreje centertappe.

 Der blev arbejdet på flere forskellige opgaver denne aften; Carsten drejede centertappe til Storebæltsvogn nr. 2 – 70-16, mens Bo drejede en gevindprop til reparation af dampregulatoren. Carsten gik derefter i snedkeriet sammen med John og afrettede lister til stakittet rundt publikumspladsen. Den blev allerede indviet af publikum på den travle søndag, hvor de flittigt brugte de tre bænke, som var stillet op i skyggen af billetsalget.

Bo og Brian tog sig også af brændesavning og kløvning af alle de stammer, der længe har ligget ved vandkranen. Carsten, John og Kjeld bar dem over til brændeskuret. Klavs stod for grunding og maling af stakitlægterne. Kjeld fik vist også ryddet perronen for ukrudt. Jeg fik afrenset klister fra de gamle skilte og fuldmalet, hvor der skal sættes litra på C1 og C2, så de får den samme type af skilte som C3 og C4. Bagefter kom Brian over og hjalp med afvaskning af udstillingens lokomotiver. Jeg fik desuden ryddet en masse op i håb om at vi kan få genåbnet udstillingen for publikum på søndag. Jeg havde så travlt, at jeg ikke fik taget fotos af min egen indsats. Men det bliver herligt at åbne døren til museet igen! Trods sommerferien var vi 7 flittige mand på Gården denne aften /Leif


Perfekt reparation, så den kan klare 101 år mere

Stakit under produktion

Grunding og maling af lægter

Brændekløvning, så der er noget til opfyringen



søndag den 16. juli 2023

Nyt fra Bafd 15-07-2023

På en lørdag i den absolutte højsæson for ferieafholdelse var fremmødet i baneafdelingen ikke overvældende. Claus B og Claus N udgjorde startopstillingen. I Damp'a var også Carsten og Kjeld mødt frem og som de fire musketerer slog vi os sammen og kastede os over udlægning af knust beton ved opholdsarealet ved kiosken.

Hvor hovedparten af dagens arbejde foregik: det nye publikumsområde ved kiosken. Her er arbejdet ved at være slut. Kjeld komprimerer og Carsten retter de sidste ujævnheder på gårdspladsen.

Fra spor 21 hentede 2 x Claus de 2 tipvogne med knust beton. Igen lånte vi rideforeningens lille læssemaskine og betonmaterialet var udlagt i løbet af ingen tid. Efter opmåling jævnede vi arealet med Kjelds hjemmekonstruerede 'nivellator'. Hvor det var nødvendigt supplerede vi med en smule af det tiloversblevne støbemix. Resten af bunken med støbemix blev læsset i de to tipvogne og området foran den kommende 'stationshave' blev jævnet ud og revet. Herefter blev det udlagte lag af knust beton komprimeret med pladevibrator og tre borde/bænke-sæt sat op. Vi supplerede med et affaldsstativ, og med lidt god vilje kan området allerede tages i brug ved søndagens kørsel. 

Claus B henter knust beton fra en tipvogn i overkørslen. Der var godt med vand i betonen og det lettede komprimeringen.

Den lille læssemaskine er muligvis hverken stærk eller hurtig, men den er fleksibel og langt bedre end en trillebør.

Claus og Claus som trækdyr foran 'nivellatoren'. Foto: Thomas Vartou.

I løbet af dagen lagde Thomas vejen forbi med friske forsyninger til kiosken. Det var varmt, så vi afprøvede ad flere omgange den kommende 'stationshave', når vi skulle have en lille forfriskning eller en tår kaffe. Fra området har man et udmærket overblik over gårdspladsen og legeområdet. Mon ikke mange forældre vil påskønne det fremover? 

Med arbejdet omkring kiosken afsluttet, rangerede Claus og Claus de læssede tipvogne på plads i spor 21. Der var endnu nogle timer tilbage af arbejdsdagen, og derfor lykkedes det at få justeret ballast langs en række af de mest benyttede spor i sporviften foran museumshallen. Kenneth A kom forbi og hjalp til med ballastfordeling og renfejning af sveller. Nu skulle det gerne være lidt lettere at færdes på området under rangering. Afslutningsvist blev de tre skiftetræk af privatbanemodel vi hentede hjem fra Græsted, placeret for enden af spor 21. De vil formentlig blive brugt til skifter på den kommende station ved Vinterrasserne.

Claus læsser tipvogn med støbemix via vores 'læsserampe'.
.
Carsten, Thomas og Kjeld får en lille snak, mens Claus B ufortrødent fortsætter med at fjerne bunken med støbemix.

Med ballast læsset på Storebæltsvognen kom 2 x Claus rundt til de værste lunker foran museumshallen. Her læsser Claus B forsigtigt ballast i spormidten.

Omkring kl. 17.00 var der et udtalt ønske om at komme hjem til bad, grill i haven og hvad der ellers lokkede. Således sluttede en god dags arbejde, der bragte de nye publikumsfaciliteter endnu et stykke mod færdiggørelsen.  Mon ikke ferie også næste lørdag vil tynde ud i arbejdsstyrken? Heldigvis er der masser af mindre opgaver, der kan løses af små arbejdshold.

