Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK

Nysgerrig efter mere!! Bliv aktiv i IBK
I IBK har vi godt kammeratskab og masser af interessante opgaver for alle!

torsdag den 4. april 2019

Torsdagsbilledet #200

Denne uges torsdagsbillede er en collage fra Bygningsdagen i 2009 - 10 år siden.

HUSKAT: Bygningsdagen 2019 er den 27. april :-)

Overordnet set, så foretager vi os det samme på Bygningsdagen fra år til år - men heldigvis også en masse nyt... Sikkert er det at der serveres en god frokost og om eftermiddagen er der kaffe og kage!

onsdag den 3. april 2019

Onsdagshygge! 3. april 2019

I onsdags var alle aktive blevet inviteret til et herligt dækket frokostbord, sponseret af Fløng Forsamlingshus or arrangeret af Bruno. En af de heldige deltagere udefra var Steen fra Diesel House, som jo har hjulpet klubben med rådgivning og reservedele til istandsættelsen af de sidste to BurWain motorer, der er istandsat. Steen har samtidig været flittig med pennen og skrevet dette referat fra dagen :-)

Arrangøren Bruno, vores æresmedlem Klingenberg og Carsten ved bordet :-)

Hemmeligheden: Brunos Dampolje



Den 3. april var der inviteret til Onsdagshygge med gammelost i Damp-A.

Spændende.

Der kom 15 mand, hvor jeg kendte de fleste. Bord 1 og Bord 2 med deltagerne og bord 3 med alle fornødenhederne. Det så meget lækkert ud. Ved siden af var gemt lidt godt til halsen.

Bruno havde ved en god sponsors hjælp fået lavet retterne.

Men det hele startede faktisk noget tidligere, nærmere var det den 16. januar, hvor Ib og jeg helt tilfældigt og uafhængigt af hinanden havde lidt Bur Wain vi skulle udveksle og efter en frokostøls tid kom Bruno forbi og vi fik smagt lidt på det hjemmebryggede. Det var godt.

Og så kom min kommentar ”Og hvad havde du så tænkt dig at vi skal spise til ??” nå ja den lå lige på tungen og så rullede den bare ud. Man kan da ikke servere så godt øl uden tilbehør.

Og så pludselig lå der en invitation til onsdagshyggen.

Det var en overraskelse med den dejlige mad. Friskbagt groft rugbrød og tilsvarende landbrød. En krukke med dejligt fedt til lige at klistre sagerne sammen. Hjemmelavet rullepølse med løgringe og sky, kalvebryst med flødepeberrod og frisk revet peberrod, samt lidt salat. Stærk fuldfed gammelost med sky, løgringe og brun rom. Den kan også drikkes i stedet for cognac.

Alt sammen hjemmelavet, velsmagende og med alt tilbehør. Alt er ikke nævnt her men det smagte bare. Et kulinarisk højdepunkt den dag, uge, måned med sådan en påske forfrokost.

Og så kom Brunos hemmelighed frem. Sort guld, også kaldet Nimbus og Dampolje. Det er stærke sager, som over maden blev fortyndet med lidt Harald Jensen og flere af den slags. Og så gik snakken og dette refereres sæføli ikke her. Men det var meget hyggeligt.

Og pludselig rejste Bruno sig og påkaldte sig alles opmærksomhed.

Er dette et godt og acceptabelt arrangement fremstillet af vores sponsor Fløng Forsamlingshus?

Hvem stemmer imod ”nul” og hvem stemmer for ?  Alle 15.

Forslaget er så at gentage succesen senere på året. Datoen var der mange som havde en holdning til.

Men datoen vil være efter en succesfuld køresæson. Dette blev proklameret af Bruno himself.

Så tak for en dejlig dag.

