En
sommerdag fyldt med minder, musik og menneskelig varme
Morgenens
motortog og kjoler i vinden
Mødetidspunktet
var kl. 10:00 på Hedehusgård Station, hvor Hedelands Veteranbane holder til.
Allerede her var stemningen sat – damer i lange sommerkjoler, herrer med
stråhatte og ærmeholdere. Et levende tableau fra en svunden tid.
Formanden Bruno Jensen bød velkommen med chips og kolde forfriskninger. Og
solen – som forstod dagens betydning – strålede over de mange fremmødte, over
en tredjedel af foreningens medlemmer. Snart lød fløjten, og toget satte i gang
mod Fem Ege – banens foreløbige endestation. Undervejs blev landskabet levende
med harmonikatoner fra Johannes Jørgensen, der fyldte vognene med musik og
smil.
Mellem
trolde, nattergale og teaterbakker
Turen
med HVB blev en rejse i fortællinger og natur. Ved Brandhøj lyttede vi efter
nattergale og betragtede områdets dyreliv. Ved Flintebjerg blev vi mindet om naturparkens
historie og de gamle historier om trolde i Lergraven, og sjovt nok er der
stadig trolde i Hedeland nemlig Måne Mor og Glade Anders, udført af Thomas Damsbo.
Ved Rubjerg talte Bruno og togfolkene – Børge, Finn og John – om områdets store
udsyn, det magiske Tempelbjerget, Amfiteatret, Skibakken og mulighederne i
Hedeland Naturpark.
Det var ikke kun landskabet, der bevægede. Det var også det at se medlemmerne
dele minder og udveksle historier. Toget kørte, men tiden stod stille.
Et
skovtursmåltid med smag af svundne tider
Efter
rundrejsen steg vi af og kørte i samlet flok til Fløng Forsamlingshus, hvor
værten Benny Jensen havde tryllet en menu frem, der næsten kunne få tiden til
at vende.
Ved små caféborde udenfor summede luften af latter, drilleri og varme gensyn.
Kl. 13.00 gik vi til bords, og skovtursmenuen var
ikke mindre end en symfoni:
- Æg og tomater, rejer med hjemmerørt mayonnaise
- Hvide og kryddersild
- Fersk laks med røræg, gravad laks med rævesovs, laksetatar med kartofler
- Lune fiskefileter med hjemmerørt remoulade
- Frikadeller, flæskesteg med sprød svær, rødkål
- Lun leverpostej med champignon
- Fire slags ost og frisk frugt
- Hjemmebagt brød, kiks og knækbrød - smør
- Kaffe, te og jordbærtærte med flødeskum
- Spændende drikkevarer af alle slags ad libitum
Ingen gik sultne eller tørstige hjem – og ingen glemte smagen af den slags
måltid, hvor alt er lavet med kærlighed.
Fri musik, fællessang og frihed.
Traditionen tro blev der ikke spillet under måltidet, bortset fra da vi rejste os og sang vores elskede foreningssang. Musikken kom bagefter – og i rigelige mængder. Johannes og Bruno havde sørget for instrumenter, og snart spillede og sang medlemmerne på kryds og tværs. Det var ikke et koncertprogram – det var et sammensurium af livsglæde og spontanitet, præcis som vi bedst kan lide det.
Klokken
17 – men hvem vil hjem?
Da klokken slog 17, blev instrumenterne pakket væk. Trætte, men opløftede, tog vi afsked. Det var én af de dage, hvor man mærker, at fællesskab og musik kan noget ganske særligt. Vi takkede for en vidunderlig dag – og begyndte allerede at fantasere om næste års skovtur.
/Bruno