Arbejdsdagen er slut og der rangeres på plads. Claus B står på forreste vogn og holder udkig. Foto: Kenneth Andersen.

I løbet af ugen havde Steen været på banen med nye overdækninger på en del af vores stationsskilte. På trinbrætterne Stenager, Flintebjerg og Plantagen er der nu nye, zinkpladeoverdækninger monteret. Flere skilte vil efterhånden få den nye type overdækning monteret.

Nu er der ny overdækning af zinkplade på skiltet ved Stenager Trb. Foto: Steen Larsen.

Skiltet på Plantagen fik også ny overdækning. Land Rover'en medbringer værktøj og stige til brug ved arbejdet. Foto: Steen Larsen.


torsdag den 13. juli 2023

Torsdagfilmen #242

 I et herligt samarbejde med Modklang Media, har vi fået denne nye præsentations-video af Hedelands Veteranbane. Mon ikke den kan lokke endnu flere til et herlig oplevelsestur ud i Hedelands Naturpark?!

Filmen er optaget af Jacob, der kom forbi søndag den 9. juli, hvor vejret viste sig fra sin pæne side. De mange optagelser er her kortet ned til et koncentreret minut med tog, børn, is og smuk natur.

Se filmen her >> 




onsdag den 12. juli 2023

Onsdagsaftentog 12. juli 2023

Mens de sidste skyer driver væk, fyldes Onsdagsaftentoget med glade rejsende. 

Efter en onsdag med landsdækkende regnvejr, skybrud og torden, så frygtede vi, at der ikke ville komme nogen gæster til aftenens togkørsel. Da solen pludselig brød frem, blev det hurtig klart, at det modsatte blev tilfældet; allerede inden første tog skulle afgå kl. 17, var alle kupeer optaget og de sidst ankomne måtte klemme sig lidt sammen med andre gæster. Det så til gengæld ud som om de alle hyggede sig og børnene fik nye rejsekammerater undervejs. Toget kørte uden stop til Rubjerg, hvor en del stod af for at holde picnic i Lergraven. Vi kørte retur og også på andet tog, blev pladserne hurtig optagne – alle kom dog med og en del medlemmer havde også fundet vej til toget denne fine sommeraften. På andre onsdagsaftentog har tog 3 og 4 ofte været ret tomme, men også de havde fin belægning. Vi tændte for flagermuslygterne på sidste tur – mest for hyggens skyld, for solens sidste stråler varmede stadig… Det blev således en rigtig fin og hyggelig aften og mange sagde tak for en herlig tur. Tak i lige måde! /Leif

Der er altid noget at se ude i Hedeland Naturpark

Rubjerg omkranset af skyer. Det må være højden, der gør det...


En travl station - nogen skal på picnic - andre hjemad igen

Så er vi klar til endnu en tur hjemover

Trafikchefen og vores SoMe-ekspert fik også en aftentur

Aftenhyggetur :-)

 

mandag den 10. juli 2023

Nyt fra maskinafdelingen #27-23 10/7:

Overgangene til Kjelds plads er nu på plads. Der udestår dog lidt tilpasning.

 Dagen havde været regnfuld, men aftenen holdt tør. Kjeld fortsatte derfor med etablering af endnu en overgang. Efter det store arbejde med at udføre en overgang af de brugte metalplader, vi har fået, så blev den næste i træ… Bagefter blev den gamle overgang genanvendt ved kulpladsen, så der er en stabil passage over sporet, når man går med fyldte kulspande. Lars O. fik påsvejst forstærkningspladerne til hullerne for centertappene til bogierne.  Carsten og Klavs gik i snedkeriet og fik savet endnu flere stakitpinde til den nye publikumsplads. Brian og jeg fik først muget ud i slaggebunken og bagefter tog vi en tørn i museumshallen med oprydning, flytning af de mange dele fra et brugt udsugningssystem og fjerne presenninger, så vi snart kan lukke publikum ind i museet igen. Vi var kun 6 mand denne aften – ferietiden har ramt os. Men til gengæld fik vi meget fra hånden /Leif


Afrensning før svejsning på 70-16

De nye forstærkningsplader påsvejst

Fliserne er lige blevet stampet og dagens arbejder er afsluttet




søndag den 9. juli 2023

Plantog 9. juli 23

M24 har de to nye vogne C3 og C4 med i toget.

 Endnu en fantastisk solskinsdag med vindstille vejr og op mod 28 grader.