Steen

Mere om aktiviteterne i Fløng Forsamlingshus kan man se her >>

mandag den 1. april 2019

Nyt fra maskinafdelingen #13-19 01/04:





Endu en boggie får et grundigt eftersyn, samt opsmøring af glidelejer og konsol

Onsdagsholdet har flittigt arbejdet videre med klargøringen af personvogne og det fortsatte Bjarne og Jan ihærdigt denne aften med C827, der også fik den store tur. Værkstedet var herlig fyldt med aktivitet; Kenneth og Bo arbejdede videre med renovering af lejehus, Carsten og Kjeld skar endnu flere dele op til de nye bogier; Lars O. fik først svejst hjørnerne på de rustfri stålbakker til vandbehandlingsanlægget, siden hjalp han mig med at sandblæse 5 konsoller til bogierne. Jeg fik imens grundet de nyligt påsvejste vinkler til montage af vognsiderne, samt de dertilhørende afstandsstykker. Martin fik tilpasset håndlisterne, så de netop går fri af stolperne, samt arbejdet videre på tagremmene. I maskinværkstedet var der gang i to drejebænke, idet Per skulle fjerne en lille tiendedel fra ringen til M24´s ”brændstofpumpesamler” og Bo fik drejet en flange til No3.

Det var derfor en dejlig travl aften på alle værksteder med 11 mand i sving.


Grundig grunding af vinklerne til montage af vognsiderne


Lars udfører præcisionssvejsning af de rustfri stålbakker

Kenneth og Bo forbereder de næste lejekasser til støbning af hvidmetal


Carsten og Kjeld skærer endnu flere dele til bogierne

Martin giver håndlisterne hug :-)

Tørresnor med afstandsstykker og grundede konsoller.
 Lars O. er i baggrunden ved at sandblæse den tredje ud af fem
Per skal lige dreje en bitte smule mere af ringen

- og Bo skal dreje en ny flange til No 3

Klubben er blevet doneret denne fine ventilslibemaskine :-)

søndag den 31. marts 2019

Nyt fra Bafd. 30-03-2019

I det smukkeste forårsvejr blev der ryddet op på arealet foran museumshallen. Samtlige gamle sveller blev fjernet og stakket på et sæt deplorider, ballasten jævnet og et sporskifte forsynet med træk.Vi måtte vige lidt for et par rangerbevægelser i løbet af dagen, da Peter skulle rengøre Vildmosemaskinen og vores energivogn skulle i eksil i opbevaringshallen, så der blev plads til endnu en roevogn. Vi fik også ryddet op i de mange gamle strøer, der har ligget rundt om på arealet. Desuden påbegyndte vi demonteringen af de fire overkørselsanlæg vi har modtaget fra entreprenør Gorm Hansen. Anlæggene har stået ved sidesporet til industriområdet i Hedehusene, der nu er under forvandling til den nye bydel Nærheden.
Med ballasten jævnet og de gamle sveller fjernet, er det blevet lidt lettere at færdes foran museumshallen. Skifte 113 er forsynet med fungerende træk. Som det øvrige svelleudskiftede spor skal det justeres og understoppes.

Med den klare forårssol stod ellers skjulte valsemærker pludseligt helt klart. Her en tunge i skifte 110 mærket Darlington Steel & Iron.

Kenneth fjerner gamle sveller foran museumshallen. Steffen og Lars gennemførte eftersyn af banevognen i baggrunden. Det gode vejr gjorde det oplagt at gennemføre eftersynet udendørs
Med alle gamle sveller fjernet, jævnede vi ballast og gjorde klar til understopning. Peter og M 30 aflagde besøg for et par mindre rangeringsmanøvrer.

Vildmosemaskinen blev vasket med varmt sæbevand leveret i stilægte zinkspand.

