Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

lørdag den 28. juni 2025

Nyt fra Bafd 28.06.2025

Gøgene kukkede, lærkerne sang og landsvalerne kvidrede. I solskin kunne baneafdelingen stille et arbejdshold på tre mand. Skoleferien er begyndt, men det kan vel ikke være årsagen til de mange fraværende? Dagens opgaver lød på beskæring og skinneaflæsning.

Der er saftsuseme grønt i Hedeland! Steffen og Steen holder en kort pause i det grønne, mens Claus N kampsveder og tager et billede.

Mens vi oprangerede dagens arbejdstog, kunne en fotograf lige nå at tage et par billeder af dagens jernbanemodeller Steffen og Claus N. Billederne er til en udstilling om frivillighed i Høje-Taastrup Kommune. Efter den afslappende start på dagen, kastede vi os over rydning af indhængende grene mellem km 0,5 og Sølund. Solen skinnede, det var tordenlummert og ingen på holdet havde problemer med at holde kropstemperaturen oppe! Vi fortsatte mod syd og fik klippet på de værste steder med indhængende grene, ligesom vi fik beskåret omkring de vilde hindbær på perronen på Stenager. På Brandhøj satte vi skifteosten af ved det nye nordlige skifte og tog derefter en frokostpause i skyggen.

Til en portrætserie af frivillige i kommunen stiller Steffen frivilligt op.

Her er det rydning ved 'knallertvejen', der skal sikre, at morgendagens passagerer ikke får torne i fingrene.

Steen klipper en busk ved Stenager med arbejdstoget i baggrunden.

Efter frokost var aflæsning af de sidste skinner fra sporfornyelsen 2024 ved km 4,0 næste opgave. Skinnerne skal anvendes ved forlængelsen til Vinterrasserne og er nu lagt i en pæn stak lige syd for Fem Ege Station. Nu står skinnelæsset ikke i vejen for ukrudtsbekæmpelse på strækningen mod broen.

På hjemturen fik vi ryddet indhængende grene ved overkørslen ved km 4,0, hvor også buskrydderen blev anvendt mod højtvoksende græs, der forstyrrede oversigtsforholdene. 

På Hedehusgård fortsatte rydningen med beskæring ved spor 21 og med buskruydderen fik Steffen også has på en del bevoksning øst for sporviften. Steen og Claus N var taget hjemad, men nu dukkede Lars op og dagens arbejde sluttede med lidt reparation på vegne af kommunen: en ny dørpumpe blev monteret på døren til toiletterne på Hedehusgård.

Steffen og Claus N læsser 24 kg/m skinner af syd for Fem Ege. Foto: Steen Larsen.

Stumper af græs og plantestængler står til alle sider, når Levelizer Lyngesen bringer bevoksningen ned i en acceptabel højde.

Nu kan man igen rangere i spor 21 uden at få grene i ansigtet!

På en lang liste med opgaver blev de fleste streget ud. Men frygt ej! Der er masser af ting vi skal lave på Hedelands Veteranbane - der er opgaver nok til alle.

mandag den 23. juni 2025

Nyt fra maskinafdelingen #22-25 23/06:

 

Tilslutning til olierøret loddes på

M12 er fortsat inde til service og boltene til motorophænget er nu udskiftet til de stærkere bolte, så maskinen kan forblive på sin rette plads… John arbejdede på udskiftningen af brændoliereturrøret, der var blevet klemt ved motorlågen. 

På B3 arbejdede Mikkel videre med bagerste ramme og jeg hjalp med afrensning af et par rammedele og banerømmerne. 

Jan S. testede udfræsning til lukkemagneter for monitorkasserne med nyt fræsegrej. 

De øvrige af de 8 fremmødte var flittige med værkstedsudvidelsen, hvor væggene nu er næsten færdige og forberedelserne til undertaget godt i gang. For at skabe bedre plads, blev overskydende vægplader læsset på en fladvogn og kørt i depot. En blæsende og regnfuld Sankt Hans aften tilbragt mest i tørvejr… /Leif

Boring af hul gennem vinkel til den nye plade
Afrensning af et historisk lag rust og maling...





Så sidder magneten hvor den skal...



