Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 15. februar 2025

Nyt fra Bafd. 15-02-2025

Deplorider med sveller trækkes frem til dagens store indsats. Sneen vælter ned...

Der var allerede lovet sne fra morgenstunden, men det var åbenbart ikke nået til Hedeland endnu, da vi mødtes på Gården. Som altid er der mange forskellige opgaver, der skal løses. Steen havde en god opgave med at opsætte nye A3-rammer til brug for PR-plakater. De skal afløse de grimme hæfteklamme-ophængninger. Rasmus gjorde kædesaven klar og kørte med bil til Brandhøj, mens M12 med Peter ved roret trak af afsted med banevognen og satte den klar ved udkørselssporet. Dernæst kørte Claus og Claus M30 og Storebæltsvognen ned til enden af udtrækssporet. Her skulle de sporskiftebukke, der tidligere har ligget på Brandhøj læsses af for afrensning og placering på paller. 

Børge og jeg hoppede ombord på banetoget og kørte afsted – og så begyndte det stille at sne… Ude ved Brandhøj var første opgave at adskille et par sporskiftedele, der skal anvendes til det nye skifte ind til sidesporet. En vinkelsliber kom i brug. Rasmus var allerede i gang med at slæbe træknuder til bunke. En større plan for oprydning i skinnestakkene er på programmet. 

Sporskiftedele ved placeringen for den "genskabte" sportilslutning

Nu kom M30 og gravemaskinen og banetoget måtte lige trække til siden. Dagens store opgave var at bore huller i alle 114 sveller til udskiftningen syd for Sølund – med tre forskellige mål. Stakken blev trukket frem og Claus fik det øverste læs taget af og så gik Børge og jeg i gang med at opmærke, mens Peter og Claus borede hullerne. Steffen havde forskellige forberedelser, men kom forbi fra tid til anden og gav en hånd med.

Målet på svelleskabelonen skulle lige ændres undervejs
Der skulle ryddes meget sne i løbet af dagens indsats
De sidste sveller mærkes og bores

Der kom pænt meget sne undervejs, så kosten var nødvendig for at kunne se, hvor mærkerne var sat. Det var ret hyggeligt og heldigvis vindstille og stemningsfuldt. Vi fik da også siddet lidt inde i varmen og spist frokosten i ro og mag, mens det fortsat sneede.

Da alle sveller var boret, stakkene fordelt og mærket op, så skulle slagleklipperen og roterkost ud af mørket og hjem på Gården til eftersyn og forbedringer. Det krævede lidt rangering og læsning af en normalsporsdeploride, der skal hjem for ombygning, men til sidst var vi klar til hjemturen. M12 med banevogn var kørt i forvejen, så kaffen kunne være klar ved vores ankomst. Her blev der også rangeret lidt rundt og så blev kaffen serveret. Tak for en hyggelig dag på banen /Leif

Kosten kommer ombord
Sådan en nyjusteret sporvifte er sørme flot i snevejr!
Vel hjemme, så skal slagleklipperen en tur på eftersynsgraven

Bygningsafdelingen har også været flittig og der er nu både side- og endevæg

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.