På vej hjem fra opbevaringshallen med 1758. Der skulle lidt omrangering af flere enheder til for at få plads til energivognen, der er en smule længere end en roevogn.

torsdag den 28. marts 2019

Torsdagsbilledet #199

Mens vi stadig venter på årets første køredag er her et tilbageblik på pinsen 2009. No 3 var gæst ved Græsted Veterantræf, hvor lokomotivet fremførte tog på træffets korte bane. Vognene kom vores kollegaer fra Bloustrødbanen med.
På Gribskovbanens spor passerer K 582 smalsporstoget, der ser ud til at være godt fyldt med gæster.
Banen på Græsted Veterantræfs plads var iøvrigt også et samarbejde mellem Bloustrødbanen og HVB. Vi leverede skinnerne og Bloustrødbanen leverede sveller, lasker og befæstigelser. Banen er nu optaget og vi er i gang med at planlægge hjemtagelsen.
Farvefoto fra mergelbane? Nej, Græsted Veterantræf 2009.

Pinsens ene veterantræf blev for et par år siden til to. Se mere om dem begge på:
Timewinder på Grønnessegaard
Græsted Veterantræf

lørdag den 23. marts 2019

Nyt fra Bafd. 23-03-2019

På en fin forårsdag fortsatte arbejdet med svelleudskiftningen på sporviften foran museumshallen. Skifte 113 stod for tur. Skiftet har forbindelse med spor 25, der rummer en del af vores personvogne, der i øjeblikket gennemgår eftersyn. Derfor var det helt nødvendigt, at vi fik genetableret sporforbindelsen inden fyraften.
Arbejdsdagen er ved at være slut. Kenneth og Lars måler skiftet igennem med vores nye måleinstrument. Måleinstrumentet er af Robel-fabrikat og har en normalsporet fortid hos en jernbaneentreprenør.

Inden vi kunne måle skulle vi arbejde! Et anseeligt arbejdshold var samlet til opgaven, og i flere mindre hold blev der taget fat på at skille sporskiftet ad. De fleste laskesamlinger kunne skilles ad med trykluftnøglen, men et par måtte skæres op.
Benjamin og Lars løsner bolte, Steffen samler delene i spanden, mens Kenneth er stand by med vinkelsliberen, hvis nogle bolte skulle vise sig genstridige.

Alle spirg er oppe og skiftet delt i enkeltdele. Nu skal skinnerne trækkes til side, så de gamle sveller kan pilles op.
Gravemaskinen var repareret i løbet af ugen og klar til tjeneste igen. Efter skinnerne var trukket til side, blev nye sveller lagt ud, de gamle sveller taget op og fjernet. De nye sveller lagdes på plads, og holdet fik de første skinner på plads inden det var tid til frokost.
Hjertestykke og mellemskinner på vej på plads. I gravemaskinen sidder Kenneth, mens andre har trukket sig lidt væk fra arbejdsområdet, så indløftet kan foregå så sikkert som muligt.

Hvor spiser en baneafdeling frokost? I sporet naturligvis! De koncentreret tyggende banebørster er fra venstre Steffen, Lars, Ole, Kenneth, Benjamin og Finn.

Arbejdet med at samle skiftet fortsatte efter pausen. Med forenede kræfter blev hovedparten af delene sat sammen i en fart. Men som så ofte før, var der lige et par ting, der drillede lidt. Fx krævede den ene tunge lidt ekstra opmærksomhed, idet en glideplade var knækket af. Vi kom dog i mål med samlingen og skiftet er farbart igen, dog med nedsat hastighed. Skiftet er låst med tungelås til spor 25, så det er ligetil at trække vogne ud af hallen til eftersyn.

torsdag den 21. marts 2019

Torsdagsbilledet #198

I øjeblikket er der fuld fart på arbejdet med at klargøre personvognene til sommerens kørsler. Det er en årligt tilbagevendende proces. Nogle år er opgaven dog mere omfattende end andre. I foråret 2009 var en af de sidste åbne vogne i brun udgave ved at blive gjort grøn. Leif har trukket vognen ud foran museumshallen, og er nu i gang med at slibe og afrense.
Et af de relativt få billeder på bloggen, hvor Leif ikke står bag kameraet. 