Læsning af overskydende vægplader på fladvogn

søndag den 22. juni 2025

Nyt fra Bafd. 21-06-2025

Endnu en lørdag med særtog gjorde at baneafdelingen tog afsted fra Hedehusgård udstyret med særtogsanmeldelse og radio til koordinering af dagens trafik på banen. Steffen, Claus B og Claus N skulle gennemkøre banen med ukrudtsbrænderen og gerne nå hovedparten af sidesporene i processen.

Ukrudtsbrændertoget på vej mod km 2,0 og Sletten.

Med M 30 som trækkraft kørte det lille hold mod syd med alle brændere tændt. På Brandhøj fik begge perronspor en omgang varme, inden det gik videre mod Rubjerg. Mens særtoget med M 24 passerede i spor 2, fik spor 1 en omgang varme, og på den måde blev krydsningen udnyttet produktivt. 

På Fem Ege Station spiste særtogspersonale og baneholdet frokost sammen i varmen, inden M 30 afgik mod Brandhøj, hvor vi havde planlagt overhaling af motorsærtoget,

På Brandhøj Station fik begge perronspor en omgang varme. Claus B i M 30 og Steffen er klar til at slukke mindre gløder med branddaskeren.

Det var på mange måder en varm dag. Fuldt blus på gasbrænderne og solen varmede også godt! Fra M 30 kan Claus N lige skimtes i røgen fra afsvedent græs i sporet. Foto: Claus B.

Togmøde på Fem Ege Station. Motorsærtog med M 24 i spor 1 og brændertog med M 30 i spor 2.  

Efter overhalingen på Brandhøj var M 24 ved at køre på plads i museumshallen, da M 30 nåede Hedehusgård. På stationen fik spor 2 og 3 en omgang varme, ligesom alle sporene omkring værkstedsremisen også kom under behandling. Mens No 3 kørte til togstammen i spor 1, klarede brænderholdet sporviften foran museumshallen. efterhånden var gasbeholdningen også ved at nærme sig meget lav i flere beholdere, så det var passende at afslutte arbejdet. 

Afgang for dagens dampsærtog med et tysk selskab.

Efter lidt kold sodavand kunne vi besøge værkstedsremisen og se på fremskridtene på B 3's ramme og lige hjælpe med at skrue en af de sidste vægbeklædningsplader på tilbygningen. En god lørdag for et lille hold på banen.

tirsdag den 17. juni 2025

Særtog: Musikernes 100mands Skovtur 17. juni 2025 - Tre gange nostalgi på én dag...

 

En sommerdag fyldt med minder, musik og menneskelig varme

Morgenens motortog og kjoler i vinden

Mødetidspunktet var kl. 10:00 på Hedehusgård Station, hvor Hedelands Veteranbane holder til. Allerede her var stemningen sat – damer i lange sommerkjoler, herrer med stråhatte og ærmeholdere. Et levende tableau fra en svunden tid.

Formanden Bruno Jensen bød velkommen med chips og kolde forfriskninger. Og solen – som forstod dagens betydning – strålede over de mange fremmødte, over en tredjedel af foreningens medlemmer. Snart lød fløjten, og toget satte i gang mod Fem Ege – banens foreløbige endestation. Undervejs blev landskabet levende med harmonikatoner fra Johannes Jørgensen, der fyldte vognene med musik og smil.

Mellem trolde, nattergale og teaterbakker

Turen med HVB blev en rejse i fortællinger og natur. Ved Brandhøj lyttede vi efter nattergale og betragtede områdets dyreliv. Ved Flintebjerg blev vi mindet om naturparkens historie og de gamle historier om trolde i Lergraven, og sjovt nok er der stadig trolde i Hedeland nemlig Måne Mor og Glade Anders, udført af Thomas Damsbo. Ved Rubjerg talte Bruno og togfolkene – Børge, Finn og John – om områdets store udsyn, det magiske Tempelbjerget, Amfiteatret, Skibakken og mulighederne i Hedeland Naturpark.

Det var ikke kun landskabet, der bevægede. Det var også det at se medlemmerne dele minder og udveksle historier. Toget kørte, men tiden stod stille.

Et skovtursmåltid med smag af svundne tider

Efter rundrejsen steg vi af og kørte i samlet flok til Fløng Forsamlingshus, hvor værten Benny Jensen havde tryllet en menu frem, der næsten kunne få tiden til at vende.
Ved små caféborde udenfor summede luften af latter, drilleri og varme gensyn.

