Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 23. marts 2024

Nyt fra Bafd 23-03-2024

 Lørdagens vejr vidste ikke rigtigt hvad det ville. Solskin og forår eller skyet og hagl. Tre friske IBK'ere vidste hvad de ville: arbejde udendørs med spor på rampen. Med Peter indkaldt som reservernes reserve for at holde Kystbanen åben, var det op til Kenneth, Børge og Claus N at få understoppet det hævede spor på rampen. 

Der stoppes og skovles på en solbadet rampe. På buskene er der grønne knopper - foråret er på vej!

Først skulle holdet dog lige en tur på Brandhøj for at aflevere fire tomme tipvogne og hente den østtyske stoppemaskine. På turen kunne vi bese det fine resultat af Rasmus og Børges arbejde i løbet af ugen med flisning af nedskåret bevoksning omkring skinnestakkene på Brandhøj Station. Afhentningen krævede lidt rangering og først ved frokosttid var vi tilbage på Hedehusgården. Derefter tog vi tyren ved hornene og uden pause stoppede vi den løftede strækning ned ad rampen.

Sine steder er sporet løftet 30 cm så der skal understoppes grundigt. Her er arbejdet lige påbegyndt.

Stoppearbejdet nærmer sig sin afslutning. Vi havde mørke skyer flere gange i løbet af dagen, men kun da vi netop var færdige med understopningen fik vi en ordentlig omgang hagl.

Efter at have samlet skovle og andet værktøj sammen, havde holdet stadig energi til mere arbejde. Derfor afforskallede vi topstøbningen på eftersynsgraven i museumshallen og udlagde fyld omkring væggen. Derved bliver det lettere at færdes i området og nemmere at tage fat på næste etape af arbejdet. Med to tipvogne tømt for fyld, blev der også plads til stoppemaskinen i hallen. Det betyder, at den er let tilgængelig for finjusteringen af strækningen på rampen, som vi forhåbentlig når at arbejde videre med i påsken.

Et sikkert forårstegn var flokkene af traner på træk, der overfløj Hedeland. 

Forskallingen er fjernet og der er fyldt op langs støbningen. Klar til næste etape.

Efter at have kørt materiellet på plads var det tid til dagens både første og sidste øl, inden turen gik hjemad. Forvent at høre mere fra baneafdelingen i løbet af påsken. Vi har masser vi skal nå!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.