mandag den 18. marts 2019

Nyt fra maskinafdelingen #12-19 18/03:



Stor aktivitet i værkstedet - udenfor billedet er Lm9 ved at få eftersyn


Bo fik tilpasset endnu et par af de nystøbte hvidmetalslejer til akselenderne – et stort tålmodighedsarbejde! Onsdagsholdet har flittigt arbejdet videre med klargøringen af personvogne og det fortsatte Bjarne og Jan ihærdigt denne aften med Lm9. Carsten fik svejset de sidsta af 4 sæt lejekassegafler på vangerne – eller var det legehuse med gafler i Vangede?? I mens tilpassede Martin de yderste gulvplanker til de nye tagstolper, Erik klargjorde gavlene og jeg fik sandblæst, samt grundet de vinkeljern, som skal fastholde plankerne i enderne. Hans fik monteret gearkassen på D10-motoren, mens Per færdiggjorde samleringen til M24´s brændstofpumpekoblingsplade. Jeg fik da også ryddet lidt mere ud i ”loppetorvet” i det gamle snedkerværksted… Vi var 9 mand på værkstederne denne aften.

Lejet monteres med akslen og mærkeblåt og der drejes et par omgange, så kontaktpunkterne bliver tydelige

Overskydende hvidtmetal skrabes derefter af -ud fra mærkerne

Sidste vange får påsvejset gafler

herefter står et samlesæt til to bogier endnu mere klart til samling


To-delt samlering i messing til M24 brændstofpumpe

D10-motor - nu med gearkasse

Et par afrensede og grundede vinkeljern til C523


søndag den 17. marts 2019

Nyt fra Bafd 16-3-2019

På en lørdag, hvor det for første gang i en hel uge ikke regnede, følte dagens hold i baneafdelingen sig heldige. Dagen blev da også produktiv, men bød også på et mindre maskinhaveri.
Spor 25 forsynet med nye sveller og trækket i skifte 110 færdiggjort.

Dagens opgaver var fortsættelse af svelleudskiftning på vognhalsbanegården. Spor 25 stod for tur og skifte 110 skulle forsynes med træk. Arbejdet startede med afhentning af 26 nye sveller til indbygning. Spor 25 blev pillet fra hinanden og et par skinner justeret i længden, således at stødspillerummene overholder de foreskrevne mål. Nye laskebolte blev fundet frem.
Nye sveller hentes fra det rullende svellelager i udtrækssporet.

Trods mørker skyer af og til kom der ingen regn. Mogens var på visit og så på, mens de første gamle sveller problemfrit blev løftet fri af ballasten. Så lød der et smæld...

En hydraulikslange er bristet og Lars er i færd med oprensning af oliespild. Skift af slange er nu på programmet.
Med gravemaskinen ude af drift måtte vi revurdere dagens program. Vi fokuserede på at få sporene farbare, mens fjernelse af de gamle sveller blev udsat til en anden dag. Selv uden gravemaskine gik arbejdet dog rask fremad. Det er dejligt bekræftende, at baneholdet stadig kan udrette noget uden den bæltekørende kammerat.
Frem med den manuelle svelletang. Nye sveller hives på plads i hullerne efter de gamle.

Laskeboltene spændes. Her håndspænder Lars de små bolte i laskesamlingen, der forbinder vognhalsbanegårdens 17 kg/m skinner med selve hallens spor, der består af 12 kg/m skinner.

Arbejdet nærmer sig sin afslutning. Lars er begyndt at rydde op. Steffen banker de sidste spirg i bund.
Med sporet færdigt var det kaffetid og efter den varme drik, blev de gamle sveller arrangeret, så sporet dog er nogenlunde farbart. Udjævning af de værste bunker af ballast blev foretaget sideløbende med montering af træk på skifte 110.