Kl. 13.00 gik vi til bords, og skovtursmenuen var ikke mindre end en symfoni:
- Æg og tomater, rejer med hjemmerørt mayonnaise
- Hvide og kryddersild
- Fersk laks med røræg, gravad laks med rævesovs, laksetatar med kartofler

- Lune fiskefileter med hjemmerørt remoulade

- Frikadeller, flæskesteg med sprød svær, rødkål
- Lun leverpostej med champignon
- Fire slags ost og frisk frugt
- Hjemmebagt brød, kiks og knækbrød - smør
- Kaffe, te og jordbærtærte med flødeskum
- Spændende drikkevarer af alle slags ad libitum

Ingen gik sultne eller tørstige hjem – og ingen glemte smagen af den slags måltid, hvor alt er lavet med kærlighed. 

Fri musik, fællessang og frihed.

Traditionen tro blev der ikke spillet under måltidet, bortset fra da vi rejste os og sang vores elskede foreningssang. Musikken kom bagefter – og i rigelige mængder. Johannes og Bruno havde sørget for instrumenter, og snart spillede og sang medlemmerne på kryds og tværs. Det var ikke et koncertprogram – det var et sammensurium af livsglæde og spontanitet, præcis som vi bedst kan lide det.

Klokken 17 – men hvem vil hjem?

Da klokken slog 17, blev instrumenterne pakket væk. Trætte, men opløftede, tog vi afsked. Det var én af de dage, hvor man mærker, at fællesskab og musik kan noget ganske særligt. Vi takkede for en vidunderlig dag – og begyndte allerede at fantasere om næste års skovtur. 




/Bruno

mandag den 16. juni 2025

Nyt fra maskinafdelingen #21-25 16/06:

Lige nu arbejdes der mest på bagenden af Sukkergrisens ramme

 M12 er inde til service og Kjeld havde anskaffet nogen ekstra stærke bolte, der trængte til udskiftning. Mikkel arbejdede på B3 og havde ved en stor indsats i lørdags fået adskilt to store beslag, der har holdt den bagerste puffer. De var grundigt rustet sammen. Jeg fik fornøjelsen at afrense dem for rust og maling. Efterfølgende så de noget pænere ud. Lars O. skal nu rette dem op og pålægssvejse, hvor der er slidt. Denne aften rettede han to buede vinkeljern op i pressen, så de igen er som nye. Der er næsten ingen rust på dem, så de fik også en tur med stålbørsten og blev efterfølgende prøvemonteret på rammen. Der blev også syslet på andre fronter – men jeg stod med høreværn og maske og så eller hørte ikke ret meget…

Som altid var der også travlt i BygnAfd: Nordvæg er ved at blive beklædt med det indvendige lag træ og der er nu monteret vinduer. Snart står loftet for tur. Isoleringsbaner blev gjort klar til opsætning. /Leif


udskiftning af bolte på M12

Opretning af vinkeljern i presse
Afrensning med roterende stålbørste

Prøvemontage på rammen - det ser fint ud!


De to jern til pufferstokken under afrensning




lørdag den 14. juni 2025

HVB – Særtogskørsel 14. juni 2025

Det godt fyldte tog på vej mod Fem Ege

 Veteranbanen har flere gange tidligere haft den store fornøjelse at køre særtog for Ingeniør-foreningen i Danmark og den tradition holder vi meget af på banen, for der er altid mange gode spørgsmål af teknisk art (og andre) når vi kører afsted med toget og mens vi holder en hyggelig pause. Der uddeles drikkevarer og så kan vi svare på alle de gode spørgsmål, mens tørsten slukkes. Således også denne herlige solskinsdag, hvor der samlet var omkring 150 deltagere på dagens to damptog, der blev trukket af Da7.

Samtidigt blev der fyret op i No 3, som skulle køre et andet selskab lidt senere på dagen – men så tidligt at det ikke kunne være med Da7 som lokomotiv. Det giver altid en særlig stemning på Gården, når begge lokomotiver er fyret op og står klar til indsats. De to tog mødtes ude på Fem Ege, hvor det andet selskab havde planlagt en skovtur på Naturlegepladsen og således havde et længere ophold der. Det tomme tog kørte derfor hjem kort efter og fulgte således efter vores i planlagt afstand. Senere gik turen atter ud efter selskabet – og jeg håber de alle havde en god dag.