I løbet af dagen kunne os, der stod på lokomotiverne godt drømme om at ligge på stranden i stedet, men der kom simpelthen så mange gæster, der havde valgt en tur med os i stedet for. Og så holdt vi selvfølgelig tryk på kedlen og gang i motoren. Første motorafgang var godt fyldt, og det på trods at vi nu fast har indsat de to nye – og længere vogne, C3 og C4 i toget. Det var egentlig også held i uheld, at vi havde skiftet No3 ud med Da7 – grundet en reparation af dampregulatoren. Det gjorde, at vi havde en vogn mere koblet på. På trods af det, så måtte nok 10-15 gæster vente på næste afgang. Toget kl. 11 var fyldt allerede 10 minutter før afgang… Vi fløjtede afgang og kom afsted til tiden. Resten af dagen var der godt fyldte vogne, men dog tilstrækkeligt med pladser. Der var ture både til legepladsen, picnic i Lergraven, troldejagt – og måske fik nogen også besøgt den nye søndags-café i skibakkens hus for enden af Rubjerg. Her kan man nu leje MTB-cykler og få sig en dejlig pause med kaffe og is, hvis man stiger af på Flintebjerg. Husk at give besked til togføreren. Det kan nu også være at toget standser alligevel for at optage et hold troldejægere. Det skete da en 2-3 gange for os på damplokomotivet... Så en fin dag med glade rejsende og gode kammerater på toget /Leif

Toget er fyldt og der kommer stadig folk til. En håndfuld eller to må vente til næste afgang...

- heldigvis kan man købe en is og sidde i skyggen af museumshallen.

Morgenens første togmøde på Rubjerg St.

To godt fyldte tog passerer hinanden på Brandhøj St.

Det køler lidt når vi kører gennem skoven...

Togfører melder folk, der gerne vil af på Flintebjerg.

- men vi standser alligevel for at samle et hold Troldejægere op...


Nyt fra bafd. 08-07-2023

Allerede da dagens hold fra baneafdelingen mødte ind, var det relativt varmt. Det vigtigste var dog, at det ikke regnede og blæste, for vi skulle lægge tag på tagrytteren på museumshallen. Der manglede montage af de sidste to tredjedele af pladerne, der udover at slippe lys ind, naturligvis udgør en del af bygningens klimaskærm. Tagarbejdet har måtte udskydes på grund af vigtigt arbejde på spor og for meget vind.

Claus B og Søren på toppen! De var nok de værst udsatte for solen af os alle!

Steen og hans Land Rover stod klar med liften, da dagens morgenduelige hold mødte ind. Claus B og N, Søren og Steffen fik manøvreret liften ind i museumshallen efter at dampstammen var rangeret ud. Tagplader blev forbukket og løftet til vejrs, og fastgørelsen af pladerne tog hurtigt fart.

M 30 har hentet dampstammen ud af hallen, så der er plads til arbejdet.

Claus B fik tid til at tage et billede fra tagåsen. Søren og Claus N forbukker tagplader.

Denne lørdag bød igen på mad fra brændekomfuret. Vi krøb ind i skyggen, for varmen var efterhånden belastende. Som dagen skred frem, dukkede flere folk op og hjalp til.

Efter frokosten fortsatte arbejdet med tagplader og da den sidste var fastgjort tog Claus B og Søren fat på at montere endeprofiler på pladerne. Imens benyttede vi andre liften til at montere lampeophæng og lamper, så belysningen i hallen bliver i top. Alexander, der netop er afmønstret Georg Stage, og Leif kørte til Brandhøj med M 30, hvor de hentede træ til brug for ophæng af lamper. Samtidig kunne vi påbegynde nedtagning af presenninger fra materiellet, der har været tildækket, mens taget har været åbent. Vejret var perfekt til tørring af fugtige presenninger, der blev grundigt fejet, inden de blev lagt sammen.

En tagplade på vej på på taget. Med forsigtighed kunne de netop manøvreres igennem åbningen i taget. Carsten og Alexander hjalp med at løfte de sidste plader op.

Leif fik fremstillet nogle meget målnøjagtige strøer til ophængning af lamper. Som det ses benyttes nyfremstillede C 3 til særlige opgaver!

Steffen placerer en af strøerne under tagrytteren.

Kenneth A var en af dem, der dukkede op som forstærkning efterhånden som de først indmødte nærmede sig overophedningen.

Heldigvis kunne vi dagen igennem nyde et par tiltrængte pauser. John kom forbi med ispinde og Rasmus havde bagt lækker citronkage, der passede perfekt til en kop kaffe.

Med hovedopgaverne afsluttet omkring 16.30 begyndte vi oprydning og fejning af arbejdsområdet. En del overskudstræ blev båret ned til brændeskuret, hvor det efterhånden vil blive brugt som opfyringsbrænde.

Rasmus saver resttømmer til optændingsbrænde. Han har klogeligt valg at placere savbukken i skyggen mellem spor 3 og 4.

Efterhånden som tiden nærmede sig halvseks, tyndede det ud i arbejdsstyrken. Men vi var også færdige med det vigtigste opgave. Tagarbejdet er dog ikke helt afsluttet, for der skal stadig monteres sideplader og afslutningsvinkler, men det kan klares uden liften. Det blev en hyggelig dag for os frivillige, og Leif talte 16 medlemmer på Gården denne sommervarme lørdag - for det var varmt. Har vi husket at skrive det?  

Med et tæt tag er forudsætningen for at genåbne museumshallen klaret. Det bliver godt at komme i gang med de sidste småting og oprydning omkring udstillingen, så publikum igen kan kigge ind. Samtidig skal vi i gang med at opgradere udstillingen, så det er næste projekt. 

Leif/Claus N