Imens var Bruno i sving med sin biodynamiske algebekæmpelsesmikstur rundt om på Hedehusgård Stations trækonstruktioner. Det skaber et godt grundlag for evt. maleopgaver på den kommende bygningsdag.
Bruno fjerner alevækst fra hegnet omkring km. 0.


torsdag den 14. marts 2019

Torsdagsbilledet #197

Midt i nullerne begyndte de gamle to-taktmotorer med ægte Ossi-atmosfære og håndstart på stoppemaskinen efterhånden at gøre knuder. Motorerne havde drevet vores østtyske stoppemaskine siden vi tog den i brug i 1998. I 2009 blev de afmonteret og erstattet af et par komplet historie- og karakterløse Honda-motorer. Der til gengæld altid virker og lugter mindre. Og har elstart.
De to gamle EL150-motorer fra Barkas Motorenwerke i Karl Marx Stadt (i dag igen kendt som Chemnitz). De røg som deres oprindelsesland DDR i skrotkassen.

Starteren i motorerne var fra en nabovirksomhed i Karl Marx Stadt nemlig VEB Fahrzeugelektrik, der fremstillede elektriske komponenter og lamper til store dele af bil- og maskinindustrien i DDR.

Her er de nye Honda-enheder monteret på stoppemaskinen. Bemærk, at værkstedfolkene nænsomt har indpasset en batterikasse (til højre i billedet) i stoppemaskinens design uden at ødelægge maskinens harmoniske helhedsindtryk.

mandag den 11. marts 2019

Nyt fra maskinafdelingen #11-19 11/03:



Hegnet rundt byggepladsen ved den nye ridestald er fjernet og det begynder at tage sig lidt normalt ud igen.

Klargøringen af personvogne er kommet godt fra start og blev fortsat denne kolde og stjerneklare aften. I onsdags blev en grundig test af E28 sat i gang og vi fortsatte denne aften med at anvende E28 til rangering af C1 og C2. Der skulle byttes rundt, så C2 kunne komme over graven. C1 er klarmeldt, men da Bafd forleden ikke kunne mønstre et fuldt lørdagshold, så er sporet fortsat ikke tilgængeligt til det næste hold vogne. Det betød til gengæld at Benjamin bidrog med at få fremstillet en holder til de specielle bræddebolte og grundmalet dem alle i lørdags, sammen med vinkeljern på endegavlene. Jeg fik så givet det hele en omgang sort. Vi brugte også lejligheden til at få afhentet de i udstillingshallen opmagasinerede gulvplanker til C523. De er nu lagt ud i den rette rækkefølge. Der blev også skåret tjærefilt til at lægge oven på vognrammen. Vi manglede blot tjæreklæber, så det må blive næste gang. I maskinværkstedet gik Per og Lars i gang med at dreje en ring, der skal bruges ved koblingspladen af M24´s brændstofpumpe til motoren. Den gamle ring blev tidligere forsøgt svejset, men det holdt desværre ikke. På snedkerværkstedet blev der arbejdet videre med håndlister og bænkebeslag. Vi fik også besøg af både Jørgen M, Poul T og formanden, så der var et hyggeligt rend af folk denne aften. Det giver 12 mand på Gården denne fine aften.


Endnu en håndliste er limet på - nu skal de blot males

Der er rokeret rundt på C1 og C2. E28 må vente lidt endnu med at komme indendørs 

Vognen løftes op og...

Jan får efterset og smurt centertappen

Kjeld og Martin skærer lange tjærefiltbaner ud

Gulvplankerne lægges i den rette rækkefølge - klar til ilægning.
Jeg får malet de mange T-bolte med en omgang sort.


Der måles og drejses en ny låsering til M24 brændstofpumpe-tilkoblingsdims
Lidt aftenstemning fra udstillingshallen, der har fint besøg af No3 for tiden. Det var mere interessant end en bunke brædder.