Oven i dette, så blev der afholdt DM i Mountain Bike Marathon - MTB DM XCM 2025 og cyklerne skulle krydse vores spor fire gange undervejs. Dette havde vi selvfølgelig koordineret i samarbejde med arrangørerne af løbet, så togene holdt tilbage, indtil der blev givet klarsignal fra vagterne. Det gik derfor helt problemfrit og tilføjede ekstra stemning til turen. Et gnidningsfrit samarbejde mellem foreningerne!

Efter vores to kørsler for IDA kunne vi køre vognene i remise og Da7 afsluttes. Her blev det muligt at tage et par flotte fotos af de to opfyrede maskiner. Herlig! Tak for en god dag med toget 😊 /Leif

En krydsning, hvor cyklerne har forkørselsret for toget er sjælden!

Der blev kørt hurtigt på opløbsbanen

Stop ved en af krydsningerne indtil vagten får klarsignal på radioen


Vel hjemme med første tog - næste hold står klar til ombordstigning. Alle gæster kender deres kupe-nummer så ombordstigningen går let.

Da7 skal lige have kul og vand - i baggrunden smøres No3 op

Vi ser da også en hjort undervejs og der peges flittigt

Da7 vises frem og der svares på gode spørgsmål

Det andet tog ankommer planmæssigt og vores tog gør klar til afgang

Der bliver lige tid til en Selfie foran de to flotte, opfyrede maskiner :-)

tirsdag den 10. juni 2025

Nyt fra ferieafdelingen - tur til Sachsen:

Damptoget til Bad Muskau er lige afgået fra Anlage Mitte

 Mens andre flittigt har kørt tog i Hedeland henover Pinsen i både sol og regn, så har fruen og jeg nydt en tur (mest med sol og godt vejr…) til Sachsen. Her findes heldigvis også skinnebåren trafik, som vi har prøvet grundigt af… I Leipzig blev det med sporvognen rundt i byen. De har Tysklands næststørste sporvognssystem. Dresden har også et fint sporvognsnet, men her kunne de samtidig tilbyde en tur med Parkeisenbahn Dresden – hvor de unge ”går til tog” og lærer at styre toggangen på fineste vis. Banen har sporvidden 381mm og er 5,6 km lang. Topfarten blev målt til 25 km/t…

Til sidst gik turen til WEM: (Wald Eisenbahn Muskau)  i Weisswasser, der er udgangsstation for tre 600 mm strækninger: til Bad Muskau, Kromlau og Schwerer Berg. Sidstnævnte er lige genåbnet og der kører kun særtog endnu. Vores første tur gik med damptoget til Bad Muskau. Her kan man besøge et slot og en smuk park – og i den gå sig en tur til Polen og retur. Turen tilbage foregik med motorlokomotiv. Vel retur ved Bahnhof Mitte fik vi set det fine museum og derefter gik turen til Kromlau med et andet motorlok foran. Der kunne man besøge et stort, omrejsende Pinsetivoli eller gå en tur i en rododendronpark – men de var desværre allerede ret visne, så vi tog hurtigt hjemad igen.  Vi besøgte også det kæmpestore brunkulsbrud – hvor der også er mange skinner, men måtte hurtigt fortrække da vi blev fanget i en støvstorm.

Banen har i øvrigt været vært for Feldbahntreffen i 2003 og 2012, hvor vi begge gange var mange deltagere fra IBK. Det er en meget flot beliggende bane, som kan anbefales hvis man skulle komme forbi det hjørne af Tyskland.  /Leif

De fleste sporvogne i Leipzig er topmoderne - men ældre modeller kører der stadigvæk



Med fast hånd styrer den unge mand togdriften i Parkeisenbahn Dresden




Strækningskort for den nuværende bane. Oprindeligt var der et omfattende spornet i området.


en tur til Polen blev det også til...

Det fine slot i parken ved Bad Muskau

Toget fra Bad Muskau gjorde holdt ved museet



Og her ankommer toget til Kromlau

Den kæmpe brunkulsudgravning ved Boxberg er både fascinerende og skræmmende